Forord til bind 8

Om dette bind (8)

Skandalen i Stockholm

I 1924 trådte Carl Nielsen ind i rækken af moderne komponister, hvis musik udløste skandale. Som Igor Stravinsky havde fået sin skandale med førsteopførelsen af Le sacre du printemps i Paris i 1913, således fik Carl Nielsen sin skandale med den første opførelse af den 5. symfoni [CNW 29] i Stockholm søndag den 20.1.1924. Stockholms konsertförening fejrede sit 10 års jubilæum med fire festkoncerter, der hver var helliget den bedste musik fra de fire skandinaviske lande. Det var Georg Schnée-voigt, der dirigerede, han havde selv året før anmodet om at få lov til at spille symfonien ved denne lejlighed, det var også meningen at Carl Nielsen selv skulle have været til stede, men datoen var blevet flyttet [7:530] [7:592], og opførelsen endte med at kollidere med prøverne til den Musikforeningskoncert, som Carl Nielsen skulle dirigere i København tirsdag den 22.1.

Efter et længere program med mildere og mere romantisk musik af bl.a. Lange-Müller, Hakon Børresen, Rued Langgaard og Louis Glass sluttede Carl Nielsens symfoni programmet, og da man nåede ind i anden del af førstesatsen med dens konfliktopspænding og dens insisterende lilletromme, strømmede en fjerdedel af publikum mod dørene, mens andre hyssede og dirigenten kompenserede ved at skrue dynamikken yderligere op. Ifølge et telegram til Sydsvenska Dagbladet, som Berlingske Tidende var kommet i besiddelse af, og som avisen den 22., samme dag som Carl Nielsen dirigerede sin koncert i København med bl.a. Sibelius’ 2. symfoni, bragte uddrag af sammen med Carl Nielsens kommentar: ”Der er ikke saa langt et Spring imellem denne Symfoni [CNW 29] og mine tidligere Arbejder. Den viser en vis Udvikling, og man skulde jo heller ikke blive staaende ved det samme, men at den kunde forarge, saaledes som det skal være sket, det er mig uforstaaeligt.”(Samtid nr. 82)

Dagen efter tog Politiken sagen op. Man spurgte bl.a. om symfonien er ”særlig revolutionært moderne?” ”Moderne er et løjerligt Begreb,” svarede komponisten, ”Der er ikke i min Produktion Brud paa nogen Tradition, men snarere en Videreførelse af visse Principer. Min Musik er maaske til en vis Grad radikal, thi hvad vil radikal sige andet end dette, at man gaar imod en øjeblikkelig tidsbestemt Opfattelse. Hvis min 5te Symfoni er daarlig, saa er mine andre Arbejder det ogsaa – og det haaber jeg dog ikke.” Samtid nr. 83.

Fra Sverige skriver hans gamle ven Bror Beckman, som har overværet koncerten: ”Den är väldig, ja förkrossande och jag måste uttrycka min oinskränkta beundran över att du kunnat göra något sådant. Egentligen saknar jag ord för att uttrycka mina känslor. I alla fall var det ett av mitt livs mäktigaste intryck. {...} För den, som känner alla dina föregående verk, är denna symfoni endast resultatet av en med järnhård logik framdriven utveckling allt ifrån dit Opus 2 (eller 1?). Du har emellertid skänkt kommande generationer ett arbete av evighetsvärde, det är summan av mina tankar härom.” [8:3]

Nogle dage senere har Emil Telmányi hørt om opstandelsen i New York og skriver til svigerfaderen: ”Naa endelig har Du faaet Dit første Skandal i Stockholm. Nu er jeg ikke mere bange for Dig. Nu vil Du snart blive verdensberømt. Det manglede Du – Du har endnu ikke fremkaldt Skandal. Og hvis Du kan skrive en Musik, som bringer Publikum til at slaas rigtig, og slaa Øjnene ud paa hinanden, og rive Haar i Bunkevis fra hinandens Hoved saa at det flyver rundt, saa skal Dine Værker blive spillet overalt, og Dit lille søde Fjæs skal fylde alle Verdensbladenes Spalter – tja det er Tidens Tegn!” [8:18]

Til forskel fra koncerten i Stockholm var Carl Nielsens egen koncert i København, selv med Sibelius-symfonien på programmet, nærmest kedelig. Axel Kjerulf skrev: ”Naar Carl Nielsen viser sig som Komponist i Udlandet, er han et Stridens Tegn – i Efteraaret i Paris [8:43], nu sidst i Stockholm – og overalt skaber han Liv og Bevægelse, hvoraf nyt Liv fødes.” Ved koncerten i Musikforeningen ”sad man ligefrem og længtes efter at høre den rigtige Carl Nielsen, den stridige og stejle ... i Stedet for at maatte yde Dirigenten al den Anerkendelse, der er saa generende i Familie med Ligegyldigheden.{...} Hvor meget hellere havde vi ikke mødt den rigtige Carl Nielsen{...} Manden med den store Fiasko og det endnu større Talent! Vi kalder paa ham – midt i Musikforeningen! I den evige Uro og levende Kunsts Navn.” Politiken 23.1.1924.

Helbredet

Carl Nielsen har endnu ikke nogen ny symfoni eller andet stort værk på programmet. Tiden går mest med småting, ikke mindst med Melodier til Sangbogen ”Danmark” [CNW Coll. 19], som han redigerer sammen med Hakon Andersen. Hvordan han har det med sit hjerte og sit helbred, er ikke helt nemt at afgøre. Han synes ikke synderligt meddelsom om sit helbred over for sine nærmeste; hans breve er mere præget af bekymring for Anne Maries helbred, som i disse år konstant synes at have trængt sig på med bronkitis og konstant hoste, og af medleven i den depressive William Behrends helbredsproblemer. Til Behrend skriver han: ”... jeg har lidt for meget om Ørene af og til, og Blodet er iforvejen uroligt. – Det værste er at det ikke er store Ting der for Tiden tager min Tid – jeg mener – store Arbejder, men det kommer vel nok naar jeg faar det værste af denne Verden tilside.” [8:45]  Eller: ”Det er jo underligt hvad man efterhaanden opdager. Jeg nemlig: at ifald jeg ikke snart begynder at lægge mig efter en vis tør Egoisme i visse Henseender løber de Kræfter jeg endnu har ud i det løse Sand og ingen, hverken jeg selv eller andre faar nogen Glæde deraf.” [8:93] 

Behrends kone har øjensynligt svært ved at holde sin mand og hans lidelser ud, og det udløser følgende betragtning fra Carl Nielsen: ”For det nytter vel ikke at give Dig det Raad, som jeg maaske i Dit Sted vilde prøve at følge nemlig: sætte sig for fra Morgenstunden, hver Dag ikke at tænke paa eller tale med Din Hustru om Dine Lidelser, ja, efterhaan-den gaa et Skridt videre og benægte at Du fejler noget, og tilsidst – endnu et Skridt – at der overhovedet eksisterer noget der hedder Sygdom, hvad jo, paa en Maade, nok kan siges, idet alle fysiske og psykiske Lidelser snarere er et Tegn paa Liv end paa det modsatte.” [8:183]

Laub giver sig igen

Den 13.3.1924 gav Anders Brems sangaften i København [8:23]. Han uropførte her to sange af Carl Nielsen: Balladen om Bjørnen [CNW 315] [7:42] [7:43], og Mors Rok, dvs. Jeppe Aakjærs digt som vi bedre kender på førstelinien: Spurven sidder stum bag Kvist. Der var sket det, at Albert Jørgensen, udgiveren af tekstbogen Sangbogen Danmark, havde bedt Carl Nielsen fjerne et digt til fordel for Aakjærs, og at Carl Nielsen straks havde skrevet en melodi til dette og i skyndingen glemt, at Thorvald Aagaard allerede havde skrevet en god melodi til samme tekst. Det udløste en ny principiel diskussion med Thomas Laub, der sendte Carl Nielsen ”et mildest talt, uhyggeligt Brev, hvori han ligefrem beskylder mig [Nielsen] for at ville ”skubbe” Din ”Melodi tilside”,” som Nielsen skriver til Aagaard i et brev [8:30], som han vedlægger Laubs brev; det kender vi ikke i dag, skønt Carl Nielsen udtrykkeligt bad Aagaard om at returnere det.

