Forord til bind 9

Om dette bind (9)

1926 var året derpå; Carl Nielsens 60-års dag blev stadig fejret med forsinkelse, og måske var den megen festivitas heller ikke uden skyld i at han i februar fik endnu et stort hjertetilfælde, med det resultat at han en meget stor del af året og mere eller mindre resten af sit liv måtte affinde sig med at være rekonvalescent på lavere blus. Ved årsskiftet var det dog først Anne Marie der var syg og måtte på hospitalet efter at hun var blevet ramt af nyrekolik i begyndelsen af december måned. Heller ikke hun lader sig dog standse; for hende står året i den sidste lange kamps tegn i forhold til komiteen bag ryttermonumentet, før der endelig kan skrives kontrakt om støbning og færdigopstilling af monumentet kan finde sted i efteråret 1927, en historie der har fået sit eget afsluttende kapitel.

Den 4. januar dirigerede Carl Nielsen egne værker ved Filharmonisk Selskaps 9. abonnementskoncert i Oslo, det gjaldt den 4. symfoni, Det Uudslukkelige [CNW 28], violinkoncerten [CNW 41] med Peder Møller som solist, og Aladdin-suiten [CNW 17]. Koncerten var en betragtelig succes, og der udtryktes undren over at han ikke oftere havde optrådt i Oslo. Der var åbenbart en vis modsætning imellem dansk og norsk, aktuelt måske forstærket af at det danske bynavn Christiania kort forinden var blevet erstattet af det gamle norske Oslo. Carl Nielsen var under sit besøg sammen med sin ungdomsven komponisten Christian Sinding, og i et brev til ham, som Sinding lod offentliggøre i Oslo, og som også Socialdemokraten offentliggjorde i København, skrev Carl Nielsen:

”Jeg finder det meget barnligt af Fremmede at gøre Ophævelse over et Anliggende, der kun angaar Norge og Nordmændene. Det vil dog ikke falde noget fornuftigt Menneske ind at gøre Bemærkninger, naar en Mand tager Navneforandring, og mange akcepterer jo Navne, som bliver dem tillagte af en eller anden Grund. Rent musikalsk – mon det ikke ogsaa ubevidst og uvilkaarligt har spillet en Rolle – saa klinger Navnet Oslo langt bedre, mere nordisk og friskere end det lidt konstruerede Christiania. I det hele taget kan man vel sige, at Stednavne, der er afledt af Personnavne, altid føles unaturligt.” Socialdemokraten 6.1.1926.

Både på ud- og hjemturen gik rejsen over Göteborg. Dér var Emil Telmányi i gang med en serie koncerter, der skulle tjene som en prøve for og af ham, før man eventuelt ansatte ham som dirigent for orkestret. Kemien mellem dirigent og orkester rakte imidlertid ikke så vidt, og måske rakte orkestrets økonomi heller ikke så vidt, at Telmányi havde svært ved at renoncere. Måske var svigerfaderens skygge i Göteborg også for nærværende. På hjemvejen fra Oslo overværede Carl Nielsen at svigersønnen opførte Aladdin-suiten, og ”tonsättaren blev föremål för livligt bifall.” [9:1] Det var ikke kun ørehængere Telmányi forsøgte at præsentere sig med i Göteborg; den 3.2. gav han Carl Nielsens 6. symfoni den første opførelse i Sverige, og dermed den første opførelse siden uropførelsen i København. Måske ikke ligefrem en velvalgt eksamensopgave for en stillingsansøger! [9:31]

Næppe hjemkommen fra Oslo lod Carl Nielsen sig interviewe en sidste gang om det emne, kunstnerens pekuniære stilling i samfundet, som var så prekært for hans forlægger, og gjorde i hvert fald ikke dermed noget forsøg på at glatte ud (Samtid nr. 113). I hast måtte han desuden levere en hyldestartikel i anledning af den norske komponist Christian Sindings 70-års dag (Samtid nr. 114). Sinding, som han havde kendt siden han i 1890 mødte ham i Berlin [1:176], og som han netop havde besøgt og været på vandretur med under sit besøg i Oslo.

Forsinket fødselsdag i Odense

I Odense, hvor Carl Nielsens musikalske uddannelse for alvor var begyndt i tiden ved militærmusikken, havde man endnu ikke fejret hans 60-års dag. Det skete med en koncert i Odense Musikforening i Industripalæet den 18.1.1926. Den russiske violinist Julius Chonovitsch, der fra 1918 havde slået sig ned i byen som musiklærer, spillede Carl Nielsens violinkoncert akkompagneret af sin hustru på klaver, dernæst sang Poul Methling sange og uddrag af Saul og David [CNW 1], før koncerten kulminerede og sluttede med at Carl Nielsen selv dirigerede sin Suite for strygere [CNW 32]. Orkestret på henved 30 strygere var sammensat af medlemmer af orkesterforeningen og professor Chonovitschs elev-strygerensemble. Et medlem af dette var den senere kendte historiker Jørgen Hæstrup, der spillede cello, og som mange år senere har berettet om generalprøven, ”hvor Carl Nielsen slog af straks efter suitens første fire takter med det indledende cellotema. Med mild lune og ikke uden bevægelse mindedes han her over for vort lille orkester, hvorledes han som 23-årig – i 1888 – havde debuteret som dirigent i Odense med netop dette værk og med en besætning som vores. Han havde da nænsomt bedt de to celloer om at spille det indledende tema lidt stærkere end det mezzoforte, som noderne angav. Han fortalte, hvorledes den ene af cellisterne dengang havde smidt jakken med den bemærkning: ”Nå, her skal nok bestilles noget”. Bemærkningen havde dengang som nu moret dirigent og orkester og løst op for al anspændelse. Vi fulgte nu hans anvisning, dog uden at smide jakken.” Jørgen Hæstrup: Musik i byen, Træk af musiklivet i Odense i begyndelsen af det 20. århundrede, Odensebogen 1992, s. 57, samt Samtid s. 825.

Efter koncerten var der overrækkelse af laurbærkrans, touche og hyldesttale ved musikforeningens formand apoteker Neergaard, hvorefter Carl Nielsen i sin tak bemærkede, at det især havde glædet ham at begge hans to første lærere, Emil Petersen, Nr. Lyndelse (Jf. MfB s. 42, 50 og 100), og kammerråd Carl Larsen, lederen af musikforeningens kor og orkester indtil 1916, begge var tilstede i salen. Ved den efterfølgende souper for hædersgæsten var det Chr. M.K. Petersen, der i 1916 havde udgivet Odense Musikforenings historie, der holdt talen; også han tog udgangspunkt i Carl Nielsens første optræden i Musikforeningen den 16.10.1888:

”Jeg tager næppe fejl, naar jeg siger, at De i 1888 var Deres gamle Lærer, Kammerraad Larsen særdeles taknemmelig og betragtede det som en stor Ære, at De fik lov til at dirigere Deres eget Værk i Musikforeningen. Idag er Forholdet et andet. Nu er det Odense Musikforening, der yder Dem sin hjertelige Tak og ser en Ære deri, at De har villet medvirke ved en af dens Koncerter.

I 1888 var Tilhørerne rimeligvis venligt protegerende i deres Holdning overfor den unge Mand, som de faa Aar tidligere havde set som en af Byens Militærmusikere. Iaften har man hilst Dem med Ærbødighed og Begejstring, fordi alle véd, at man ikke blot i Norden, men rundt omkring i Europa hylder Dem som den geniale Komponist, og fordi man selv har følt, at De nu staar som en af den danske Musiks ypperste Mestre.

De har ikke blot banet Dem selv Vej, men De har tillige ført dansk Musik ind paa nye Baner. De traadte frem, da man mente, at dansk Tonekunst havde naaet sin Kulmination med Hartmann og Gade; men blandt en Mængde, der iførte sig de to store Komponisters aflagte Klæder, mødte De frem i Deres eget Klædebon, et kunstfærdigt kontrapunktisk Klædebon, De selv havde vævet.” Talen offentliggjort i Fyens Stiftstidendes kronik 29.1.1926.

Provinsturné

60-års dagen synes i det hele taget at have givet anledning til initiativer, der skulle bringe Carl Nielsen og hans store musik, ikke kun hans folkelige sange, ud til nye kredse. Allerede i slutningen af januar og begyndelsen af februar var han på en lidt større provinsturné med Københavns filharmoniske Orkester [9:9]. De første tre koncerter fandt sted i Nykøbing Falster, Ryslinge og Aabenraa; alle steder var der sørget for privat indkvartering, og ikke mindst var man imponeret over at dette kunne lade sig gøre i så lille en by som Ryslinge. Her var det Thorvald Aagaard der havde tilrettelagt det hele ”yderst nøjagtigt i Forvejen og takket være en overmaade stor Gæstfrihed fra den forhenværende Forstander Alfred Poulsen og nuværende Forstander Monrad og deres Fruer ordnedes det hurtigt med at faa os indlogeret paa Højskolen og de nærliggende store Gaarde. I Skolens Lokaler spiste vi alle til Middag sammen med Kapelmesteren, Overretssagføreren, Forstanderen og deres Damer samt alle Eleverne, derefter var vi inviteret til den forh. Forstander, Hr. Poulsen, i dennes yderst stilfulde Hjem, hvor vi tilbragte et par Timer ved et meget overdaadigt Kaffebord. Koncerten fandt Sted i Skolens Gymnastiksal, der var aldeles overfyldt, og særlig her blev Kapelmester Carl Nielsen hyldet efter Koncerten med Hurraraab og Afsyngelsen af hans kendte Sange.” (Dansk Musiker Tidende, 16. årg. nr. 4, 16.2.1926, s. 41-42). Også dagen efter i Aabenraa havde man stor succes.

Så fulgte fire dages pause i København, hvor man udvidede orkestret til 48 mand, holdt prøve og skiftede Mozarts g-mol-symfoni ud med Carl Nielsens De fire Temperamenter, således at de resterende koncerter i Århus, Silkeborg og Odense udelukkende bestod af musik af Carl Nielsen. Århus var en nedtur efter de store oplevelser i de små byer. Der var ikke engang udsolgt [9:27]: ”Naar Aarhusianerne ikke mødte, maa det vel saa være, fordi Aarhus jo allerede er et Kulturcentrum, som daglig svælger i allehaande kulturelle Nydelser, og derfor nok efterhaanden kan blive lidt overmæt og forvænt”, mente en journalist, men rygtet om succesen i Ryslinge havde også nået Århus, og han måtte beskæmmet tilføje: ”For ikke længe siden gav Carl Nielsen en Koncert i Ryslinge Højskole, altsaa i en almindelig fynsk Landsby, og Folk strømmede til fra det halve Fyn.” Aarhuus Stiftstidende 4.2.1926.

Udsolgt blev der til gengæld ved den sidste koncert i Fyns Forsamlingshus i Odense, hvor foreningen Danevirke stod som arrangør af koncerten, i en sådan grad, at kapelmesterens familie, der var kommet rejsende til, ”kun fik Plads ved at Brandvæsenet gav Tilladelse til at der blev sat ekstra Stole.” [9:97] Koncerten sluttede i en mægtig begejstring, komponisten blev laurbærkranset, og bagefter var der souper på Parkhotellet med adskillige taler, bl.a. af byens (sidste kongevalgte) borgmester Valdemar Bloch, en ungdomsven af Carl Nielsen (Aarhuus Stiftstidende 4.2.1926), og af Carl Nielsen, og festen trak ud og udviklede sig til improviseret musikunderholdning, hvorunder kapelmesteren måtte akkompagnere hotellets vært, der var tenor [1:13].