Nielsen har taget til genmæle over for Laub, forklarer Nielsen Aagaard. Han finder Laubs hele synsmåde umulig, og har desuden forlangt en forklaring på flere af hans udtryk. Han ville ikke have skrevet sin melodi til Spurven sidder, hvis han havde husket at der allerede var en melodi, ikke fordi han på nogen måde finder det upassende eller illoyalt, men fordi Aagaards melodi er god nok og var den første til dette nyere digt.

”Vi skal og bør alle have fuldkommen Frihed til at arbejde i vor Kunst,” fremfører han over for Aagaard, ”naar og hvor og som bedst vi kan. Der er to af mine Elever der har komponeret Sange af [J.P.] Jacobsen som jeg har sat i Musik først. Skulde [jeg] se surt til det? Jeg maatte skamme mig. Sagen er for mig alvorlig da jeg ved mig fri for nogensinde at have lagt Hindringer ivejen for andre eller skadet nogen, der viste en god Stræben.” [8:30] I Melodier til Sangbogen ”Danmark” optræder Nielsens og Aagaards melodi side om side, og der er ikke noget vidnesbyrd om, at episoden skulle have slået skår i deres samarbejde og venskab. Men man spørger sig selv: har Laubs brev til Nielsen været så kompromitterende, at Aagaard måske har valgt at lade det forsvinde? På nær en enkelt undtagelse synes Nielsens mange breve til Laub som bekendt ikke at have overlevet Laub. Den retskafne Laub var også en knudemand.

Også denne gang ender Laub med at forstå sagen som et udtryk for ”to forskellige grundsyn, der bægge, hver på sit område, har ret; men mødes de, kan der ske konflikt der kan medføre uret.” Han har brug for at klare tankerne, men forsøger i første omgang at tage Nielsen i ed: ”Du vil nok tage det skikkeligt, også når det ikke forliges med dine tanker. Det er så yndigt, når folk vil forstå hinanden, også når de ikke bifalder hinandens handlinger. Jeg tror at vi bægge har gode anlæg dertil.” [8:31]

Mens Laub tænker over det principielle, skriver Nielsen igen til Aagaard, idet han frygter at han har udtrykt sig så hårdt om Laub, at Aagaard skal tro at deres venskab er truet. Både hans kone og Irmelin har også givet udtryk for at det var forkert af ham at sende Laubs brev med til Aagaard, og han vil i hvert fald sikre sig, at Aagaard har forstået at Laub og han ”ikke er bleven Uvenner og jeg glemmer ikke hvad han har været for mig.” Nielsen undlader dog ikke det retoriske spørgsmål: ”Men hvad skal jeg gøre, naar jeg ligefrem bliver beskyldt for Overgreb? Hvorfor har L. opfordret mig til at skrive Viser og I andre opmuntret mig, naar jeg ikke længere maa.” [8:32]

Tre dage efter har Laub fået orden på de nye principper, der går et skridt videre end at forbeholde salmekomposition til komponister, der er ”Barn af Huset,” [5:546] Nu gælder der en modstilling af den absolutte musik, som er Carl Nielsens egentlige domæne (ifølge Laub) og den anvendte musik mere generelt, altså både kirkesangen og den folkelige sang, som er Laubs område, og hvis grænser han aldrig overskrider. Heroverfor har Carl Nielsen hævdet ”den personlige frihed” og ”den frie konkurrence”, han har endda lov til at skrive en ny Don Juan eller lave musik til tekster fra Koranen, og Laub ved godt, at for Nielsen og hans slags eksisterer grænserne slet ikke, også de gamle salmer og kirkemusikken er ”en herlig klassisk musik, rig paa impulser, som kan give skub til en ny og anden herlig musik.” [8:35]

Men når det gælder den folkelige opdragelse, hævder Laub, er der ikke plads til fri konkurrence; her er èt værk nok, mens 20 forskellige bud blot vil stå i vejen for hinanden og forvirre de stakkels modtagere. Her gælder det om at samarbejde, den ene medarbejder må kende den andens arbejde, og rette sig derefter. Kun ”principielle modstandere” har lov til at konkurrere i åben og ærlig kamp.

Man skal lede længe før man finder to så udprægede repræsentanter for de to grundsyn, mener Laub. ”Du er født og båren til at producere absolut musik, jeg er sat til, at kæmpe for den anvendte musik.” [8:35]

Ja, hvad stiller man op med kategorier og principper, som kun har gyldighed for den ene part?

Bergen

I april er Carl Nielsen i Bergen, som repræsentant for den absolutte musik. I Musikselskabet Harmonien dirigerer han to koncerter med egne værker, bl.a. den 2. symfoni, De fire temperamenter [CNW 26] [8:349]. Det er første gang der bliver spillet en node af Carl Nielsen i Bergen. Han får også tid til at lægge blomster på Griegs grav. Nina Grieg er på Fuglsang, og hører der om både blomsterne og om Nielsens succes [8:53]. I Bergen møder han tilsyneladende også, efter mange år, en af de mange kvinder som på hans første udlandsrejse i 1890-91 anfægtede hans beslutning om ”ikke at tilfredsstille de kjønslige Drifter” [1:109] i det år han var på rejse, nemlig Borghild Holmsen, som han omgikkes i Leipzig og bl.a. fejrede en aften med i Panoramas Weinstube: ”Busoni gav Champagne og det var en morsom Aften! Holmsen abgesmächt.” [1:223] Ti dage senere møder han hende i Berlin, ”men var som Sten.” [1:234] I brevudgaven har vi ikke mødt hende siden, nu skriver hendes elev Harald Sæverud til Carl Nielsen: ”Jeg hörte av Borghild Holmsen at De har været syk.” [8:300] – og viser dermed at hun i det mindste holder øje med, hvordan han har det.

Beethovens 9.

Hjemme igen fejrer han på selve dagen den 7.5.1924 med en ekstrakoncert i Musikforeningen hundredårsdagen for uropførelsen af Beethovens 9. symfoni, som han allerede i 1919 havde sat på Musikforeningens program og gentaget flere gange. I dagens anledning vendte han sig før han slog an mod publikum; også det var vel, om ikke anvendt musik, så dog en slags folkelig opdragelse:

”Efter at have berettet om Opførelsen i Wien for hundrede Aar siden og om den mærkelige historiske Aftens Forløb talte han om Symfoniens forskellige Afsnit og gav i faa, rammende Gloser dens Aandsindhold. Saa lod han Tonerne tale, og som den Klassicismens Statholder her i vor By, han er, viste han i Gerning sin dybe Indlevelse.” Politiken 8.5.1924.

Da den sidste tone havde lydt, holdt han taktstokken løftet, mens formanden for Musikforeningen, professor Angul Hammerich fra balkonen udråbte:”Den store vældige henfarne Ludwig van Beethovens Minde leve!” – og blev besvaret af hurraer fra publikum og af touche fra orkestret. København 8.5.1924.

Der er et yndigt Land

I juli nærmede han sig igen den ”anvendte” musik. Han havde til Dansk Korforenings landssangstævne på Det Kongelige Teater den 1.6.1924 skrevet en ny melodi til Der er et yndigt Land [CNW 351], efter tilskyndelse, siger han selv (Samtid, no. 85). Oehlenschlägers digt, der udkom i Samlede Digte i 1823, havde med H.E. Krøyers melodi fra 1820erne fået status af nationalsang efter en folkefest på Skamlingsbanken i 1844, men stor musikalsk værdi havde fagfolk aldrig tillagt den. Nu havde Carl Nielsen åbenbart fået en sådan status, at man mente at han var den rette til at skaffe nationalsangen en ny og bedre melodi. Ved det store engagement fandt den officielle uropførelse af sangen sted; Georg Høeberg dirigerede orkester og et kor på 900 sangere fra hele landet. Dagen efter fortsatte stævnet med koncerter i Tivoli, og da det sluttede om aftenen med alle de deltagende kor samlet på Plænen i Tivoli, dirigerede Georg Høeberg igen Der er et yndigt Land med Carl Nielsen ny melodi. Den blev endda hilst med stærkt bifald og måtte gentages (Politiken 3.6.1924).

Der var faktisk før landsstævnet fandt sted gjort en del for at afprøve sangen og synge den ind i flere forskellige udsættelser; både Anders Brems og Thøger Rasmussen havde sunget den ved koncerter rundt omkring i landet (jf. [8:8] [8:17][8:17] also CNU III/7, pp. 97-100). Carl Nielsen tog den også med i Melodier til Sangbogen ”Danmark”, hvor den står side om side med Krøyers gamle og Laubs ny melodi, som han første gang offentliggjorde i 1919 (Højskolebladet 14.11.1919), og som også var med i Folkehøjskolens Melodibog i 1922.

Det er pudsigt at lægge mærke til, at Laub i sit ny angreb på Nielsen i anledning af Nielsens melodi til Spurven sidder stum [CNW 265], som Thorvald Aagaard allerede havde komponeret en melodi til, i en parentes bemærker: ”Jeg er lykkelig over at du her ikke kan mistænke mig for personlig krænkethed, - så vidt jeg véd er det ikke sket, hvor jeg selv havde lavet mel.” [8:35] Mon Laub ikke skulle have hørt om at Nielsens melodi til ”Der er et yndigt Land” er på vej? Der må i hvert fald have været en del mennesker med forbindelse til Laub, som har deltaget i indstuderingsarbejdet rundt omkring i landet. I så fald fristes man til at forstå Nielsens anbringelse af sin egen og Laubs melodi side om side i Melodier til Sangbogen ”Danmark” som en demonstration i praksis af den kunstneriske frihed, der er hans standpunkt.

Man kan let konstatere at det hverken lykkedes Laub eller Nielsen at fortrænge Krøyers gamle melodi. Carl Nielsens forhåbninger havde heller ikke været store; dagen før opførelsen ved stævnet på Det Kongelige Teater, sagde han:

”Sagen er jo vanskelig, da Vanens Magt er stor, og man i Virkeligheden maa give dem Ret, der mener, at det egentlig ikke er et musikalsk Spørgsmaal, men noget helt andet. Folket griber en Sang og gør den til Nationalsang, uden at nogen Magt kan forhindre det, og naar det sker, er det langt mere en Tidsstemning, end en litterær eller musikalsk Smag, der gør Udslaget. Jeg indrømmer, at en saadan Melodi mere er et Symbol – ligesom Flaget, Korset o.l. – og behøver ikke være ”god” i sig selv, men .. ja, nu forsøger jeg altsaa alligevel, saaledes er menneskelig Logik!” Samtid, no. 85.

Tre måneder efter, da Melodier til Sangbogen ”Danmark” udkommer, spørger Hugo Seligmann i Politiken ham igen om Der er et yndigt land, og da er alle illusioner borte:

”Aah, jeg forstaar Dem. Ja, med Hensyn til den slaar jeg mig netop stolt for mit Bryst. For om den kan jeg med Sandhed sige, at den er ikke skrevet forgæves. Den har bragt Kærligheden til den gamle til at slaa ud i lys Lue. Saa om ikke ved noget andet, jeg har skrevet, saa véd jeg da, at ved min Melodi til ”Der er et yndigt Land”, har jeg faaet Folket i Tale!” (Politiken, 09.09.1924, Samtid, no. 85)

Det er stadig til Krøyers gamle melodi vi synger Der er et yndigt land – når vi synger den, dvs. som optakt til størrre sportsbegivenheder, i arrangementer og udførelser som de gamle sangreformatorer nok ville have betakket sig for at deres melodier skulle udsættes for.

Også Sjællandske Folkekor havde bestilt en korsang hos Carl Nielsen, Sjølunds Sangere [CNW 352], med tekst af redaktionssekretæren ved Sorø Folketidende Karl Elnegaard. Korstykket blev uropført i Næstved den 22.6.1924. Carl Nielsen var kommet til byen, og 7-800 sangere drog i samlet flok gennem byen til det ny Ridehus på Statskasernen, hvor det store kor åbnede koncerten med Carl Nielsens ny korsang. Den ”hilstes med livligt Bifald. Publikum og Sangere med Overdirigenten i Spidsen bragte nu Komponisten, der selv overværede Koncerten, en hjertelig Hyldest, som sluttede med, at Hr. Carl Rudolf] Kofod i en lille Tale takkede Carl Nielsen for, hvad han tidligere og ved denne sidste Komposition har givet de danske Folkesangere. Taleren sluttede med at udbringe et Leve for C.N. Denne rejste sig og bukkede takkende.” Næstved Tidende 23.6.1924.

Der blev ikke slået på tromme for dette værk. Carl Nielsen udgav det selv, og forsøgte selv at sælge det [8:65], et vidnesbyrd om at der er grøde i komponistens forhold til sin forlægger.

Heidelberg

Fra den 12. til den 16.6.1924 var der skandinavisk musikfest i Heidelberg. Carl Nielsen rejser fra København den 10. , selv om Anne Marie samme dag skriver til Frederikke Møller, svigersønnens mor, som er på kurophold i Karlsbad i Tjekkoslovakiet, at Carl ”har det slet ikke så godt for Tiden, og jeg er egentlig slet ikke så glad for at han rejser.” [8:78] Det er på tale at Frederikke Møller skal komme til Heidelberg og følges hjem med Carl, men sådan går det ikke. De mødes dog i Berlin og følges hjem derfra.

Ved den sidste orkesterkoncert er Carl Nielsen og Sibelius hovedpersonerne. Sibelius er ikke selv til stede, men Robert Kajanus er der for at dirigere Sibelius’ 5. symfoni. Koncerten indledes med at Carl Nielsen selv dirigerer Aladdin-suiten [CNW 17] og afsluttes med at den lokale dirigent Hermann Poppen opfører Hymnus amoris [CNW 100]. Det er en formidabel succes. Carl Nielsen sender postkort om det til venner og bekendte, og hans udbrud over for Telmányi: ”At Mor dog ikke var med!!”, skal naturligvis ses i sammenhæng med de overståede ægteskabskonflikter, og med at inspirationen til Hymnus amoris rækker helt tilbage til den lykkelige tid i Italien umiddelbart efter vielsen i Firenze.

På ankomstdagen er han til kammerkoncert. Amar Kvartetten spiller, og Carl Nielsen taler med kvartettens primarius Licco Amar, som er god ven med Emil Telmányi, og mon ikke han også ved denne lejlighed har talt med kvartettens bratschist, der som bekendt var Paul Hindemith. Søndag den 15. er de alle på udflugt til Wolfsbrunnen, og der holder Robert Kajanus og Carl Nielsen taler [8:82]-[8:86].