Det fremgår også at der i hele turnéarrangementet har været et element af indsamling af penge til trængende musikere. En syg musiker på Kommunehospitalet i København beklagede sig efterfølgende i et brev til Carl Nielsen over at han ikke har fået noget, skønt det var blevet ham lovet, og Carl Nielsen må afvise at der på turen har været tale om ”nogen Slags Overdaadighed for Musikernes Vedkommende”, og han erklærer, ”at jeg, saasnart jeg kommer hjem, vil gøre alt hvad jeg kan for at være Dem til Hjælp, ogsaa selv yde direkte saa meget jeg kan af min Fortjeneste ved Koncerterne saa De dog kan faa noget.” [9:97]

Begyndelsen og enden

Carl Nielsen er kommet i en alder og en position, hvor oprindelsen, tanker om hvordan det hele begyndte, og hvordan det skal ende, trænger sig naturligt på. På vej tilbage til København efter første halvdel af turnéen, efter Aabenraa og ikke mindst efter opholdet i Ryslinge, der må have udfordret følelseslivet ikke så lidt, er Carl Nielsen muligvis i Nr. Lyndelse og Sortelung, hvor huset han blev født i, engang havde stået. I hvert fald noterer han i kalenderen på vej til København disse ord:

”Min Hjemstavn drager mig mere og mere som et langt sugende Kys. Er det Meningen jeg tilslut skal vende tilbage og hvile i den fynske Jord? Da maatte det være paa selvsamme Sted jeg blev født: Sortelung, Frydenlunds Mark.

Tordenvejr og Lyn om Natten. (Erindringer)” [9:23]

De følgende begivenheder gør derefter et vist indtryk.

Den 6.2., dagen efter koncerten i Odense, rejste han sammen med Anne Marie Carl-Nielsen, Hans Børge, Margrete Rosenberg og Irmelins svigermoder, Frederikke Møller, til Damgaard. Der fik han den følgende nat, den 7.2., sit næste alvorlige hjertetilfælde. I dagbogen er det skrevet ind under 9.2., naturligvis med dages forsinkelse. I flere senere breve fastholder han med overbevisning den 7. som datoen (sml.[9:34] [9:58] [9:92]). Fra dette øjeblik er han hjertepatient til han dør i oktober 1931, og i løbet af de nærmeste måneder bliver han selv klar over, at han aldrig mere bliver rigtig rask.

Fra dette tidspunkt optræder der jævnligt i dagbog og breve bemærkninger som viser frem mod Min fynske Barndom, der udkommer det følgende efterår. At Irmelin, som han tilegner bogen, er den der presser på for at bogen skal blive til virkelighed, er tydeligt, men inspirationen kommer utvivlsomt også fra andre sider. Thorvald Aa-gaard, elev og samarbejdspartner på sangens område, skrev en længere præsentation af Carl Nielsen og hans musik forud for hans optræden i Odense og Ryslinge, hvori det om opvæksten på Fyn hedder:

”Hele Carl Nielsens Barndom og tidligste Ungdom har ikke saa lidt af Eventyrets Farver over sig. Der er allerede ved at danne sig brogede Myter om hans første Skridt paa Kunstens Bane.

Alt dette vil jeg dog lade ligge denne Gang, skønt alle de, der den Gang kendte noget til ”Niels Malers Carl”, i nogen Maade har Part i disse Myter og maaske endda kan bekræfte et og andet af det, der for saa mange andre ligger i et mystisk Taagelys.

I hvert Fald var der mange paa disse Kanter, der fulgte den unge Fynbos Veje med stor Interesse og med Glæde hørte om hans første Sejre, ...” Dansk Musiker Tidende, 16. årg. nr. 4, 15.2.1926, s. 42.

En lokal læge ordinerer morfin. Hurtigt kommer svigersønnen, Eggert Møller, der jo er læge, til Damgaard, efter at Margrete Rosenberg har telegraferet til ham på Rigshospitalet [9:39]. Eggert Møller rejser dog hurtigt igen og tager sin mor med sig tilbage til København. Den 17. ankommer Irmelin for at afløse sin mor, der må til København for at tage sig af sit eget, dvs. Rytterstatuen og trakasserierne med komité og bronzestøber.

Komponisten ligger til sengs, men skriver dog sit første brev allerede den 10.2. for at sikre sig at Rudolph Simonsen tager sig af prøverne på den næste musikforeningskoncert, men hjertepatienten får i realiteten forbud imod at beskæftige sig med noget som helst, og mod at føle noget som helst.

Breve og aviser, der kommer til Damgaard er også et problem; hvad den syge mand læser i dem, ikke kun om sin kones arbejde, men også om kendte der dør, har også indflydelse på hans tilstand. I januar var Victor Bendix, som havde betydet så meget for ham som ung, afgået ved døden, og nu sidst i februar, er det både Salomon Levysohn, en trofast medkæmper, og den menneskeligt vanskelige Lange-Müller, der forlader denne verden på tragisk vis [9:64]. Det kan han ikke kun læse om i avisen, men også i brev fra Anne Marie; den 18. har han også i Nationaltidende kunnet læse at Carl Nielsen er alvorligt syg af et hjerteonde. Irmelin skriver til moderen og beder hende tænke over hvad hun skriver og fortæller faderen [9:66], også om sine egne besværligheder i København, og hvad hun de nærmeste dage meddeler om monument og komité er altså ikke den fulde sandhed.

Den 23.2. måtte Rudolph Simonsen så i Carl Nielsens fravær dirigere Musikforeningskoncert nr. 700 [9:36], og det fremgår af hustruens og datterens breve til Damgaard i dagene efter, at den syge komponist var koncertpublikummets samtaleemne: Musikerne som havde deltaget i provinsturnéen sendte gennem hustruen hilsner til manden; ”Dronningen var paa Koncerten og bad”, som Søs skrev, ”hilse Far saa meget, gennem Angul Hammerich og alle de andre graa Skæggede og haarede Herrer. Jeg tror virkelig at de alle har savnet Far meget allerede.” Og ”Maren mener, at ”de”[,] Musikforeningen, har rigtig godt af at savne Far rigtigt.” [9:63] [9:64]

Efter godt 14 dage i sengen begynder den syge så småt at komme lidt op igen, men er meget svag og får ondt for et godt ord. Den 7.3. ankommer han med damperen fra Kolding for første gang igen i København; han vil så gerne hilse på Emil Telmányi, før denne rejser på koncertturné i Ungarn. Men følelseslivet er en trussel mod hjertet, blot tanken om at damperen skal komme for sent til København, så han ikke når at træffe Emil, kan udløse et smerteanfald, så han må begynde forfra igen. Det er gået op for ham, hvor stor en rolle det sjælelige spiller, og han skammer sig over, at han ikke er herre over sit eget sind. ”Ja, først nu begynder jeg at kende mig selv,” skriver han. ”Det er trist fordi det jo er noget sent men der er dog den Trøst at jeg derved ligesom ser Jer andre (alle mine) med større Forstaaelse og ligesom med mere Menneskelighed og dybere Kendskab. Det hele er svært, svært! Jeg kan ligge og tænke mig til Smerter og Uro – dog i de sidste Dage gaar det bedre – og jeg kan harmes over saa meget og tænke at nu gaar det og det galt; derfor har jeg ikke heller turdet sende Nøglen til Vognen og dog vilde jeg saa gerne glæde Jer. Dette kan ingen forstaa og I allermindst, naturligvis, men jeg vil hellere dø i Løbet af et halvt Minut end begynde forfra igen.” [9:69]

Kur

Ti dage senere rejser han sammen med Anne Marie til Bad Nauheim, nær Frankfurt, et sted hvor hjertepatienter, også danske, flokkes i de år. Her tager han de ordinerede bade af forskellig styrke, går ture og er på diæt. Eggert Møller har sendt sin lægeerklæring med til overlægen i Nauheim, dr. Arthur Weber, der er gift ind i danske lægekredse. Også dr. Weber undersøger og stiller under Carl Nielsens ophold i Nauheim sin diagnose, som patienten får med hjem til svigersønnen i lukket kuvert. Disse diagnoser, som har cirkuleret mellem Arthur Weber og Eggert Møller er bevaret og er medtaget her som det nærmeste vi kommer lægevidenskabelige udsagn om Carl Nielsens sygdom, og i øvrigt også Anne Marie Carl-Nielsens i årevis genkommende bronchitis [9:78] [9:79] [9:126] [9:562].

Der sker mere endnu i den nærmeste kreds der kan påvirke følelseslivet. Svigersønnen Eggert Møller får tilbudt en ledende stilling i to år ved The Rockefeller Institute for Medical Research i New York. Irmelin skal med, og de skal rejse fra Danmark den 22.4., og det er naturligvis et stort problem for den syge komponist og fader, at han ikke skal se sin yndlingsdatter igen før næste sommer. Irmelin overvejer at komme til Nauheim for at sige farvel, men kan ikke nå det. Det ender med, at Carl Nielsen bliver så rask, at han kan forlade Bad Nauheim før tid, og at de kan samles i Frederiksholms Kanal nogle dage før Irmelins og Eggerts afrejse.

Nyt liv

Carl Nielsen må igen til Damgaard, København er for farlig for en berømthed, der ikke kan sige fra, selv Michaelsens Villa Højbo i Tibberup rummer for mange muligheder for forstyrrelser, og ”jeg tror nok jeg giver mig selv mere Fred paa Damgaard,” forklarer han Vera; ”thi det er jo, med Skam at sige saaledes, at jeg maa være helt afskaaret ellers kan jeg ikke styre Skibet, da det ikke har Sænkekøl af Bly eller Reb paa Sejlene og derfor ved den mindste Vind – navnlig den morsomme – faar Vand i Kahytten. Vand i Kahytten! Det kunde godt blive et Slagord: ”Han har Vand i Kahytten”.” [9:119]

Aldrig så snart er han blevet alene på Damgaard med de sære gamle frøkener, før han over Atlanten meddeler Irmelin og Eggert, at han om nogle dage vil påbegynde en ny komposition for klarinet og orkester [CNW 43] [9:142]. Klarinetkoncerten bliver det dog ikke til noget med før i næste bind, men skønt i det små er det måske ikke så lidt, det der melder sig i de nærmeste måneder. Søndag den 9.5. går han sine sædvanlige tre ture, mellem morgen og frokost, før kakaoen og hen imod aften sammen med frk. Thygesen, og skriver selv til Anne Marie i København:

”Vejret har jo ikke været saa godt, men i Formiddags var jeg oppe paa Bakken ved Stranden, Solen skinnede dejligt paa Vandet og jeg følte mig saa fuldkommen lykkelig i nogle Minutter saa jeg længe vil huske det. Der var saa skønt og alt var rent og stort fra Skaberens Haand og det var som om Naturens Sjæl havde Tillid til mig og jeg igen til alle Ting, som om vi havde sluttet en Venskabspagt for evig Tid. Hvad er det, hvorfor kommer der pludselig en hel ny Tilstand over et Menneske uden nogen Grund eller nogen Bøn derom? Men det er rigt og saa vil man gerne leve igen en Tid.” [9:150]

Den 8.5. skriver lektor Regnar Knudsen fra Aarhus Katedralskole til Carl Nielsen for at bede ham skrive en melodi til Morten Børups gamle majvise In vernalis temporis til en ny oversættelse ved Marinus Børup [9:173]. Brevet blev sendt til København, og Carl Nielsen har altså først modtaget opfordringen på Damgaard nogle dage senere. Den 15.5. komponerer han sin korsang Vaaren – Vaaren er i Brudd!  [CNW 353] [9:169] Dagen før, den 14.5. svarer Carl Nielsen Aarhus Statsbibliotek på en forespørgsel om, hvor hans korsang Frydeligt med Jubelkor [CNW 375] er trykt første gang. Tekstgrundlaget til denne sang fra 1906 er igen In vernalis temporis, men her i en ældre oversættelse ved Frederik Moth [9:167]. Han har altså haft den gamle, enkle smukke version for øje/øre da han komponerede den ny, endnu mere enkle, på smertelig baggrund forårsbrusende korsang – hvilket glimt ind i værkstedet!