En lille pudsighed knytter sig til Carl Nielsens deltagelse i Heidelberg. På hjemrejsen skriver han en anbefaling (88) til en oboist, Gustav Baum, som formodentlig tidligere har spillet under Carl Nielsen i Blüthner-orkestret i Berlin, og som nu har været en af de tilkaldte assistenter til den skandinaviske musikfest i Heidelberg. Mange år senere, i 2001, kort før brevudgaven begyndte sit arbejde, dukker Gustav Baums datter op i San Francisco og forærer Herbert Blomstedt denne anbefaling, som dermed også er havnet i brevudgaven. Datteren husker at hendes far fortalte om de middage han havde deltaget i med Carl Nielsen som centrum, og at han ofte talte om at tage til Danmark og igen spille under ham.

Rudolf Steiner og Hans Børge

Hans Børge Nielsen har siden slutningen af 1918 boet på Bavnhøjgaard tæt ved Damgaard hos Christiane og Johannes Østergaard. Carl Nielsens og Anne Marie Carl-Nielsens livslange veninde Margrete Rosenberg, der bor hos frk. Thygesen på Damgaard, dels som hendes medhjælp på gården, dels som musiklærerinde i Fredericia, har også taget sig af Hans Børges undervisning og udvikling. Margrete Rosenberg interesserer sig intenst for Rudolf Steiner; hun har i nu 3 år støttet Waldorfskolen i Stuttgart, som er tæt knyttet til Steiner og hans lære. Hendes mest ambitiøse plan med Hans Børge går ud på, at hun ønsker at han skal have et kortere ophold på Waldorfskolen, med henblik på at nogle af lærerne skal udtale sig om ham og give hende gode råd i hendes fortsatte arbejde med ham. Selvfølgelig er det hendes største ønske at få Rudolf Steiner selv til at møde Hans Børge, stille en diagnose og udtale sig om behandlingsmulighederne.

Både Carl og Anne Marie har tidligere nægtet at give bidrag til Waldorfskolen, og når Carl er på Damgaard rotter han og frk. Thygesen sig ofte sammen mod Rose og Steiner. Ikke desto mindre lykkes det Margrete Rosenberg at få Carl og Anne Maries godkendelse af at hun selv kan tage affære med Hans Børge, og til sidst sender Anne Marie også et klækkeligt beløb til rejsen. Efter at Hans Børge har fået sit pas, og der har været besvær med at fremskaffe det nødvendige sessionsbevis på at Hans Børge er uduelig til militærtjeneste, påbegynder de rejsen den 27.7.1924. Den kan følges med mange levende detaljer i Margretes og Hans Børges egne breve hjem. Det bliver både til et møde med Rudolf Steiner i Dornach i Schweiz, og til en diagnose, som Margrete refererer i et brev [8:116], og derefter til et ophold ved Waldorfskolen i Stuttgart.

Skagen

I samme periode er Carl Nielsen og skiftende kombinationer af familien på Skagen. Melodier til Sangbogen ”Danmark” er færdigredigeret, og den er gået i trykken, men omslagets udformning er endnu ikke afgjort, mener i hvert fald Wilhelm Hansen, der ønsker et nationalt motiv, en plovmand, på omslaget, mens Carl Nielsen allerede har taget initiativ til en mere kunstnerisk udsmykning, som datteren Søs skal udføre, fordi Niels Skovgaard ikke har tid. Carl Nielsen bliver vred og truer med at trække sine melodier tilbage, så bogen i hvert fald ikke kan udkomme til tiden, det vil sige til det ny skoleårs begyndelse [8:106].

Der har været flere konflikter med Wilhelm Hansen samme år. Den 6.6. skrev han kontrakt med forlaget om udgivelsen af Aladdin-suiten, Pan og Syrinx [CNW 38] og Maskarade-ouverturen [CNW 2], men allerede dagen efter annullerede han den igen [8:72]. Da han et par dage senere sender sin kopi af den annullerede kontrakt retur, vedlægger han en redegørelse for sit syn på den konkrete sag og supplerer med generelle betragtninger om forlagets forhold til kunsten: Han udtrykker sig diplomatisk, men det der forarger ham er, at forlaget opretter legater der kommer unge musikere tilgode, men ikke honorerer komponisterne anstændigt, når de kommer med deres værker [8:74].

Forlaget kalder Carl Nielsens brev ”en Slags Forelæsning”, i et brev som måske ikke er afsendt, men skænderiet om omslaget til Melodier til Sangbogen ”Danmark” giver anledning til at Svend Wilhelm Hansen afslutter et brev til Carl Nielsen på Skagen med disse ord: ”Vi har i de senere Aar efterhaanden modtaget mange baade grove, kritiske og uvenlige Breve og føler os foranlediget til at bemærke, at et Samarbejde er uholdbart, saafremt der ikke er gensidig forstaaelse.” [8:109]

Det er også værd at bemærke, at Hakon Børresen, som ellers ikke hører til Carl Nielsens nærmeste kreds, samme sommer har opsøgt Carl Nielsen på Skagen. Carl Nielsen skriver til Carl Johan Michaelsen, at Børresen ”udviklede i en lang Samtale (uden Anledning fra min Side) hvor frygtelig det er med Wilh: Hs Forlag. Han var meget ent-rüstet over deres Synspunkter og Handlemaade. – Nærmere herom naar vi ses eller ifald Du vil jeg skal fortælle derom skriftligt.”  [8:102] Samme forår havde også Jeppe Aakjær taget bladet fra munden, når det gjaldt Forlaget Wilhelm Hansen. I anledning af sit 25 års digterjubilæum sagde han f.eks.:

”Mit Digt ”Jens Vejmand”, der blev sunget i hver Hytte i Landet, gav mig ved den første Offentliggørelse 25 Kr. Resten huggede Wilh. Hansen i Musiktekster. Med Loven i sin Haand kan det Firma hugge Guldhønens Æg, før de vel er kolde. Alle danske Lyrikere bliver stramme i Trækkene, naar det Firma nævnes. Kan man begribe en Lovgivning saa middelalderlig, at den gir et Firma Ret til efter Forgodtbefindende at udsuge den levende Litteratur uden ethvert Vederlag? Men saadan er det, og ingen rører sig alvorligt for at faa det forandret.” Berlingske Tidende, Aften, 13.3.1924 [8:50].

Bilist

Sommeren 1924 på Skagen var også det år Carl Nielsen – og Anne Marie Carl-Nielsen – lærte at køre bil og fik kørekort. Telmányi havde fra New York i et meget virtuost brev på sit indvandrerdansk drømt og fantaseret i en slags ”Autofeber” om at svigerfaderen skulle have en bil [8:18], men Carl Nielsen afviste det med henvisning til skattesagen, som var ved at udvikle sig til en økonomisk katastrofe for dem og tilføjede: ”Og hvad Glæde skulde vi have af en Auto naar ingen af os har Raad til at holde den. Kun Tab og Ærgrelse og for nogle faa hundrede Kroner kan vi leje en Vogn hvis vi vil en Sommertur. Her i Landet har hverken Du eller jeg Brug for den Reklame der kunde ligge i at have egen [Vogn] og i Amerika – ! der vilde det snarere være en Reklame ingen Bil at have, thi der er det saa almindeligt at en Mand der gaar ud ad Vejen paa Benene nærmest bliver betragtet som en ”Sonderling” (ogsaa en Reklame!)” [8.22].

Alligevel er både Carl og Anne Marie i slutningen af juli i gang med køretimerne. Carl har spurgt sig for hos isenkræmmeren, om der var nogen der gav køretimer, og han fik dette svar, der viser at der må have været godt gang i geschæften på Skagen, og at reklamen må have virket: ”Ja, der er flere. Der er Sørensen oppe ved Siden af Fotograf Knudstrup og saa er der Sørrig men det er nu ikke saa godt. Saa er der ogsaa Hjalmar Møller, det er udmærket; han har baade en Ford og en anden Vogn”. Jeg: ”Hvor bor Hjalmar Møller”. Han: ”Ham kan De næsten altid træffe inde paa Politistationen.” Jeg: ”Hvorledes det?” Han: ”Han er jo Politibetjent.” Jeg udstødte et højt men kun indvendig Frydeskrig. Ha, ha! Selve Politiet lærer fra sig, saa kan vi altsaa køre selve Satan ned uden at det gør noget!! Den gaar storartet! –” [8.98].

Få dage senere har han fået 15 køretimer i flere forskellige vogne, og han meddeler Vera Michaelsen at han nu kan ”aflægge Prøven og faa Kort naarsomhelst.” Han opfordrer også Michaelsens til at komme til Skagen, ”saa skulde I tage den lille Kupé med.”  [8.104] Den lille Kupé er den lille Renault med indregistreringsnummeret K 3377, som Carl Johan Michaelsen havde købt i 1914 som en åben vogn, og som senere er blevet ombygget til coupé, og det er faktisk denne vogn der bliver Carl Nielsens første bil. Det går ifølge Søs således til:

”For fader kunne der nu ikke mere være tale om ridesport, men en dag stod han ved Musikkonservatoriets vindue og kikkede ud. Carl Johan Michaelsen kom hurtigt ud af sin lille Renault coupee-vogn og kom lidt efter ind af døren. ”Gaa hen til Vinduet Carl Nielsen”, sagde han ”Kik ud”. ”Ja, jeg ser din lille pæne Vogn”. ”Nej, nu er det din”, sagde Carl Johan Michaelsen. Man kan tænke sig faders henrykkelse. Sådan fik han sin første vogn. Han blev så en ivrig bilist og lærte det hurtigt.” AMT side 133.

Begivenheden daterer Anne Marie Telmányi ikke, men den må have fundet sted senere på året. I hvert fald kan vi konstatere, at Carl Nielsen første gang kører til Damgaard i bil den 16.10.1924, og dagen efter sender han en nøje rapport til Vera Michaelsen [8.162]. Vi ved også, at bilen stadig var indregistreret i Carl Johan Michaelsens navn, og at den i 1926 er omregistreret i Carl Nielsens navn, dog stadig med samme nummer (jf. Carl Nielsen som bilist, Bilhistorisk Tidsskrift 117/1994 s. 3-10). Man tør jo nok gætte på, at Carl Nielsen ikke har kunnet være bilejer før skattesagen blev afsluttet med forlig den 24.10.1925. Fra 1926 fik han desuden sin post på finansloven forhøjet. Under alle omstændigheder er ”Michaelsens lille grinagtige Vogn”, som Anne Marie Carl-Nielsen kalder den [8:167], ofte også kaldt ”Skilderhuset”, et nyt medlem af familien, som giver anledning til megen opmærksomhed og mange oplevelser.

På sin første tur over Sjælland og Fyn måtte Carl Nielsen to gange undervejs ”vige pludselig udenom en Høne og en Hund i temmelig stærk Fart, men det gik godt og jeg har ikke kørt noget over.” Ved Storebælt var der også et problem; dér måtte man ”rykke baglænds ind ... og der sad lille Nielsen i Klemme i [Tog]Sporet med det ene Baghjul, fordi det gik saa forsigtigt. Men saa var der strax et Par Jernbanefolk der skubbede lidt paa og Sagen var i Orden.” [8:162] – Efter næste sejlads over Lillebælt møder han sine musikerkolleger Victor Schiøler og Louis Jensen, som er på vej til Tønder i en lille åben Obelvogn, men da det regner, kryber Schiøler ind i ”Skilderhuset” til Nielsen, for dog at sidde i tørvejr til Damgaard. Oblen stikker af fra den gamle Renault, som må holde ind og gemme sig før et sving i håb om at Oblen skal opdage at den er blevet væk og komme tilbage. Oblen løber imidlertid udmærket op ad bakker og er kommet langt forud, før den vender om, men Carl Nielsen priser ”den lille sikre, ærlige, fine følsomme, levende og dog maadeholdne Renault der aldrig gaber højere (over en Bakke) end den kan æde.” [8:173]

Nu står så ”Skilderhuset”, formentlig den første bil nogensinde på Damgaards gårdsplads, ja ikke på pladsen foran hovedbygningen, for det tillader frk. Thygesen ikke, men på avlsgårdens gårdsplads, og der kan de så betragte monstret og lade sig fotografere med den. Carl Nielsen håber at kunne liste frk. Thygesen til engang at køre en lille tur, ”men hun maa se paa den nogle Dage endnu,” tror han. Allerede den 25.10. synes han dog at have fået hende med ombord [8:165] [8:169].

Anne Marie er der ingen problemer med at få ombord, derimod med at få fra borde igen. På turen taber de dørhåndtaget, og ved tilbagekomsten til Damgaard må det aldrende ægtepar holde oppe i alleen, så Anne Marie uden tilskuere kan kravle ud gennem frontruden, der heldigvis kan åbnes, og til sidst må komponisten samme vej ud [8:167].Det følgende år får han sin første færdselsbøde og må stille på politistationen, fordi han har skåret hjørnet af ved venstresving ind på Strøget fra Kongens Nytorv [8:246]. Den næste sommer er bogstavelig talt knaldende varm, og ringene punkterer af og til. En dag har han sat reservehjulet på, men det løber af igen ned ad bakke midtvejs mellem Vejle og Fredericia, uden at han opdager det den første kilometer! Det lykkes ham heller ikke at finde det løbske hjul, men en måned senere melder politiet i Fredericia til Damgaard at de har fundet hjulet som var løbet langt ind i en kornmark [8:399] [8:415].

Bortset fra at den lille vogn tager meget tid, så er meningen med Carl Nielsens ophold på Damgaard som altid at komponere, her hvor roen er så meget større end i København. Det gælder nu den 6. symfoni, som han fra Skagen meldte påbegyndt den 14.8. [8:134]. Efter et væld af forstyrrelser og flere gange frem og tilbage til København i ”Skilderhuset”, kan han den 24.11.1924 i et brev til William Behrend i det mindste melde 1. sats færdig: ”Jeg har netop idag, da jeg fik Dit Kort fuldført en 1ste (temmelig stor) Sats af en ny Symfoni [CNW 30] og føler mig lettet, da jeg nu er saa vidt. Hvordan den er, kan jeg vanskeligt overse endnu, men jeg haaber jo det bedste: et stort Arbejde har det ihvertfald været for mig og jeg har ikke sparet mig selv for vanskelige Problemer, ogsaa i ren teknisk Henseende.” [8:183]

Menton – Schönberg og Willumsen

I 1925 fyldte Carl Nielsen 60 år, og det har vel ligget i baghovedet, at 6. symfoni [CNW 30] skulle være færdig til præsentation i den anledning. Det gik imidlertid ikke hurtigt fremad, men den 21.1.1925 kunne han melde 2. sats, den lille, tørre humoreske for blæsere og slaginstrumenter færdig [8:212]. Fjorten dage tidligere havde Paul von Klenau i Dansk Filharmonisk Selskab stået for den første opførelse i Danmark af et uddrag af Stravinskys musik til Petrushka. Carl Nielsen var til stede, eftersom Emil Telmányi ved samme koncert var solist i svigerfaderens violinkoncert [CNW 41]. Det er det Nielsen noterer i sin dagbog, sammen med en bemærkning om Klenaus manglende evne til at akkompagnere [8:197]; ikke et ord om Stravinsky ved den lejlighed.