Carl Nielsen havde i 1914 redigeret – og delvis komponeret – Nye Melodier til de nyere Sangtekster i Johan Borups Dansk Sangbog [CNW Coll. 12]. Nu var Borups sangbog kommet i en ny udgave, og den fordrede et meloditillæg, som Carl Nielsen dog havde frasagt sig redaktionen af og henvist til sin elev Adolf Riis-Magnussen. Til gengæld havde han lovet både at komponere nogle ny melodier selv og at fungere som en slags censor og rådgiver, som alle de sange Riis-Magnussen indhentede hos andre komponister, skulle passere. Selv om Carl Nielsen på dette tidspunkt var tilbøjelig til at nedprioritere sangarbejdet til fordel for større værker, var situationen nu den, at disse småsange bedre kunne forenes med hans fysiske formåen. Han kunne så at sige tulle lidt rundt på Damgaards arealer og vende hjem til sine værelser med en mere eller mindre færdigpiftet melodi. Riis-Magnussen sender ham de tekster, som han selv og Johan Borup i særlig grad ønskede at den store komponist skulle tage sig af lidt efter lidt, og på den måde får han lokket mange flere melodier ud af Carl Nielsen, end nogen af parterne havde drømt om. I det færdige hefte var Carl Nielsen repræsenteret med 16 melodier, hvoraf 11 var nyskrevet til lejligheden. I korrespondancerne og dagbogsnotaterne kan mange af disse sanges tilblivelse følges fra dag til dag, og ikke mindst melodien til Johannes Ewalds I kølende Skygger [CNW 399], fremhæver Carl Nielsen gang på gang som noget ganske særligt. Ifølge Dagbogen [9:148] blev den komponeret dagen før den ovenfor omtalte naturoplevelse – som altså alligevel havde en forbøn!

En døende forening

Musikforeningen er ikke kun i krise, fordi dens dirigent er sygemeldt, også fordi foreningens økonomi hænger i laser. Indtægterne daler, både fra medlemskaber og billetter, og i 1926 formindskes også statstilskuddet. Det er ikke nemt at finde udvej, og det rækker ikke at Carl Nielsen lader sit honorar nedsætte, og i øvrigt foreslår, at man i den følgende sæson lægger programmer, der holder sig inden for det wienerklassiske orkester, og kun programsætter værker for kor eller orkester, således at man slipper for at betale for orkestret dobbelttakst til søndagsprøven, som alene er lagt på denne dag af hensyn til kormedlemmerne, der ikke kan møde i almindelig arbejdstid på hverdage [9:200]. Carl Nielsen er utilfreds med forholdene, som de har været gennem alle årene, men tænker dog endnu mere på at ændre tingene end at smide dem fra sig. Til Carl Johan Michaelsen skriver han:

”Jeg har saa godt som ikke, i de 11 Aar, jeg har været Dirigent i Musikforeningen, haft nogensomhelst Støtte fra de tre Herrer i Bestyrelsen ([Angul] Hammerich, Anton Svendsen og Overretssagfører [Chr. F.] Brorson) og har maattet sørge for alting, hvoraf det meste laa udenfor min kunstneriske Del af Arbejdet, altsaa: spildt min Tid med uvedkommende Ting, f.Expl: passet paa Økonomien[,] skaffet forhøjet Statsunderstøttelse (1916 Edv Brandes), tigget nye Medlemmer ind og ofte skrevet Kopistemmer for at spare Foreningen for Udgifter o.s.v. Men det kunde altsammen være det samme, hvis man blot mærkede nogen Lyst og Evne til at gøre noget; dog – som Du siger – de er jo for gamle. – Nu vil jeg have et Møde med Repræsentantskabet til Efteraaret og saa maa vi se at faa en ny Bestyrelse næste Aar, ellers vil jeg ikke mere. –” (200)

Datter og overjeg

Allerede nu begynder hans nærmeste dog at lægge pres på ham for at få ham til at lægge sit liv om. Ikke mindst Irmelin, som fra New York skriver, at de ønsker at han uden alt for meget Besvær, maa kunde resignere paa alle de Smaating som skader ham – ”alle de andre store Ønsker, som Arbejde der morer dig, og Bogen (Fyns Tidende 17.1.1926) – eventuelt – o.s.v. de kommer af sig selv, naar blot du har det godt –” [9:189], og hun, der om nogen tager del i hans skabende arbejde, glæder sig over at han har nye planer: ”Det er saa mærkeligt at tænke paa – det der nu er Intet – Ingen Plads optager i Verden, ikke existerer nogen Steder – det er blevet til et Værk, naar jeg kommer hjem. Hvor kommer det fra – det er dog at skabe; og jeg bliver helt underlig ved at tænke paa, ikke at skulde høre lidt af det undervejs.” [9:189]

Efterhånden siger hun det direkte: ”Det bliver mig blot endnu engang saa klart, saa klart – du faar ikke Lov til at blive ved at dirigere – du, som har alt det der inden i dig som er Hundredetusinde Gange mere værd; der gaar du stadigt frem, skaber stadigt nyt og mærkeligt. Som Dirigent kan du ikke holde dig paa Højden naar du ikke rent fysisk har ligesom et Overskud. Se det ganske klart i Øjnene; det er ikke saa slemt.” [9:358]

Faktisk vender faderen kun tilbage til Musikforeningen for at dirigere endnu to koncerter, før han i begyndelsen af 1927 takker helt af og lader sig nøje med i ny og næ at dirigere sine egne værker.

Frem og tilbage

Som det ofte har været tilfældet, er kilderne til Carl Nielsens liv privilegeret af at familiemedlemmerne er spredt for alle vinde og må orientere hinanden på kryds og tværs i breve. Sine indtryk af hvordan Carl har det på Damgaard, sender Anne Marie Carl-Nielsen videre fra København til New York. Da hans fødselsdag den 9.6. nærmer sig, vil han til København, men Anne Marie har gjort hvad hun kan, for at han skal blive derovre i ro, og hun tager i stedet igen over til ham. Hun forsøger også at styre Margrete Rosenberg, da Carl nu ikke kan styre sig selv: ”En Gang imellem vil han binde an med Magrethe [Rosenberg] men jeg har bedt Magrethe bare sige ja ja o.s.v. så det går nok. {...} I det Hele går han og dallrer om og har det vist som det er bedst for ham.” [9:208]

Den ny Statsradiofoni sender den 10.6. en hel Carl Nielsen-Aften. I Anledning af Aarsdagen for Komponistens Fødsel, den 9. Juni: Sange, kammer- og orkestermusik med Radioorkestret dirigeret af Launy Grøndahl. Programmet sluttede med 5 stykker fra Aladdin [CNW 17]. Frk. Thygesen har naturligvis ikke radio, endnu; som værtinde for landets største komponist kan hun dog ikke blive ved med at stritte imod, men her i 1926 må de alle i byen for at høre radio. Carl Nielsen skriver til Emil Telmányi i Italien: ”Det var helt morsomt og det lød godt; men Radio kan aldrig blive en Erstatning for rigtig Musik; alle Vitaminer er taget ud af Kødet og det smager desuden af den lange Rejse.” [9:223]

Senere på måneden tager Carl Nielsen alligevel til København med Anne Maries fødselsdag den 21. som påskud. To dage efter optræder han som ordfører for en deputation i anledning af Anton Svendsens 80-års fødselsdag, og han har nået at skrive til en enquete i Politiken i dagens anledning (237). Hans søster Lovise fra Chicago er også dukket op i København. Hun skal til Rebildfest og bor mest hos broderen Valdemar i Vestjylland.

Anne Marie sørger for at Carl kommer tilbage til Damgaard igen, inden skuden helt mister kursen i København. Den 28.6. følger hun ikke blot Carl til Damgaard i bil; da han endnu er patient, og i virkeligheden ikke har godt af at starte bilen med håndsvinget, kører hun, skønt mere uvant bag rattet, bilen hele vejen fra Roskilde til Odense. Fra Damgaard fortsætter hun på en af sine rejser til Belgien, hvor hun forhandler om støbning af ryttermonumentet på trods af komiteens ønske om at støbningen skal foregå i Danmark.

Carl har nu bilen på Damgaard og kan igen komme lidt omkring, f.eks. hente Thomas Laub i Fredericia, og samtidig på banegården møde Lovise på vej til Rebild [9:264]  [9:265]. Sammen med Hans Børge besøger han også Lovise hos broderen i Bryndum, og må i samme anledning stå fadder i kirken til Valdemars og hans sidste kones sidstfødte. Et par dage forinden har han sammen med Laub været til folkemøde på Hindsgavl ved Middelfart; Thorvald Aagaard skulle ved den lejlighed tale om Musik og Folkeopdragelse, et emne der lå dem alle tre på sinde. Det blev bemærket, at de tre førere sad på rad: Carl Nielsen, Thomas Laub og Thorvald Aagaard, måske for sidste gang, Laub døde den 4.2.1927 [9:477]. Ernst Borup skrev efter folkemødet til Carl Nielsen:

”De, Laub og Aagaard har nemlig mere end nogen andre vist os, at Kunsten kan være folkelig, ja, at den største Kunst maaske er den, der er saa enkel og naturlig i Udtrykket, at den paa en Gang fryder Feinschmeckerne og de mange jævne Mennesker. De har altid lagt an paa at lade Deres Melodier tjene og bære Teksterne og paa at forme dem saadan, at de kunde bruges, altsaa saa at der var ”etwas nützliches dabei”. Derfor følte jeg Trang til – nu da Lejligheden var der – at takke Dem fra hele det syngende danske Folk. De har med Deres folkelige Kunst givet os umaalelige Værdier, og den Side af Deres Komponistvirksomhed er maaske dog ikke blevet draget saa stærkt frem i de mange Takketaler, De har maattet høre i det forløbne Aar. – Men De kan tro, at vi skønner paa netop denne ”nützliche” Side af Deres og de andres Virksomhed.”  [9:291] 

Den folkelige fornyelse, der efter Carl Nielsens død og mange år frem for mange stod som hans vigtigste bidrag, var først her sent i hans liv i færd med at blive kendt og erkendt! – og måske allerede i færd med at blive undergravet af udviklingen.

I begyndelsen af august vovede Carl Nielsen sig igen til København, denne gang for at træffe Lovise og tage afsked med hende ved hendes afrejse fra Danmark den 13.8. Carl Nielsens oplevelse af sin fire år yngre søster, der var udvandret i hans sidste år på Musikkonservatoriet, formulerede han nu med ordene: ”Hun er meget sød og jeg synes hun udvikler sig i alt.” Da han måneder efter hendes afrejse takker hende for de ”overvældende flotte Gaver til os her i Huset,” svarer hun dog med en svada, der giver fuld besked om hendes finansielle situation og viser at livet for søskende kan falde ret forskelligt ud:

”Du maa endelig ikke gjøre dig nogen samvitighed for dé at jeg sender et par smaa gaver engang imellem. Det glæder mig nemlig at gjøre det. og jeg kan godt have ro [råd] til den glæde ellers gjorde jeg det ikke[.] Knapperne kommer timlig livlig til (malerens Louise) Jeg skal betro dig at jeg har over 5000 Dolers om aaret i renter af mine Penge, og det til-tager stadig, min Kapital bliver støre og støre” [9:464]

Radiosenderkommissionen

Der synes nu at være bud efter den syge mand i snart sagt enhver sammenhæng. Hans tilstedeværelse i København er rygtedes, og han er straks blevet ringet op af Trafikministeren, der beder ham indtræde i en kommission, der med kort varsel skal afrejse til München for at bedømme kvalitetsforskellen på radiosendere, henholdsvis maskinsendere og rørsendere. Sagen er den, at en af Statsradiofoniens første udfordringer var at vælge og anskaffe en ny sendestation, den der kom til at ligge i Kalundborg, og at der var gået politik i valget, fordi maskinsenderen kunne leveres som dansk arbejde, mens en rørsender måtte importeres. Det var driftleder og programchef Emil Holm, Kammersangeren, Carl Nielsens gamle ven og kampfælle fra Holms tid ved operaen i Stuttgart, der skulle lede kommissionen, og som havde forlangt, ”at Carl Nielsen, der nød Anseelse som Landets første Musikautoritet, blev anmodet om at være den ene Deltager, og som den anden valgtes Komponisten Poul Schierbeck.” Desuden deltog en elektrotekniker ved statstelegrafvæsenet som ansvarlig for opstillingen af lytteudstyr, og Holm havde desuden henstillet at hans hustru, Katarina Holm, ”der var mig den mest tilforladelige Aflytnings-Hjælp, kom med.” Emil Holm: Erindringer og Tidsbilleder, 2. del, Kbh. 1939, s. 78.