Man har gerne i humoresken villet se en sammenhæng med Stravinskys Petrushka med henvisning til sammenfaldet mellem Stravinsky-opførelsen og tilblivelsen af Nielsen-satsen, men i så fald bør man også være opmærksom på, at Irmelin var i dialog med sin far om Stravinsky, og endda Petrushka, allerede i 1916 og 1917 [5:449] [5:477]. Nærlæst viser brevudgaven ret ofte, at Carl Nielsen har kendt mere ny og gammel musik end man lige skulle tro.

Sidst i januar rejser Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen med Anne Maries elev Helen Rée som rejseledsager til Menton ved den franske riviera. I Menton befinder sig allerede frk. Thygesen fra Damgaard på sin årlige vinterrekreation sammen med sin rejseledsagerske Margrete Rosenberg. Carl Nielsen skriver flere gange hjem, at han i grunden hellere ville være blevet hjemme ved sin ufærdige symfoni, og at han først og fremmest er rejst med af hensyn til Anne Maries bronkitis og hoste, men det er nu nok også ham selv og hans hjerte, der har haft brug for rekreation, og han noterer da også, at ”jeg gaar med Lethed i Bjærgene baade op og – især gerne ned.” [8:239]

Det er på denne rejse Carl Nielsen møder Arnold Schönberg. Mens Carl og Anne Marie den 9.2.1925 var i Nice for at besøge Willumsen og hans kone, opsøgte Arnold Schönberg og hans kone Carl Nielsen på hans hotel. De havde ikke kunnet ringe, da hotellet ikke havde telefon, men havde i stedet efterladt et visitkort, hvorefter Carl Nielsen må have ringet tilbage til Schönberg i det nærliggende Beaulieu for at lave en aftale. Det fremgår ligeledes, at det var Nielsens ven pianisten Artur Schnabel, der en hel aften privat havde spillet Nielsen for Schönberg og gjort denne interesseret i at møde komponisten [8:234].

Den 11.2. er Carl Nielsen og Anne Marie derefter på besøg hos Gertrud og Arnold Schönberg. Det udvikler sig til at de to par også mødes dagen efter i Nice, hvor de bl.a. drikker the i Galeries Lafayette.

Til Irmelin skriver Carl Nielsen: ”Igaar var [vi] en Tur i Beaulieu og besøgte – som Genvisit – Schönbergs. De var meget glade for Besøget og idag skal vi atter sammen. Mor siger at han meget gerne vil udveksle Tanker med mig. Ak, Nielsen, Nielsen, hvor stor er Du nu?” [8:239]

Og til Emil Telmányi og Søs: ”I Mandags var vi i Nizza hos Willumsens og det var en udmærket Tur. Desværre havde Arnold Schönberg [og] Kone (der bor i Beaulieu) været her medens vi var i Nizza. Men saa tog vi igaar ned og besøgte dem og de var meget henrykte over Besøget og vi maatte aftale at nu idag tager vi til Nizza og mødes der med et bestemt Tog. Der bliver nemlig aabnet et stort Karneval idag hvor hele Byen er i Oprør. Jeg kan lide Schönberg og Mor siger at han er uhyre optaget af at tale med mig. Det kan godt være at Sympatien er gensidig, men ihvertfald er det meget morsomt at tale med ham og han er baade intelligent og barnlig: en tiltalende Konstellation. Nu skal vi se. –” [8:240]

Det må være ved denne lejlighed at Schönberg forklarede Nielsen, at nu da alle toner var ligeberettigede, kunne man ikke mere have, at nogle af tonernes navne var afledt af andre, cis af c, dis af d osv. ”Næh,” skal Schönberg have sagt, ”jeg foreslaar, at vi giver dem nye Navne, og vi gør det paa den Maade, at jeg opfordrer 12 af vor Tids Komponister til at skrive en atonal Komposition, og saa vil vi give Tonerne c, cis, d, dis osv. Navne efter Komponisterne i den Rækkefølge, Værkerne indløber til mig.” – ”Skal saa en af Tonerne hedde Nielsen?” spurgte Carl Nielsen spagfærdigt, hvortil Schönberg svarede: ”Nein, nein, Niel genügt.” MS II side 278.

Carl Nielsen synes dog til syvende og sidst at have haft en vis distance til Schönberg; til Irmelin hedder det nogle dage senere: ”Angaaende vort Besøg hos Willumsens og mit Samvær med Schønberg skal jeg helst fortælle naar vi ses. Det viser sig at sidstnævnte er en Reklamemager, men derom nærmere naar vi ses, og mange andre Ting {...}” [8:246]

Fødselsdagsforberedelserne

Der må nødvendigvis have været talt ikke så lidt om fejringen af Carl Nielsens runde fødselsdag, før begivenheden oprandt. Dansk Tonekunstner-Forening havde siden sin dannelse i 1903 stået som arrangør af utallige fester og markeringer af personer og begivenheder, og J.L. Emborg mener da også i sin fødselsdagshilsen [8:293], at det havde været det naturlige. Carl Nielsen havde selv været formand for Tonekunstnerforeningen, og havde i den egenskab stået bag festen for Johan Svendsen i 1907 i anledning af 25 året for hans første optræden i København (Samtid nr. 20). Han og hans bestyrelse havde dog lidt nederlag i deres forsøg på at reformere foreningen, hvis initiativtager var Politikens musikanmelder Charles Kjerulf, der havde domineret foreningen og gjort den til et redskab for sine egne økonomiske interesser. Siden havde Carl Nielsen jævnligt stået i et kritisk forhold til foreningen, og efter Pariserkoncerterne i 1923 havde der været åben konflikt [8:43].

Tonekunstnerforeningen havde i 1925 også taget initiativet til den operauge fra 3. til 8. maj, som Emborg også nævner i sit brev, og som endte i en så total fiasko, at den måtte aflyses af landets statsminister efter at indbydelser var udsendt til udenlandske gæster og repræsentationer [8:256]. Hvad årsagen end var og hvordan det end er gået til, så blev det dagbladet Politiken, der tog initiativet til fejringen af Carl Nielsen, og det var bladets musikanmelder Axel Kjerulf, søn af Charles Kjerulf, der kom til at styre det store arrangement bistået af en Æres-Dame-komité, hovedsageligt kendte og betydningsfulde mænds hustruer: Fru Jeppe Aakjær, kammersangerinde frk. Tenna Frederiksen, fru Nina Grieg, fru kapelmester Georg Høeberg, fru ingeniør Jarl, fru Charles Kjerulf, fru direktør Carl Johan Michaelsen, fru direktør Arne-Petersen, fru kapelmester Schnedler-Petersen, fru professor Anton Svendsen, fru Lissen Wilhelm Hansen, fru Inger Wilhelm Hansen.

På denne baggrund blev festen lanceret og udbudt:

Politiken, søndag den 24.5.1925:

"Til Fest for Carl Nielsen!

Carl Nielsen!

Et Navn, saa ligetil og dansk, saa jævnt og uden Klang af Højhed og Blæst – og saa klinger det dog af det største og bedste i dansk Musik.

Ti-Tusinder hedder Carl!

Tusinder hedder Nielsen!

Hundreder kalder sig Carl Nielsen!

Men sæt Musik til Navnet – saa er der kun én eneste Carl Nielsen – og han fylder Torsdag den 9. Juni 60 Aar.

Det skal fejres!

Fra alle Sider inden for dansk Musik vil man bøje sig for hans Vilje og Værd, vi alle vil give ham Lavrens Blade, og vore unge Tonekunstnere vil tænde Faklernes Festblus til hans Ære! Fra Norge, Sverige og Finland vil man hylde og hædre ham – fra alle Steder i Verden, hvor dansk Musik er naaet frem, vil hans Navn blive nævnt og hans Hædersdag mindet.