I tre dage opholdt disse mennesker sig i Prien ved Chiemsee i Bayern, hvor de fra et hotelværelse lyttede til Europas bedste sendestationer. Lokaliteten var valgt, fordi den var særlig velegnet til en sammenligning mellem senderne i Wien, Prag og München; den sidste udstyret med maskinsender. Kommissionens medlemmer var enige om, at rørsenderen fra Prag var alle andre sendere overlegen, og den 19.8. udfærdigede de tre stemmeberettigede medlemmer da i München en rapport, der anbefalede anskaffelsen af en rørsender i Danmark. Carl Nielsen skriver nogle dage senere fra San Gimignano til Irmelin og Eggert Møller i New York:

”Det hele har været meget morsomt og jeg tror vi har gjort dansk Radiofoni en stor Tjeneste. Sagen er: der er store Kræfter igang hjemme for at faa en Maskinsender (noget nyt) istedetfor Rørsender, da det saa delvis kunde blive paa danske Hænder. Men jeg forlanger at vi skal have det som lyder bedst og Prag (Rørsender) var alle andre langt overlegen, hvad vi nu har indstillet efter mit Skøn og forresten enstemmigt var enige om. Der er vældigt Røre i Radioverdenen og hjemme staar en Kamp saa Haarene ryger om de to Systemer, men jeg er af den Mening at det eneste rigtige er ikke at tage Hensyn til ”dansk Arbejde”.”  [9:327] Passagen er vel også præget af en vis stolthed over, at have trodset det evindelige danskhedskrav, som også Anne Marie sloges med i forbindelse med støbningen af ryttermonumentet.

Der blev også tid til udflugter, til Hohenaschingen [9:308]  og til Königssee [9:309] [9:310] [9:311], og da de andre den 19.8. var rejst nordpå efter udført kommissionsarbejde, turede Carl Nielsen og Poul Schierbeck alene rundt i München den sidste aften og nat, og fra Pschorrbräu-Bierhallen sendte de dagen efter, den 20.8., et postkort til Sylvia Schierbeck, få timer før Schierbeck rejste til Nürnberg og Carl Nielsen med sovevogn til Firenze. Skønt de sidste dages vilde liv havde givet hjertet anledning til at gøre opmærksom på sin eksistens samme morgen, havde han sendt telegram til Søs og Emil Telmányi i San Gimignano, at han ville ankomme til Firenze den næste dag ved middagstid.

San Gimignano

Beslutningen om at rejse videre sydpå tog Carl Nielsen formentlig først i München [9:311], og Søs og Telmányi blev i hvert fald overrasket og måtte i hast hyre bil for at nå til Firenze og modtage ham. Han medbragte kun det nødtørftigste, et par bøger og en tandbørste, og de måtte straks anskaffe nyt tøj til det varme klima. Imod forventning bekom klimaet i San Gimignano ham godt, og hans ophold blev af længere varighed; han fandt sig et sted med klaver i den lille by og kastede sig her for alvor over fløjtekoncerten [CNW 42], som var bestemt til at skulle uropføres i Paris den 21.10. ved den Carl Nielsen-koncert med Paris Konservatorieorkester som Carl Johan Michaelsen havde fået i stand. Den 4.9. kunne han afslutte koncertens hovedsats, den første [9:341].

Vi kan af brevene se, at den første af de planlagte træblæserkoncerter Carl Nielsen havde i tankerne, var klarinetkoncerten [CNW 43], den nævnes første gang den 5.5.1926 [9:342], men planlægningen af Pariserkoncerten skubber den til side til fordel for fløjtekoncerten, som er tiltænkt Holger Gilbert-Jespersen, der i flere omgange var videreuddannet i og tilknyttet musiklivet i Paris. Det samme var violinisten Peder Møller, som efter sin hjemkomst fra Paris havde uropført Carl Nielsens violinkoncert [CNW 41] og nu skulle præsentere den i Paris.

Det var et andet liv, Carl Nielsen levede i Italien sammen med datter og svigersøn end på Damgaard; han synes nærmest at være blevet rask, og mens hans større værker tidligere var blevet til i sidste øjeblik, når opførelsesdatoen nærmede sig, under hårdt pres og arbejde i isolation i døgndrift, blev fløjtekoncerten [CNW 42] nu nærmest til i en slags uforpligtende feriestemning kombineret med udflugter og familiært samvær. Det svarer måske til værkets grundholdning, men også til de sygdomsbetingede grænser for hvad han kunne byde sin krop. At skabe var blevet til dans på en knivsæg, og i koncerten er det jo basunen, der er fløjtens dialogpartner!

I San Gimignano fik de en ugestid besøg af en bekendt af Emil Telmányi, den ungarske komponist Gisella Selden-Goth, som var elev af Béla Bartók, og hvis violinkoncert Telmányi havde uropført i Berlin i 1917. Hun havde mistet det meste af sin familie, var velhavende, havde herskabelig lejlighed i Firenze og stor herskabsvogn med chauffør, som dog ikke var med i San Gimignano. I stedet skiftedes hun og Telmányi til at køre på de flere hundrede kilometer lange dagudflugter som de alle deltog i flere gange.

Den 29.8. var Carl Nielsen og Søs og Emil flyttet på pensionat i Firenze. Det kom på tale at køre til Verdis hjemby Busseto, hvor Toscanini og La Scala-operaen i anledning af 25-året for Verdis død opførte Falstaff. Da fru Selden-Goth allerede havde fyldt sin vogn op med bekendte til turen, endte det med, at Carl Nielsen måtte kontakte Carl Johan Michaelsen i København og bede ham sende penge, så de kunne købe en brugt Fiat-bil og selv køre til Busseto. Før handelen blev sluttet, skilte fru Selden-Gooths chauffør og Telmányi bilen ad i stumper og stykker for at sikre sig at man ikke købte katten i sækken.

Brevene er uenige om datoen [9:340] [9:349], men man kom til Busseto til Falstaff i egen bil, og i en mellemakt mødtes Carl Nielsen og Toscanini, og da Toscanini ikke talte tysk og Carl Nielsen ikke fransk, udvekslede de nogle sætninger på italiensk med Telmányi som tolk. Der var meget varmt i teatret, og under samtalen var maestroen nøgen til bæltestedet og viftede sig med et stort håndklæde (Telmányi s. 176).

Den store Fiat-vogn, som Telmányi overtager og kører i ind i trediverne, kunne nu også bruges til det forjættende projekt at køre sammen hjem i bil over alperne. Anne Marie Carl-Nielsen blev nu sat under kraftigt pres for at rejse til Firenze for at gøre turen med. Det hastede af hensyn til arbejdet med færdiggørelsen af fløjtekoncertens 2. sats og af hensyn til afrejsen til Paris.

Den 13.9. ankom Anne Marie Carl-Nielsen endelig til Firenze, men inden de kommer af sted hjemad, bliver Carl Nielsen syg, med maveinfluenza og høj feber ligger han i sengen i et par uger fra 23.9. Først den 4. eller 5.10. kommer de afsted, og skønt de kører nordpå så hurtigt, at de flere gange er ved at køre kvæg og høns ned, er de helskindet hjemme før den 11.10.

Denne dag dirigerer Carl Nielsen nemlig igen i København for første gang siden sit hjertetilfælde i begyndelsen af februar. Det er Dansk Koncert-Forening, der fejrer sit 25-års jubilæum ved fire koncerter, og ved den sidste af disse dirigerer han slutnummeret, uddrag af Aladdin, og tager dermed, i følge avisen, hovedopmærksomheden: Jubilæumskoncerterne ”afsluttede med en demonstrativ Hyldest til – Carl Nielsen, der for første Gang efter sin lange Sygdom atter stod med Taktstokken i Haand for at dirigere sin i høj Grad inspireret fantastiske ”Aladdin”-Musik.” København den 12.10.1926.

Paris endnu engang

Den 16. februar er der afrejse til Paris. Telmányi er med for at lede prøvearbejdet med orkestret, svigerfaderen skal trods alt aflastes, selv om han selv forsøger at lade som om han får mere ud af det og hellere vil opleve det hele som tilhører [9:292] [9:301]. Da Peder Møller skal være solist i violinkoncerten, er sagen måske også, at det kunne ligne endnu en forbigåelse af Telmányi, som ved fødselsdagen i 1925 [8:282], hvis han slet ikke skulle med. Under alle omstændigheder bliver Carl Nielsens rolle i Paris at han kun akkompagnerer Peder Møller i violinkoncerten og dirigerer de 5 stykker fra Aladdin, som afslutter koncerten, mens Telmányi tager sig af forspillet til 2. akt af Saul og David, uropførelsen af fløjtekoncerten med Holger Gilbert-Jespersen som solist og af koncertens hovednummer, den 5. symfoni [CNW 29]. Fra Paris fortsætter Telmányi direkte til Frankfurt og Dortmund, hvor han begge steder er solist i svigerfaderens violinkoncert ([9:255].

Det berømte konservatorieorkester var forbeholdent ved den første prøve, men tøede op, og koncerten blev en stor succes, der ikke kun var præget af de mange indbudte celebre gæster, men også af et fransk publikum og mange franske og udenlandske musikfolk, der netop var i Paris. Albert Roussel, Maurice Ravel og Arthur Honegger var til stede (Jf. Samtid nr. 117 og 119 [9:373]), og den sidste anmeldte koncerten og karakteriserede Carl Nielsen som komponist i Politiken den 26.10. Her spillede det måske også ind, at det var planlagt at Honegger skulle optræde i København i anledning af den første opførelse af Kong David i Danmark i begyndelsen af det ny år (451), men at der var tale om en yngre åndsbeslægtet, som havde oplevet Carl Nielsens format, var tydeligt nok.

Det danske gesandtskab havde dagen efter koncerten arrangeret en aftenfest, hvor det parisiske musiklivs spidser igen var til stede, Roussel, Ravel, Honegger. Anne Marie Telmányi fortæller i sine erindringer om en episode, der skal være foregået ved denne lejlighed: De tilstedeværende kendte komponister bliver opfordret til at spille hver et stykke. Roussel og Ravel satte sig til flygelet og spillede deres egen musik, Carl Nielsen trykkede sig, men begyndte så at spille et stykke af Mozart, gik i stå og ”vendte sig om og sagde med et udtryk, jeg aldrig kan glemme ”Ak ja, det er et vidunderligt Stykke, men nu kan jeg ikke huske mere”. Han var dybt inde, og langt borte. [/] Moder var ret fortvivlet, men fader ønskede ikke at spille sine egne ting.”  AMT p. 153.

Denne episode spiller en vis rolle i den senere Carl Nielsen-litteratur, idet Jørgen I. Jensen (Jørgen I. Jensen: Carl Nielsen, Danskeren, Kbh. 1991, s. 21-27) på grundlag af den opbygger det bipersonsyndrom, som spiller en så stor rolle i hans forståelse af komponisten, og hvormed han gør Carl Nielsen til danskeren par excellence. Rent bortset fra at episoden måske også har andre fortolkningsmuligheder end Jensens, bør det derfor noteres, at episoden ikke har belæg i andre kilder end netop datterens erindringer, som man med brevudgaven i hånden må korrigere og dementere på mange punkter, og at vi samtidig ved, at Carl Nielsen faktisk denne aften spillede klavermusik af sig selv, idet hele aftenarrangementet begyndte med en lille koncert med de danske musikere: Holger Gilbert-Jespersen spillede fløjtestykker af den danske komponist Kaj Senstius, som selv akkompagnerede; Carl Nielsen spillede sine Humoreske-Bagateller [CNW 83], og Peder Møller spillede virtuosnumre akkompagneret af Emil Reesen. Det hedder videre om denne aften i Berlingske Tidende:

”Da Selskabet havde applauderet denne nydelige, under tvangfrie Former afholdte Miniature-Koncert, begav det sig ind til Buffeten og indtog Forfriskninger, og efter et Par Timers behageligt Samvær trak man sig tilbage.

Carl Nielsen forlader allerede imorgen Paris, mæt af Hyldest.” (Jf. Gustav Hetsch i Berlingske Tidende den 23.10)

Der kan altså ikke ved denne lejlighed have været endnu et aftenarrangement, hvor bipersonsyndrombegivenheden kan have fundet sted, og om den kan passes ind her forekommer også tvivlsomt.

At mange i Norden oplevede Pariserbegivenheden som Carl Nielsens endelige gennembrud i det europæiske musikliv, er der derimod vidnesbyrd om, og der er ingen tvivl om at de efterfølgende koncertbegivenheder i Oslo og de to koncerter med Furtwängler i Frankfurt og Leipzig i 1927 betegner toppen på hans berømmelse i levende live. Den svenske komponist Moses Pergaments reaktion er betegnende; han skriver efter Pariserkoncerten en artikel om Carl Nielsen [9:387] [9:411], og sender den til ham, en artikel som det ikke er lykkedes at lokalisere, men som må være identisk med eller et forlæg for kapitlet Berömmelsens insegel(Moses Pergament: Vandring med fru Musica, Stockholm 1943, 3. 202-206), hvori det hedder:

”Carl Nielsen är icke blott Nordens ende moderne stormästare, hans produktion utgör dessutom i sin helhet ett av de få exemplen på järnhård konsekvens i den successiva förändringen av tonspråket. Varken nyhetsmakeri eller originalitetsjäkt ha fört Danmarks störste musiker till den framstående plats inom europeiskt musikliv, han genom sin seger i Paris kommit att intaga. Redan på nittiotalet var Carl Nielsen en kompositör, som genom personliga särdrag skilde sig från den stora mängden mer eller mindre begåvade eftersägare. Från verk till verk trädde dessa särdrag allt starkare fram, i samma mån som herraväldet över de tekniska uttrycksmedlen växte och bidrog till personlighetens frigörelse. Den modernitet Nielsen företräder har knappast mer än några rent stilistiska faktorer gemensamt med all övrig modern musik. Nielsen har förblivit sig själv, trogen sina ursprungliga förutsättningar och sin höga konstmoral. Vad ett sådant föredöme betyder för den uppväxande generationen nordiska tonsättare torde icke vara svårt att inse. Men nästan ännu större betydelse äger hans produktion för den nordiska, enkannerligen svenska, publiken. Med sina berörda egenskaper bildar den nämligen en utomordentlig föreningslänk mellan gammalt och nytt. Ty den är på en gång både ny och gammal – liksom människan, livet och hela universum.”

Carl Nielsen var formentlig hjemme igen fra Paris søndag den 24.10. Samme dag optrådte han i Politiken med et interview, som var lavet før han rejste til Paris, om radiokommissionen (Samtid nr. 118). Inden han en uge senere rejste til Oslo, bragte Berlingske Tidende et interview med ham om Pariser-successen (Samtid nr. 119).

Det Unge Tonekunstnerselskab og Dansk Tonekunstner-Forening havde tidligere i fællesskab forsøgt sig som arrangører af udvekslingskoncerter mellem fransk og dansk musik. Pariserkoncerten i 1921 havde udløst decideret ballade i dansk musikliv, og Carl Nielsen havde været blandt de skarpeste kritikere (Jf. Indledningen til bind 7) og der er ingen tvivl om at Carl Nielsens egen Pariserkoncert her i 1926 bl.a. var blevet til som en slags demonstration efter den gamle skandale, skabt fra oven af initiativrige og pengestærke mennesker med ambitioner på dansk musiklivs vegne. At Carl Johan Michaelsen var den koordinerende faktor, kan der næppe være tvivl om; hvor mange andre der har bidraget vides ikke. Carl Nielsen siger til sidst i sit interview:

”Jeg vil blot gerne have Lov til at tale om min store Taknemmelighed overfor de Mennesker, der gjorde det muligt, at denne Koncertrejse kom i Stand, og som jo da ogsaa sikkert løb nogen Risiko derved. Jeg har ikke maattet faa de enkeltes Navne at vide, derfor siger jeg nu min Tak paa denne Maade!” (Samtid, nr. 119)

Oslo

Den danske uge i Oslo fra den 4. til den 11.11.1926 var ikke helliget Carl Nielsen, men nutidig dansk musik generelt; det forhindrede naturligvis ikke at Carl Nielsen var hovedpersonen. Det havde han for så vidt været allerede helt fra tilrettelægningen tog sin begyndelse. Initiativet kom fra dirigenten for Filharmonisk Selskap, Georg Schnéevoigt, som ønskede at arrangere fire nordiske musikuger inden for en spillesæson, en for hvert af de nordiske lande. Han havde svært ved at få orkestrets bestyrelse med af økonomiske grunde, og han skrev derfor til Carl Nielsen, om han kunne formå ham til at komme til Oslo og dirigere, ikke for et honorar, men for rejseudgifterne og modtagelse af en norsk orden gennem den danske ambassadørs formidling. Samtidig er det Schnéevoigts ønske, at han skal være behjælpelig ved sammensætningen af det danske program og valget af de danske solister [9:122]. Sidst i maj skrev Schnéevoigt de ord til Nielsen, som udtrykker den konklusion, som Nielsen selv havde draget efter balladen i det københavnske musikforeningsliv i 1921:

”Vad programman beträffar, ville jag be Er meddela mig ett förslag. Jag önskar ej, att det Danska tonkonstnärförbundet skall hava något med denna sak att göra, ty då sammansättes programmen efter personliga hänsyn, vilka ej als kunna intressera den norska publiken. Ifall Ni däremot vill föreslå åt mig tvänne orkesterprogram, och möjligtvis ett kammermusikprogram, så blir det jag som står för desamma, och Edert namn blandas ej als in.” [9:184]

Det var altså Carl Nielsen der lagde programmet for den danske uge i Oslo. Incl. Nielsen selv blev 11 danske komponister repræsenteret i Oslo, herunder også Peder Gram og Knudåge Riisager, som havde ledet slagets gang dengang i Paris i 1921 [9:380] . De danske komponister, som formentlig måtte føle sig allermest forbigået, gav Schnéevoigt sin offentlige undskyldning, idet han i en nær fremtid, lovede at ”faa frem danske komponister av betydning, hvis verker denne gang paa grund av forholdene desværre maatte savnes. Jeg nævner f.eks. Louis Glass, Aug. Enna og Rud Langgaard (for sistnævntes vedkommende var det forøvrig forsendelsesvanskeligheter fra Tyskland, der hindret opførelsen av ”Sphinx”).” (Georg Schnéevoigt: Den danske musikuke. Aftenposten, Oslo, Morgen den 15.11.1926).

Carl Nielsen kom syg til Oslo, voldsomt forkølet, havde igen Emil Telmányi med og måtte overlade ham de første dages prøver, mens han gik i seng i sit værelse hos skibsreder Otto Nyquist på Lysaker. Allerede Aftenpostens morgenudgave havde dog annonceret hans ankomst med følgende meddelelse:

”Filharmoniskes berømte gjest til sin ”Danske uke”, den danske komponist Carl Nielsen, kommer med utenlandstoget i formiddag hertil fra Paris, hvor han er blit feiret med store æresbevisninger som en av tidens største komponister.”  Aftenposten, Oslo, Morgen, 1.11.1926.

Aftenudgaven fulgte ham til dørs med billede af berømtheden mellem Telmányi og Schnéevoigt på togperronen, eller rettere fulgte ham til sengs:

”... det var desværre en noksaa lidende patient vi møtte paa Østbanestationen i formiddag.”

”Jeg holdt paa i det hele tat ikke at komme, fortæller Carl Nielsen os. Men her er jeg altsaa – selvom jeg nu skal direkte ut til Nyquists paa Lysaker og lægge mig istedetfor at gaa direkte til prøve i Aulaen. Saa tar min svigersøn Emil Telmányi, som ledsager mig hit, prøven for mig idag. Og saa faar jeg trøste mig med at der er endnu nogen dage igjen til torsdag. Telmányi dirigerte forresten ogsaa min symfoni ved Pariserkonserten, mens jeg dirigerte resten.” Aftenposten, Oslo, Aften, 1.11.1926.

Samme aften, alene hjemme i Nyquists store villa, står han dog op, finder papir, pen og blæk og skriver på 1½ time den artikel om dansk musik (Samtid nr. 120) som Aftenposten har ønsket at få, men som han har afvist med henvisning til sin tilstand. Carl Nielsen skriver selv i et brev om den opmærksomhed artiklen vækker, og Georg Schnéevoigt griber også pen og blæk og offentliggør nogle dage senere sin artikel: Den norske og den danske musiks indbyrdes forhold (Aftenposten, Oslo, Morgen, den 8.11.1926).

Tilbagetrækning

Efter succes også i Oslo, hvor han trods helbredet dirigerer sin egen musik ved de to orkesterkoncerter, vender Carl Nielsen hjem til alvorlige beslutninger. Han har omsider indset at han må aflastes for de ting der i særlig grad belaster hans hjerte: dirigenthvervet og konservatoriestillingen. Med de vigtigste medlemmer af Musikkonservatoriets bestyrelse holder han møde den 23.11., samme dag som han dirigerer sin næstsidste Musikforeningskoncert. Anton Svendsen og A.P. Weis er enige om at ville bevare Carl Nielsens tilknytning til Konservatoriet, eller rettere at ville bevare hans navn, navnlig for fremtiden, når den dag kom, at den aldrende Svendsen faldt fra. Allerede her i 1926 nedfælder man derfor en aftale, der indebærer, at Carl Nielsen skal være formand for Konservatoriets bestyrelse, når Anton Svendsen trækker sig tilbage. Samtidig besluttes det, at dette fremtidige formandsskifte følges af en omdefinering af formandens rolle og forpligtelser, således at denne fritages for det daglige administrative arbejde (Jf. Samtid nr. 183). Allerede her lægges altså grunden til at Carl Nielsen i sit sidste leveår, endnu mere syg, blev belastet med rollen som Musikkonservatoriets udadvendte kransekagefigur.

Den 25. januar det følgende år dirigerede Carl Nielsen sin sidste Musikforeningskoncert. Fløjtekoncerten var i Paris blevet uropført med en ufærdig anden sats, der i sidste øjeblik havde fået tilsat en foreløbig slutning, Telmányi dirigerede. Holger Gilbert-Jespersen spillede koncerten igen i Oslo med komponisten som dirigent, også her med den foreløbige slutning. Først ved opførelsen i Musikforeningen i København, ved Carl Nielsens sidste koncert som dirigent for foreningen, fik koncerten sin første fremførelse i den skikkelse, hvori vi i dag kender den.

Christian Christiansen blev bedt om at træde til som dirigent i resten af sæsonen, men kom ikke godt fra forsøget, og selv om Ebbe Hamerik, som ny dirigent for foreningen, forsøgte at modernisere den og holdt den gående nogle sæsoner, blev han den sidste. Carl Nielsen levede op til aftalte forpligtelser de nærmeste måneder, men dirigerede derefter de sidste knap 5 år af sit liv kun ved særlige lejligheder, og stort set kun egne værker.

Anne Marie Carl-Nielsen var blevet tildelt Tagea Brandts Rejselegat i marts [9:84], men hele året var hun beslaglagt af Rytterstatuen og ikke mindst forhandlingerne med komité og bronzestøber. Den 28.8. havde hun endelig indgået kontakt med bronzestøber Rasmussen om støbningen af monumentet, og da hun den 25.11. også havde færdiggjort fundamentet, var så meget faldet på plads, at hun besluttede at rejse alene til Ægypten. Vi kan i brevene følge hendes rejse fra hun første gang skriver fra Cairo den 5.12. [9:416] til hun på hjemvejen skriver fra Athen den 6.1.1927 [9:453] og formodentlig er hjemme en gang over midten af måneden.