Saa stort og saa stærkt har han sejret, den lille Landsbymusikantersøn, der i sin Barndom vogtede Køer paa Fyens fede Enge og i sin pure Ungdom stod og blæste Altbasun som Regimentsmusiker paa Torvet i Odense By. Saa støt og stadigt er han vundet frem ad sin Viljes Vej, at han, der alle Dage mødte Modstand, men aldrig Ligegyldighed, nu fra sin Kunsts og sit Livs Højde kan se de Ældste og de Yngste flokkes om at fejre ham.

Men vil han det selv?

Saa meget Gny der end stod om hans kunstneriske Virke – personlig var han bestandig stilfærdig, tilbagetrukken, beskeden. Carl Nielsen forsøgte ogsaa med sky Ængstelighed og sin Elskværdigheds blideste Smil at afværge den paatænkte Fest, gav kun efter for det simpelt hen uundgaaelige – og lovede at komme.

Og saa gaar vi til Fest!

Carl Nielsen er et Sommerbarn – altsaa maa vi fejre hans Fødselsdag i Tivoli.

Den 9. Juni i Koncertsalens første Afdeling Kl. 7½ lægger Kapelmester Schnedler-Petersen for med Carl Nielsens Op. 1, den yndige lille Stryge-Suite [CNW 32], og Kammermusikus Peder Møller spiller hans Violinkoncert [CNW 41].

I Koncertsalen Kl. 9 dirigerer Carl Nielsen selv, først sin sidste Symfoni Nr. 5 [CNW 29] og derefter Korværket ”Fynsk Foraar” [CNW 102].Allerede lørdag den 6.6. indledte Schnedler-Petersen i Tivoli i Koncertsalens 2. afdeling kl. 21 fejringen af Carl Nielsen med en opførelse af symfoni nr. 3, Sinfonia espansiva [CNW 27].

Efter Koncerten – Kl. 10½ - samles Deltagerne i Souper’en – festklædte – i Nimbs Lokaler paa første Sal i Tivolis Basar-Bygning. Straks derefter gaar man til Bords. Taler, Sange og Musik.

Kl. ca. 12 vil Fakkeltoget af Unge Tonekunstnere, der udgaar fra Christiansborg Slots Ridebane, ankomme til Tivoli.

Efter Fakkeltoget samles alle Deltagerne til et Punchegilde i Festsalen, under hvilket der er forberedt forskellige Overraskelser. Senere vil der blive Lejlighed til en Dans.

Lister til Tegning af Deltagere vil fra førstkommende Fredag den 29. ds. Kl. 10 Form. være fremlagt i Wilhelm Hansens Musikforlag, Gothersgade 9-11, Tivolis Kontor, Vesterbrogade, og Politikens Ekspedition, Raadhuspladsen.

Prisen for Fest-Souper’en (Fiskefilet, Kylling, Is og Kaffe. Hertil Rødvin og Madeira) og Punchegildet – alt indbefattet – bliver 15 Kr. pro persona.

Af Hensyn til den indskrænkede Plads og den forventede store Deltagelse maa man hurtigst tegne sig; Listerne sluttes, saa saare de er fuldttegnede."

Fødselsdagen

Det er påfaldende hvor få billeder der er bevaret fra den store fest, ligesom det er påfaldende hvor let og sjusket der gås hen over den både i den første biografi (MS, pp. 248-250). og i Anne Marie Telmányis erindringer om sit barndomhjem  (AMT, pp. 139-145). Også i brevudgaven er der meget lidt om selve festen, men dog lidt om de (forudsigelige) problemer med indbydelserne [8:287]. Til gengæld bringer brevudgaven de mange bevarede fødselsdagsbreve og lykønkninger, som Carl Nielsen modtog. Forbavsende mange af dem er førstehånds vidnesbyrd om venskaber og lærer- og elevforholds historie. Den fyldigste historie om de officielle festligheders forløb findes rimeligt nok den 10. og 11.6. i Politikens reportager, som vi bringer her i deres fulde ordlyd:

Politiken, onsdag den 10.6.1925:

"I Fakkelskær og Tonebrus hyldede Kjøbenhavn i Aftes
Carl Nielsen.

Vesterbros Passage laa i et grøntskimrende Skær, og under Lindene, der nu helt skygger over Fortovet, vrimlede Passanterne i den lune Juninat. De høje elektriske Standere kastede et skarpt Lys over Tivolis Indgang, hvor Folk strømmede til Carl Nielsens Koncert, og vor yndige Sommerhave laa med Tusinder af brogede Blus, flest foran Nimbs Basarbygning, der lyste som flere Nætter af Tusind og én Nat.

Her begyndte allerede ved 10-Tiden i Aftes det musikelskende Kjøbenhavn at samles. Der var fuldt paa Terrassen; hvert Bord i Restauranten var besat; og op ad de røde Løbere til Festlokalerne strømmede kjoleklædte Herrer og dybt nedringede Damer i Sommerens Farver, en Buket af Ærteblomster med aabnede Flige."

Jeg bærer med Smil – [CNW 212]

Blandt nogle af de først ankommende var den kendte Generalkonsul Claudius, der ejer Nordens største Samling af Musikinstrumenter. Hans Ansigt straalede, som om han havde stemt dem alle i Dagens Anledning. Hans Knaphul straalede ogsaa af mange Ordener. En Række af smukt dekorerede Herrer fulgte efter. Om dem alle gælder, hvad der staar i Carl Nielsens Vise: ”Jeg bærer med Smil min Byrde”.

Det hvide Hav.

Kunde man andet end smile, naar man traadte ind i Nimbs store, festligt oplyste Sal, der med sine hvidt lakerede Vægge, sit hvælvede Tøndeloft med alle Lamperne, den forgyldte Musiktribune og de høje, gyldent indrammede Spejle har taget Navn efter Tronsalen i Stockholms Slot: Hvita Havet!

Over Nimbs hvide Hav, Bord ved Bord af hvide Duge, i alt dækket til 322 Gæster, svømmede i Aftes i Kählersk Keramik røde og hvide Margueriter, den danske Markblomst, og mellem Vaserne laa grønt Bøgeløv fra de fynske Skove, for – som Inspektøren sagde – Carl Nielsen straks kunde have noget af sit eget at gribe efter. Foran Hædersgæstens Plads var mellem de berømte dansk-vestindiske Bronzekandelabre rejst en Kæmpelyre af Violer. I Baggrunden af Salen viftede grønne Palmer. 32 Tjenere og 161 Flasker Leoville, Aargang 1912, stod opmarcherede for at modtage Gæsterne.

De strømmer ind nu. Generalkonsul Claudius staar ikke længere ene. Han er omgivet af hele sin Samling, der har taget menneskelig Form – Tenorer, Sopraner og Brumbasser mellem hverandre. Det er paa Tide, at vi samler en Buket af

Kendte Navne.

Digteren Sophus Claussen og Frue, Madame Charles Cahier og Mand, Kammersanger Peter Cornelius, Kontorchef Cordt Trap, Departementschef Weis og Frue, Komponisten Anders Rachlew og Frue, fhv. Indenrigsminister, Folketingsmand Ove Rode og Frue, Frk. Johanne Stockmarr, Forfatteren Helge Rode, Højesteretssagfører Shaw og Frue, Maleren Axel Salto og Fru Kamma Salto, Arkitekt Thorkild Henningsen og Frue, Vekselerer Erik Heiberg og Fru Ella Heiberg, Apoteker Aage Gottschalck, Komponisten Rudolph Simonsen og Frue, Kontorchef Trier og Frue, Professor Daniel Jacobson, Danserinden Fru Lillebil Ibsen.