Der blev altså ingen fælles jul det år. Søs studerede i Paris, men kommer hjem før jul sammen med Telmányi, der har fulgt Toscaninis forestillinger i Milano som optakt til sine egne forsøg som operadirigent. De holder jul på Fuglsang hos Bodil Neergaard. Carl bliver på Damgaard og takker pænt nej til invitationer fra Vera Michaelsen [9:435] og en af de sidste dage i det år, der bød på komponistens endelige internationale gennembrud – hvis et sådant overhovedet kom – sender han følgende lovsang over Damgaard til Bodil Neergaard på Fuglsang:

”Tusind Tak for Din venlige Indbydelse. Jeg kan desværre ikke taale at blive, hverken glad og oplivet, eller det modsatte, saa jeg vil gerne blive i denne herlige Gravfred paa Damgaard, hvor ingen Glæde høres men heller ikke Sorg: kun Stilhed, det eneste jeg ønsker for Tiden, da jeg i den senere Tid har haft en Del Smerter. Jeg vil bede Dig ikke tale derom til Søs og Emil ejheller andre, jeg siger det kun til Dig for at Du kan forstaa mig. Blot det at blive glad for at høre fra Dig og Emil idag gav mig nogle Smerter. Naar jeg er kommen Januar Maaned over, gør jeg mig fri for Musikforeningen – imellem os endnu! – da Dirigering er det værste.”[9:441]

1927

Selv om det endnu hverken var meddelt Musikforeningens ledelse eller var kommet til offentlighedens kundskab, var beslutningen for Carl Nielsens vedkommende altså taget, at han hurtigst muligt ville frasige sig hvervet som Musikforeningens dirigent. I januar opfyldte han gamle forpligtelser, det gjaldt en koncert i Göteborg den 19. [9:450], det gjaldt den koncert den 25. [9:114] [9:463], som skulle blive hans sidste som Musikforeningsdirigent, og det gjaldt den radiotransmitterede koncert den 14.1. fra Odd Fellow-Palæet [9:477] (Jf. Samtid nr. 123), som blev begyndelsen på de symfonikoncerter i radioens regi, der de næste mange årtier blev grundstammen i det klassiske musikliv i København.

På Musikforeningens plenarforsamling den 8.3.1927 meddeltes det, at Carl Nielsen ”paa grund af Svækkelse maa tage Afsked fra sin Post som Dirigent”, hvorefter man overlod Christian Christiansen at dirigere sæsonens to sidste koncerter. I Politiken bringes den offentlige melding herom i foromtalen af Christian Christiansens debutkoncert som dirigent:

”Carl Nielsen, der for Aar tilbage ved Nerudas Død overtog Dirigentskabet i Musikforeningen, har jo paa Grund af Sygdom nedlagt sin Taktstok og er rejst paa Kur til Tyskland. Han har meddelt Bestyrelsen, at han helt frasiger sig Hvervet, idet han ikke længere tør ofre sine Kræfter paa det anstrengende Arbejde –” Politiken den 27.3.1927.

På kur med Min fynske Barndom

Allerede den 9.3., dagen efter Musikforeningens plenarmøde, var Carl Nielsen rejst, fulgt af Frederikke Møller, som endda måtte tage sig af Carl Nielsens kuffert ud og ind af togene. Første kursted var Lugano, derefter Menton, hvor frøkenen på Damgaard, Charlotte Trap de Thygeson og hendes ”anstandsdame”, Margrete Rosenberg, allerede opholdt sig. Carl Nielsen føler sig dog ikke hjemme blandt kurgæsterne, i pensionen er ”alle Værelser besat af danske Grever og Baroner o.s.v. saa i de fire Dage [Margrete er i Paris] lader jeg min Mad servere paa Værelset; jeg vil ikke have med alle de Mennesker at bestille, selv om de kan være meget rare. Jeg kender dem jo ikke. – Gid Du [Anne Marie Carl-Nielsen] dog var her, det siger vi alle fire saa tit.” [9:513]

Senere følges han med frk. Thygesen og Margrete tilbage til Lugano, hvor han forgæves venter på at Anne Marie, der med sin kroniske hoste også nok kan trænge til luftforandring, men har vanskeligt ved at løsrive sig fra arbejde og tilsyn med ryttermonumentets færdiggørelse. I stedet kommer der brev fra USA, fra svigersønnen Eggert Møller, der indtrængende beder ham om igen at tage til Bad Nauheim og konsultere dr. Weber, hvad Carl Nielsen har forsøgt at undgå. Nu gør han så sin pligt, med det resultat at Weber ved sammenligning med de gamle undersøgelsesresultater finder at hans tilstand har forbedret sig. Hans ”Coronarsklerose” har ”keine Neigung zur progression, für geringe Ansprüche (körperliche und geistige) ist der Herzmuskel voll leistungsfähig.” [9:562] Det drejer sig blot om ikke at udsætte krop og ånd for større udfordringer!

Carl Nielsen isolerer sig i en stille pension og skriver til Søs og Telmányi: ”Men I er rigtignok søde til at skrive og I kan tro jeg har kedet mig ellers. Webers var ogsaa borte i Paaskedagene, saa jeg har i 8 Dage ikke lukket Munden op. Men jeg maa sige at jeg keder mig slet ikke saa meget endda jeg siger det. Jeg skriver hver Dag paa mine Erindringer fra Ungdommen og Barndommen og der er en Mængde at fortælle efterhaanden det dukker frem. Det er en hel Verden! Sommetider er jeg bange det vil kede Læserne ganske vanvittig men jeg bliver alligevel ved da det nu morer mig at se den Verden igen og ofte bliver helt grebet om Hjertet, Puh!” [9:572]

Det er i disse kurmåneder, marts og april 1927, at hovedparten af Min fynske Barndom bliver til, erindringsbogen er den røde tråd i 1927, arbejdet på den, udgivelsen af den sidst i november og rækken af takkebreve og kommentarer til den i årets sidste måned. Ideen må være født kort efter det ny hjertetilfælde på Damgaard den 7. februar 1926; Irmelin nævner ”Bogen” i et brev fra New York som et af de projekter, der ”kommer af sig selv”, når blot han får lært at ”resignere paa alle de Smaating som skader dig” og ”blot du har det godt.” [9:189] Men nedskrivningen begynder først for alvor på kurrejsen i 1927, ikke mindst takket være Frederikke Møller, som i perioder nedskriver efter diktat, og hvis håndskrift er bevaret i manuskriptet og også i renskriften af manuskriptet. I løbet af sommeren og efteråret 1927 deltager både Irmelin og Margrete Rosenberg i færdiggørelsen, begge griber de ind i og forbedrer formuleringer og foreslår tilføjelser. I flere tilfælde kan samarbejdet med de to følges konkret i korrespondancerne.

Fest uden Nielsen

Gennem hele Carl Nielsens komponistkarriere har han ved markante koncerter præsenteret sin musik i udlandet, men årene 1926-27 er det højdepunkt, hvor han var nærmest ved noget man kan kalde et internationalt gennembrud; i hvert fald i de skandinaviske lande opfattede man det sådan, da det skete. Carl Nielsens udbredelse i samtid og eftertid er et emne for sig, som brevudgaven nok kan bidrage til, men ikke afslutte, og diskussionen om den forbliver under alle omstændigheder skæv, hvis den ikke tager udgangspunkt i de samtidige komponisters udbredelse, eller mangel på samme, generelt, og i karakteren af det koncert- og musikliv, som de søgte adgang til. Publikums manglende forståelse for samtidskunsten var ikke et fænomen, der kun ramte Wienerskolen og musikken; der var tale om en dybere splittelse i kulturen, som Carl Nielsens sange endda er udtryk for en kunstners bevidste forhold til, og som først vor tids anderledes mediebårne bevidstløshedskultur i lyd, billede og ord kan synes at have overvundet.

Den 7.2.1927 var Siegmund von Hausegger, der tidligere havde spillet Nielsen i både Berlin og Hamburg, nået frem til at opføre Det Uudslukkelige [CNW 28] i Konzertverein i München [9:448] [9:473] [9:480]. To dage efter skriver Hausegger til Nielsen, der desværre ikke har haft helbred til at rejse til München for at overvære koncerten, en bemærkelsesværdig indforstået og personlig kærlighedserklæring til musikken og tilføjer: ”Und das Publikum? Diejenigen, auf die es ankommt, waren zum grossen Teil aufs äusserste gefesselt, manche freilich zunächst überrascht.“ [9:473] Nielsen må have svaret noget i retning af, at de få forstandige er vigtigere end massen, og Hausegger tilslutter sig: „Auch ich teile Ihre Erfahrung völlig, dass in späteren Jahren nur mehr der Beifall der Wenigen einem etwas gelten kann. Gerade diesen hatte Ihr Werk aber auch hier errungen, nämlich bei den verständigsten und ernstesten Ihrer Zuhörer. Ich wünschte, es ergäbe sich eine Gelegenheit, Ihre Symphonie bald zu wiederholen; denn dies wäre für das Verständnis desselben unbedingt notwendig. Dass Ihnen meine Einstellung zu Ihrer Symphonie etwas bedeutet, ist mir eine aufrichtige Freude. Selten hat mich ein neues Werk so innerlich bewegt und so stark in mir nachgeklungen.“ [9:485]

I Danmark fortsætter toppen af vort lille musikliv imidlertid med at bekrige hinanden så snart der skal spilles en smule dansk musik i udlandet. I 1927 afholdt man Nordisk musikfest i Stockholm fra den 1.5. til den 8.5. Carl Nielsen sad ikke i komiteen, der udvalgte de danske værker der skulle deltage, men kommenterede på opfordring over for et par af komiteens medlemmer, Dansk Tonekunstner-Forenings formand Hakon Børresen og Anton Svendsen. Det udvikler sig til en strid, og igen er det Carl Nielsen der siger sin uforbeholdne mening og bliver marginaliseret.

Man har besluttet, at Carl Nielsen, vores største komponist, skal repræsenteres med sin 4. symfoni, Det Uudslukkelige, og han har sagt ja til selv at dirigere – før han sagde posten som dirigent for Musikforeningen op. Symfonien er sat på programmet som sidste punkt på den danske orkesterkoncert, oprindelig med komponisten som dirigent, men situationen er ny, nu da Nielsen er syg igen, og man mener, selv om Nielsen selv har sagt at han godt kan dirigere et enkelt af sine egne værker, som han har dirigeret så mange gange før, at man er nødt til at vælge en sikrere mand: Georg Høeberg.

Høeberg har erklæret sig parat, men har betinget sig at han får lov til at dirigere det hele, han vil ikke stå til rådighed som reserve. På programmet har der også stået sange med orkester af Poul Schierbeck - med komponisten som dirigent; de ryger følgelig ud til fordel for sange af Adolf Riis-Magnussen og Emilius Bangert. Ifølge Nielsen er forklaringen, at Schierbeck kunne dirigere selv og derfor stod i vejen for Høeberg, mens Riis-Magnussen og Bangert ikke dirigerer selv.

Der er også det i vejen, at disse sange kun udfylder en pause mellem to store symfonier, idet koncerten skal begynde med Louis Glass’ Sinfonia svastika, ”et umuligt Program for et svensk Publikum, der kun i det højeste finder sig i èn Symf: ifald der saa loves en ”Sångare” med en ”förthusande Röst”, og Nielsen konkluderer, at ””Musikfesten” bliver – for dansk Musiks Vedkommende – at vi sender en enkelt Mand op for at fremføre et uheldigt sammensat Program.” [9:519] Carl Nielsen har ligefrem tilbudt ikke at deltage for at give plads til flere af de yngre, men man ønsker ham med, ikke som dirigent, men ved sin tilstedeværelse i Stockholm som den danske sektions kransekagefigur; og hvad han med sin kritik opnår, er blot at modtage breve fra både Hakon Børresen og Anton Svendsen, hvori de uden at gå ind på hans indvendinger forsikrer ham, at ”I hele Komitéen findes der ikke En, der ikke anerkender Deres store Betydning for dansk Musik.” [9:555]

Dansk og tysk

Carl Nielsen rejste ikke til Musikfest i Stockholm, og det var ikke først og fremmest sygdom, der holdt ham borte. Der meldte sig til alt held et ”alternativ” endnu før koncerten i Stockholm havde fundet sted. Den 17.4. skrev Anne Marie til ham i Bad Nauheim, at der var forespørgsel om han vil deltage i en musikfest i Kiel. Verein der Musikfreunde in Kiel havde i samarbejde med Selskabet af 1916, som forfatteren Karl Larsen var formand for, planlagt at afholde en koncert med dansk musik i Kiel den 16.5. [9:570] Orkestrets dirigent Fritz Stein kommer selv til Bad Nauheim, og han og Carl Nielsen ”gennemtænker det hele ved Hjælp af en Flaske Moselvin” [9:575], hvorefter Carl Nielsen straks skriver til Poul Schierbeck; uden at fortælle ham nøjagtig, hvad det drejer sig om, beder han ham have sangene, som det ikke lykkedes at få med til Stockholm, klar til et andet projekt, senest 5. maj: ”Sagen er foreløbig imellem os, denne gang skal ingen spolere det for os.” [9:576]

Det sker heller ikke, men Kielerkoncerten tager dog en lidt anden drejning, før den bliver til noget; i grænselandet mellem dansk og tysk bliver tingene let politiske, og da Stein kommer tilbage til Kiel, har en større kreds af prominente personligheder holdt rådslagning om sagen og er kommet til den opfattelse, at der må nordisk musik på programmet og koncerten må lanceres som ”Nordisches Konzert”. Hvis man bekendtgjorde en dansk koncert måtte man, skriver Stein til Nielsen, ”sehr wahrscheinlich mit unliebsamer Kritik von Seiten des Schleswig-Holsteinerbundes rechnen müssen und solche Verstimmungen wollen wir ja gerade vermeiden und unser Konzert in den Dienst geistig-kultureller Annäherung zwischen Dänemark und Schleswig-Holstein stellen.” [9:583] Derfor beder Stein også om, at de danske sange af Schierbeck og Riis-Magnussen ikke synges på dansk, som tænkt, men hurtigst muligt oversættes til tysk eller erstattes af andre, der allerede har en tysk sangtekst, ligesom sangerinden, Sylvia Schierbeck, hvis hun ikke kan synge tysk, må erstattes af en anden.

Man sætter som indledning to værker af den norske komponist Gerhard Schjelderup på programmet, sangene bliver oversat til tysk, Sylvia synger dem på tysk, Carl Nielsen dirigerer sin musik, og det hele bliver en ”Knaldsucces”, som Frederikke Møller, der er med som den ene af Carl Nielsens damer, skriver til søn og svigerdatter i New York [9:599]. Den danske generalkonsul i Hamburg skriver i sin indberetning til Udenrigsministeriet om koncerten: ”Det var en dansk Forkyndelse, spillet dybt ind i følsomme Nervestrænge hos et Folk, der har meget tilfælles med os selv, og i et Landomraade, hvor daglige Smaatterier skiller. Det var en Landvinding for dansk Kultur, et Fundament, der ikke skal overvurderes, heller ikke undervurderes, men erkendes nøgternt som en brugbar Basis for Videreforanstaltninger.”

Den indberetning sendte udenrigsminister Moltesen videre til Carl Nielsen med ”en hjærtelig Tak for den Sejr, De vandt for Danmark ved den nordiske Koncert i Kiel i Mandags.” [9:600] Således fik Carl Nielsen ikke blot demonstreret, at han stadig var rask nok til at dirigere i hvert fald sin egen musik, men også at han var ambassadør for dansk musik og kultur. Anne Marie Carl-Nielsen var det måske ikke mindre: Læs selv hendes referat af selskabeligheden efter koncerten [9:606].

Furtwängler

Tilbage til Carl i Bad Nauheim. Anne Marie nåede alligevel i sidste øjeblik at ankomme for at følges hjem med sin mand over Kassel og Hamburg med museumsbesøg begge steder. Formentlig var de tilbage i København den 2. eller 3. maj. Den 4., samme aften som Høeberg dirigerede Det Uudslukkelige [CNW 28] i Stockholm, var de til koncert med Berliner Philharmonikerne og Wilhelm Furtwängler, og efter koncerten deltog de begge i festen for Furtwängler hos Nimb [9:584]. Næste dag mødtes Nielsen og Furtwängler igen for at drøfte Nielsens 5. symfoni [CNW 29], som Furtwängler skulle dirigere ved ISCM-festen for ny musik i Frankfurt den 1.7. [9:637] [9:638] og igen senere på året i Leipzig Gewandhaus [9:735] [9:736].

Efter den sidste koncert fulgte en journalist fra Nationaltidende Furtwängler til toget, og da han spurgte Furtwängler om han havde haft nogen nærmere forbindelse med vort musiklivs førende mænd? svarede denne ”paa Trinbrædtet til Sovewaggonen: ”Ja, det glædede mig navnlig meget at hilse paa Carl Nielsen. Han er af et betydeligt Format som Komponist, og vi sætter ham ogsaa meget højt i Tyskland. Jeg skal snart opføre en af hans sidste Symfonier, og jeg havde derfor særlig Interesse af at tale med ham netop nu. Det er altid godt, naar Komponist og Dirigent kender hinanden .... som Mennesker.” Nationaltidende, 6.5.1927.

Furtwänglers opførelser af 5. symfoni havde på sin vis lange rødder. Familien Furtwängler, herunder ikke mindst Furtwänglers far, arkæologiprofessor Adolf Furtwängler fra München, havde Anne Marie Carl-Nielsen lært at kende da både hun og han i 1904-05 arbejdede på Akropolis i Athen, og det fremgår at hun har talt med Furtwänglers mor og hans huslærer, Ludwig Curtius, om den musikbegavede søn og elev og lovet at sende denne nogle kompositioner af sin mand [2:416] [2:489]. Dette skete faktisk i 1906 [3:43], og den senere berømte dirigent Wilhelm Furtwängler har altså haft noder af Carl Nielsen i hånden allerede som 20-årig.

Det var igen Anne Marie Carl-Nielsen, der den 4.12.1922, da Furtwängler første gang optrådte i København, gik op til ham og fik et tilsagn fra ham: ”han vil til næste År opføre en af Dine Symphonier i Leipzig.” [7:362] Opførelsen blev dog først berammet til den 6.1.1927 i Leipzig, og kort før datoen oprandt måtte Furtwängler meddele at han på grund af manglende prøvetid som følge af orkestrets teatertjeneste måtte udskyde koncerten til om efteråret. Han har først haft planer om at spille Aladdin-suiten, men anser nu ”die Sinfonie für das deutsche Publikum als Einführung für besser, um ihn gleich ein Bild Ihrer wirklichen Persönlichkeit zu geben.“ [9:447]

Da Furtwängler den 1.7.1927 ved ISCM-festen i Frankfurt fremførte Carl Nielsens 5. symfoni, var det altså ikke en dirigent, der mere eller mindre var blevet presset til at spille en symfoni af en for ham ukendt komponist, heller ikke en dirigent der så partituret for første gang ved den første prøve. Han havde i januar været parat til at spille symfonien i Leipzig, men havde af institutionslogistiske grunde i sidste øjeblik set sig nødsaget til at udsætte opførelsen til følgende sæson.

Det er ikke uden betydning at have dette for øje, når det gælder vidnesbyrdene om Furtwänglers opførelse i Frankfurt. Her er meningerne delte, ofte mere efter musikpolitisk ståsted end efter banal smag og behag, og det er ikke alt hvad der er blevet sagt, der kan have karakter af blot subjektiv sandhed.

Der knytter sig en del anekdoter til begivenheden. Carl Nielsen fortæller efter hjemkomsten (dvs. efter hjemkomsten fra koncerten i Gewandhaus den 27.10.1927! Carl Nielsen gør det ikke selv lettere ved at han blander Frankfurt og Leipzig sammen i sine udtalelser, eller at journalisten måske gør det. Samtid nr. 128, 132 og 133), at Bartók, som var solist i sin egen 1. klaverkoncert, hvis uropførelse Furtwängler ligeledes dirigerede, under prøverne „ustandselig havde afbrudt Furtwängler“ ...“For hver ottende Takt rejste han sig fra Flyglet og hviskede noget til Furtwängler, som med englelig Taalmodighed sagde ja og tog det om, men efterhaanden ganske aabenbart trættedes.“ (Samtid nr. 132) Men selv om der måske nok var noget i begyndelsen af Nielsens symfoni, som Nielsen „havde tænkt og villet ikke helt saadan som han“, ville han ikke standse Furtwängler eller forsøge på at ændre det. På spørgsmålet om Furtwängler spillede symfonien som han selv ville have gjort det, svarede Carl Nielsen:

„- Bedre ... langt bedre. Jeg skal nemlig sige Dem, at Dirigent-Komponisten kan naturligvis – naar han i det hele taget kan dirigere et Orkester – faa netop det særlige frem, som han har tænkt sig, og som særlig ligger ham paa Hjerte – men den fremmede Dirigent – naar han er en stor og betydelig Kunstner som i dette Tilfælde – kan lægge endnu mere til. Hvis et kunstnerisk Arbejde duer noget, skal det ogsaa kunne taale at blive klemt og trykket lidt hist og her eller løftet der – det maa være saa rummeligt og smidigt, at det giver den reproducerende Kunstner Plads til at udfolde sig og gøre sit til ... ellers vilde en Gengivelse af et kunstnerisk Værk jo overhovedet ikke være Kunst, men kun en mekanisk Reproduktion, som en hvilken som helst kunde foretage.“ Samtid nr. 132

Da det internationale selskab for ny musik (IGNM, på engelsk ISCM) i 1982 fik sin officielle historie (Anton Haefeli: Die Internationale Gesellschaft für Neue Musik (IGNM), Ihre Geschichte von 1922 bis zur Gegenwart, Zürich 1982), havde Nielsen fået Bartóks rolle: Nielsens „Fünfte Symphonie war auf diesem Fest allerdings fehl am Platze, wurde in diesem Rahmen überhaupt nicht verstanden. Gelobt wurde nur die Interpretation Furtwänglers, der das „ziemlich schlechte“ Stück „gerettet“ habe – obwohl Nielsen in den Propen mit der Auffassung Furtwänglers, vor allem dessen Tempi, ganz und gar nicht einverstanden war und protestiert hatte. Furtwängler beachtete ihn aber nicht einmal ...“ Haefeli s. 152-153.

Anton Haefelis kilde er Sten Broman, som han har interviewet i Lund i september 1971, og som pr. hukommelse citerer anmeldelser fra 1927, som også indgår i Haefelis tekst uden henvisning til aviskilden. Det kan imidlertid uden videre slås fast, at Carl Nielsen var kun en blandt mange danske, der overværede både Furtwänglers prøver og koncertopførelsen, og hvis Nielsen skulle have tillagt Bartók sin kontrovers med Furtwängler, har han altså samtidig kompromitteret sig selv over for ikke så få venner og bekendte. I et brev fra Frankfurt udtrykker han desuden den største respekt for Bartók [9:637].

Emil Telmányi gør i sine erindringer (1978) Carl Nielsen privat mere utilfreds med Furtwänglers opførelse end der er belæg for i Nielsens offentlige udtalelser, og det forstås vel bedst som en elevs nidkære forvaltning af arven efter mesteren (Telmányi s. 105). Så sent som i 1996 mener Jan Maegaard, uden kildeangivelse, ligefrem at vide, at „Furtwängler kunne ikke lide musikken.“ Jan Maegaard: ISCM og Danmark, Dansk Musik Tidsskrift, 1996-97, nr. 1, s. 14-16.

Derimod har Michael Fjeldsøe samme år fat i noget, når han mener, at fordi symfonien blev fremført ved en festival for ny musik, er der „en dobbelthed i receptionen alt efter, om symfonien blev bedømt i forhold til den ny musiks æstetiske normsæt, eller om den blev bedømt som en ny symfoni i forhold til det almene borgerlige musikpublikums referencerammer.“ (Michael Fjeldsøe: Carl Nielsens 5. symfoni, Dens tilblivelse og reception i 1920erne, Dansk Årbog for Musikforskning XXIV, 1996, s. 65)  Vi nærmer os her den spaltning inden for de sidste 100 års musik, som Carl Nielsens bestræbelser var rettet mod at hele, og som altså både har været en spore for ham og en hemsko for hans udbredelse. Den ny musiks æstetik var i 1927 dog næppe så uniformeret endnu som den blev nogle årtier senere, og publikum i Frankfurt mødte netop ikke alle op med den ny musiks æstetik i hovedet: ISCM-festen det år var tværtimod en del af det større Frankfurt-arrangement, der hed Sommer der Musik, som også rummede en udstilling med titlen Musik im Leben der Völker! – Og når Nielsens (og Bartóks) musik tog publikum med storm, var det for ny musik-folk utvivlsomt opportunt at give Furtwängler ”æren” frem for musikken.

Carl Nielsen derimod hæftede sig i sine udtalelser om opførelserne både i Frankfurt og Leipzig senere på året mere ved publikums end ved pressens reaktion: „dette mægtige Publikum, man fandt hos det denne store Andagt, denne Glæde over Musik, som er saa karakteristisk for Tyskerne.“ (Samtid nr. 133) Og man behøver ikke citere komponisten selv for at give et indtryk af virkningen af Furtwänglers opførelser; en yngre komponist, Finn Høffding skrev:

„Den betydeligste Succes paa Festen blev nok Carl Nielsen tildel. {...} Da første Sats ebbede ud med den vidunderskønne Clarinetpassage, var der over Salen den ganske egenartede Aandeløshed, som kun mærkes i Kunstens hellige Timer, og da 2den Del med dens kaotiske Hvirvelstorme sluttede, var Bifaldet saa spontant, som man ellers ikke hørte det dernede. Furtwängler, der dirigerede Symfonien, fik næppe rigtig fat i den første Allegros primitive Kraft, men til Gengæld gav han de andre satser en saa overjordisk dejlig Udførelse, at man vilde ønske det vilde blive Danmark forundt, at høre deres egen Kunst blive udført saadan.“ Finn Høffding: Den internationale Musikfest i Frankfurt am Main, Dansk Musik-Tidsskrift, 2.årg. nr. 10, august 1927.

Lad os slutte med en tysk anmelder, der er så meget mere sigende for tidsånden, som han i sit forsvar for Nielsen og Furtwängler i sine formuleringer må dække sig ind over for en unævnelig ny musiks æstetik:

„Carl Nielsen ist ein Meister, der nicht nur das Handwerk in einem sehr persönlichen Sinne beherrscht, sondern der auch – heute eine Seltenheit – die grosse symphonische Form durch Einfälle von starker innerer Spannkraft auszufüllen vermag. Er steht ganz in der musikalischen Tradition der vorhergehenden Generation, der er dem Alter nach auch angehört, aber diese Tradition ist in ihm noch lebendig, sie ist für ihn eine Gegenwart, in der er sich frei und sicher bewegt. Er hat Einfälle, die vom Standpunkt eines neuen Geistes aus zwar nicht mehr selbständig erscheinen, die aber durchaus persönlicher Ausdruck seiner Eigenart sind. Darum wirkt sein Werk, echt und innerlich erlebt, es ist nicht epigonal, sondern sogar in gewisser Weise originell, wenn auch nicht „neu“ im modernen Sinn. Besonders das Adagio mag zum Besten gehören, was der 62jährige Nielsen geschaffen hat. Er hatte das Glück, dass sein Werk von Wilhelm Furtwängler in die Oeffentlichkeit geleitet wurde. Das war einer der stärksten Eindrücke, den ich je von unserem deutschen Meisterdirigenten empfangen habe; er führte das Werk mit einer hingebungsvollen Begeisterung auf, die ihm und dem Komponisten Stürme des Beifalls eintrug.“ Deutsche Allgemeine Zeitung, Berlin, 4.7.1927.

Monteux

Der var endnu en stor dirigent, der faldt for Carl Nielsen det år: Den franske Pierre Monteux, der havde stået for skandale-uropførelsen af Stravinskys Le sacre du printemps i Paris i 1913. Den 10.2.1927 dirigerede han i København, mødte Carl Nielsen, og Monteux og hans kone blev ikke mindst indtaget i Søs, som netop havde ca. 90 billeder på udstilling i København. Carl Nielsen skriver til Irmelin i USA:

”Igaar gjorde jeg Bekendtskab med den berømte franske Dirigent [Pierre] Monteux der havde Konsert her. Han og hans Frue blev vi meget gode Venner med og hun var helt forgabet i Søs og hun og Manden var med hende paa hendes Udstilling. Det var søde Mennesker og vi faar mere med hinanden at gøre! (Derom senere naar vi ses)” [9:477]

Resultatet var, at Monteux, der vel også havde hørt om Nielsens Parisersucces, ved to koncerter i Concertgebouw i Amsterdam satte Nielsen på programmet: Den 11.12. Nielsens violinkoncert med Emil Telmányi som solist og den 15.12. den 5. symfoni. Både Carl Nielsen, Emil Telmányi, Søs, Anne Marie Carl-Nielsen og Frederikke Møller var tilstede i Amsterdam; Monteux’s opførelser har ikke i eftertiden spillet en rolle der tilnærmelsesvis kan sammenlignes med Furtwänglers, Carl Nielsen har heller ikke selv efterladt sig kommentarer; hvad vi ved, ved vi fra et brev Søs bagefter skrev til Irmelin [9:804] og fra Telmányis erindringer. Telmányi, s. 105-106.

Problemet var ikke, at Monteux ikke i alle hensender spillede symfonien [CNW 29] som komponisten kunne ønske sig, men at publikum ikke forstod symfonien; her var ingen dyb andagt som i Frankfurt eller Leipzig. Søs siger, og hendes brev kan vi vel regne for en refleks også af faderens opfattelse, at ”Fejlen laa ikke hos Monteux om Folk ikke begreb Symphonien.” Hun mener også, at når Telmányi havde succes med violinkoncerten [CNW 41], lå det ikke så meget i musikken, men ”i det violinistiske i den.” Symfonien var programsat i koncertens første halvdel, og i det trykte program var Carl Nielsen hovedfigur med et helsidesportræt, artikel om ham af Julius Röntgen, samt en kort indføring om symfonien. Efter pausen var Mischa Elman solist i Tjajkovskijs violinkoncert, hvorefter koncerten sluttede med Wagners ouverture til Tannhäuser.

Så var der reception, og ”man hyldede Elmann som Aftenens store Geni – det var umaadelig taktfuldt foruden at være grænseløst banalt og ordinært i Følemaaden!! men bagefter lo vi og morede os over de Mennesker paa Vejen hjem,” som Søs skriver [9:804]. Mischa Elman kommenterede ellers Nielsens violinkoncert: ”Uff, hvor er det dog et vanvittig vanskeligt værk, jeg tror ikke, jeg kunne lære det nogen sinde.” Telmányi ”så forundret på ham, en violinist med fuldt herredømme over instrumentet. Det var nok musikken, som var ham fremmed.” Telmányi, s. 106.

I efteråret 1927 kulminerer ikke blot begivenhederne i dette bind, i mangt og meget var det to kunstnerliv der kulminerede og fandt i hvert fald en vis udløsning for mange års arbejde og kampe. Aldrig så snart var Carl Nielsen kommet hjem fra sejren i Gewandhaus, før Anne Maries ryttermonument blev transporteret fra bronzestøberen på Nørrebro til ridebanen på Slotsholmen og opstillet, klar til afsløringshøjtidelighed den 15.11. Ti dage senere afslørede Carl Nielsen så sine barndomserindringer, Min fynske Barndom, og både mand og kone optrådte i den periode en del i landets aviser.

Den unge dirigent Jascha Horenstein, der i Frankfurt havde foretaget den grundlæggende indstudering af Nielsens 5. symfoni med orkestret, før Furtwängler dukkede op, havde nu også selv programsat den i Königsberg den 11.11., og selv meddelt Carl Nielsen det pr. brev, der desværre ikke er bevaret [9:753]. Sidst på måneden optrådte den berømte Kolisch-Kvartet fra Wien i København, og Carl Nielsen leverede foromtalen i Politiken (Jf. Samtid nr. 140).  De havde måske draget konsekvensen af, at Nielsens symfoni i Frankfurt havde været fejlanbragt ved en festival for ny musik. I hvert fald praktiserede de ”skidt for sig, og kanel for sig”, idet de ved offentlig koncert i Odd Fellow-Palæet spillede Nielsens kvartet [CNW 58] sammen med Beethoven og Schubert, næppe til Nielsens utilfredshed, mens de i foreningen Ny Musik spillede Schönberg, Szymanowski og Milhaud.

Midt i alt dette dukkede færingerne så op! For første gang var der færøske folkedansere i København på officielt besøg, og på Det Kongelige Teater skulle de danse deres danse. Besøget skulle have fundet sted allerede i januar, men blev i sidste øjeblik aflyst af sundhedsministeren på grund af en influenzaepidemi i København, der også resulterede i forbud mod dans i offentlige lokaler. Hos Carl Nielsen havde teatret bestilt en ouverture til lejligheden, og den 4.1. var han begyndt at komponere med henblik på at blive færdig til den første færøske festaften på Det Kongelige Teater den 16.1., men værket trængte sig ikke mere på, end at han indstillede arbejdet på det igen, da sundhedsministeren den 10.1. aflyste færingefesten.

Nu kom de så endelig og Carl Nielsen måtte tage tråden op og gøre den færdig med henblik på festaftener den 27. og 28.11. Carl Nielsen slutdaterede sin ouverture En fantasirejse til Færøerne [CNW 39] den 6.11., men også denne gang var arrangementet nær gået i vasken, idet Færøskibet Tjaldur for første gang i sin historie måtte ligge underdrejet i orkan i Atlanterhavet. Færingerne kom dog i land, og Carl Nielsen kom til at holde sin ouverture over dåben i Det Kongelige Teaters orkestergrav, hvor han for snart mange år siden havde oplevet en del lidet mindeværdigt. Også ved et arrangement for færingerne på Københavns rådhus den 30.11. kom han til at dirigere den ny overture, nu med Københavns filharmoniske Orkester.

Ouverturen er vel det nærmeste Carl Nielsen er kommet den programmusik, som han af et ærligt hjerte plejede at tale imod, og han offentliggjorde endda selv programmet i to avisartikler (Jf. Samtid nr. 135 og 136.). Til Telmányi skrev han: ”Du maa ikke tro jeg tillægger denne Sag nogensomhelst Betydning: det er en Lejlighedskomposition og ikke andet end et Stykke Haandværksarbejde fra min Haand.” [9:761] I avisen håbede han blot, at stykket kunne tåle at høres en gang eller to (Samtid nr. 136).  Det er dog et ualmindelig medrivende stykke, hvori han har nedlagt ikke så lidt af sin kontrapunktiske kunnen, og trods de lånte melodier, der indgår, kan ingen være i tvivl om ophavsmanden. Carl Nielsen skrev ikke sin ”akademiske festouverture” til en doktorpromovering, men til en afsides urbefolkning der kom til staden med deres folkedanse.

Ved den afsluttende fest i Politikens hus for færingerne holdt han en tale, og han havde taget alle sine ordner og medaljer på: “Mine Dekorationer betyder dog ikke saa meget som jeres smukke Sølvknapper og gamle Smykker,” sagde han, og så takkede han dem fordi de havde bevaret kontakten med “det oprindelige, det menneskelige” og sluttede med at sige: “Hvis vi taber Forbindelsen med det enfoldige og enkle, gaar vi til Grunde alle!” (Politiken den 2.12.1927) Han var i det hele taget begyndt at overveje, om han kunne udrette noget med sine medaljer og ordner, som han havde fået flere og flere af [9:789].

Ovre på kanten af Jylland, på Bavnhøjgaard, hos Christiane og Johannes, ikke langt fra den fredelige, isolerede Damgaard, gik den nu 32-årige Hans Børge og fulgte med i verdens udvikling på sin måde. I julebrevet til storesøster Irmelin og svoger Eggert i New York fortæller han, at de nu med tipvogne er begyndt at køre jord sammen til opkørslen til Lillebæltsbroen: “der er mange Aars Arbejde endnu, og det er helt interessant for mig at se paa kan I nok forstaa.” [9:802]

Der udfoldedes en del forskellige bestræbelser dengang, på forskellige områder, for at få Danmark til at hænge sammen, men den bro kom hverken komponisten eller frk. Thygesen til at passere.