Docent, Dr. Abrahamsen, Komponisten Jørgen Bentzon og Frue, Kammersangerinde Frk. Ellen Beck, Violinistinden Frk. Gunna Breuning-Storm, Frk. Ella Faber, Fru Etatsraad Bentzon, Fru Dr. Blegvad, Digteren Aage Berntsen, Fru Ritmester Lembcke, Kapelmester Carl I. Meinung, Skuespiller Adam Poulsen, Direktør Arne-Petersen og Frue, Violinistinden Frk. Frederikke Philip, Fabrikant Herman N. Petersen, Vilh. Poulsen, Professor Viggo Bentzon og Frue, Sangerinden Frk. Otta Brønnum, Sangeren Anders Brems og Frue, Kapelmusikus Vilh. Bartholdy og Frue, Generalkonsul Claudius, Bibliotekar Julius Clausen og Frue, Frk. Elisabeth Dons, Frk. Dr. Johanne Feilberg, Professorinde Karen Fridericia, Kammersangerinde Frk. Tenna Frederiksen, Holger og Fru Lili Drucker, Direktør Benny Dessau og Frue, Fru Birgit Engell, Fru Fürstenberg, Göteborg, Einar og Viggo Forchhammer, Direktør Gamborg, Fru Nina Grieg.

Departementschef Glahn, Komponisten Peder Gram, Dr. Peter Hertz og Frue, Malerinden Frk. Marie Henriques, Professor Hannover, Overlæge Hartmann og Frue, Fru Dr. Maja Mannheimer, Göteborg, Sophus Michaëlis og Frue, Redaktør Henry Hellssen, Professor Angul Hammerich, Øjenlæge Hertz, Peder Møller og Frue, Fru Hertha Thode, Komponisten Alfred Tofft, Komponisten Roger Henrichsen, Kapelmester Georg Høeberg og Frue, Kapelmester Hye-Knudsen og Frue, Lektor Ove Jørgensen (vor kendte Balletekspert), Komponisten Olfert Jespersen, Hr. Axel Kalckar og Frue, Fru Suchen Kjerulf, Pianistinden Frk. Else Krieger, Dr. Torben Krogh, Arkitekt Kaare Klint og Frue, Direktør Victor Lemchow og Frue.

Hofjægermesterinde Marie Møller, Bankdirektør Mannheimer og Frue, Operasanger Carl Madsen og Frue, Komponisten Ludolf Nielsen, Hædersgæstens Broder, Fotograf Albert Nielsen fra Chicago, Kapelmusikus Kristian Sandby og Frue.

Hædersgæstens Ankomst.

Politikens Medarbejder, Hr. Axel Kjerulf, har bedt alle indtage deres Pladser i Festsalen, medens man venter paa Fødselsdagsbarnet. Imidlertid afventer nogle af Æresdamerne Hædersgæsten paa selve den gyldne Trappe. Her staar Fru Nina Grieg med sit sølvhvide Haar, Kammersangerinde Frk. Tenna Frederiksen, dronningeagtig i sin hvide Kniplingedragt, Fru Lissen Wilhelm-Hansen, blegrød som en Junirose, Fru Inger Wilhelm-Hansen, i søgrønt med Perlebroderier, Fru Schnedler-Petersen, Frk. Johanne Stockmarr, og mellem alle disse Damer Departementschef Glahns kulsorte profil. Nu lyder Raabet: – Carl Nielsen er paa Trapperne!

Og virkelig: Dér ser vi Billedhuggerinden Fru Marie Carl-Nielsen skride forud med en mægtig Buket gule Roser. Efter hende følger Carl Nielsen, lille og beskeden med sit indtagende Smil, lidt træt efter Koncertsalens tyrkiske Temperatur, men med det kendte Glimt i sine blaa Øjne og det funklende ny Kommandørskors om Halsen. Han standser et Øjeblik, og en Magniums-Bombe springer…

Fru Axel Kjerulf iler frem og giver Carl Nielsen en Buket Bøgeløv i Hænderne, og der gaar Ilbud til det hvide Hav, hvor Musiken, idet Hædersgæsten og hans Frue træder ind, spiller et Brudstykke af Mascarade [CNW 2], medens alle Gæsterne har rejst sig og klapper i Takt med Musiken.

”Politiken” byder velkommen.

Saa sidder vi alle paa vore Pladser, og fra nu af, og indtil Fakkeltoget kommer, er vi egentlig smaa private Hjørner, hver sin Familie. Lige over for mig har jeg Frk. Johan-Svendsen med den yndige Nakke og fine Hovedbøjning. Jeg kunde skrive et Digt til hendes Ære, dersom jeg ikke var Referent!

Men Pligten byder mig at referere, at vor Medarbejder Hr. Axel Kjerulf ønsker alle velkommen paa Politikens Vegne, og at Hr. Schnedler-Petersen overtager Dirigenthvervet. Dermed er Freden forbi, og Musikforeningens Repræsentant, Lektor Wøldike, rejser sig for at holde

Festtalen.

Egentlig minder Hr. Wøldikes Tale om Peter Nansens berømte Hyldest til Henrik Ibsen. Den er holdt i den samme spøgefulde, ganske uofficielle Form. Lader vi imidlertid Vittighederne ligge, er Hovedindholdet omtrent følgende:

En Fest skal styrke Hjertets Hukommelse. En Fest er efter de Gamles Definition et Centrum og en Periferi. Der tvistes hos de Gamle om, hvorvidt den er et Congregat eller en Totalitet. En Totalitet er vi i Kraft af vor fælles Kærlighed til Carl Nielsen. Der gaar i Dag en Elskovsbølge imod dig fra Skagen til Gedser, og den passerer selvfølgelig hen over Fyn, hvorfra alle vore berømte Mænd stammer. (Hr. Wøldike nævner en Række, men glemmer, ubevidst eller med Vilje, den berømteste af dem alle).

Taleren kommer nu ind paa en nærmere Omtale af Carl Nielsens Musik: Der sidder en Kone og vugger sit Barn og nynner Jens Vejmand  [CNW 137]; Spejderne drager ud med nøgne Knæ og synger Du danske Mand [CNW 288]. Musikforeningen sender dig sin hjerteligste Hilsen. Her sidder de gamle og mindes Gade, Hartmann og Neruda, – men Gudskelov for Carl Nielsen! Vi har alle en lille Krog i vort Hjerte, hvor vi dyrker Carl Nielsen. Tak for den uforfalskede, gyldne Vin, som du skænkede os, og som ikke forvirrer vor Hjerne, men varmer og styrker os.

Fru Nina Grieg lavrbærkranser Carl Nielsen.

Nu fulgte et gribende Øjeblik. ”Den smukkeste og sødeste blandt vore Damer”, meddelte Schnedler-Petersen – og lille og fin, med sit skære Smil traadte Fru Nina Grieg frem og lagde Laurbærkransen om Carl Nielsens Isse.

Anført af Anders Brems sang Festdeltagerne Jeppe Aakjærs Digt, som vore Læsere allerede kender:

”Mit Land er tonende Sange

af Lærke, Mejse og Bi.”

Derefter fulgte Ungdommens Tale til Mesteren, stærkt og begejstret holdt af den unge Komponist Poul Schierbeck.

Poul Schierbecks Tale.

”Gud være lovet,” begyndte Taleren, ”at vi herhjemme i det lille Danmark har en Karl som Carl Nielsen! Rygtet om alt det store, der findes ude i Verden, har slet ikke løjet. Der sker store Ting derude, og Tinder rager op af Disen, hvori endnu meget ligger skjult, Tinder, hvis skarpe Konturer allerede nu er synlige for enhver. Men ingen af disse Tinder er højere og klarere i Omridsene end det Fjeld, som løfter det klassiske Tempel op over Skyerne mod den evige blaa Himmel.

Er der Mænd maaske med hidsigere Sanseliv og sensiblere Nerver end du… ingen ejer den primitive Naturkrafts Vælde, ingen den Nerve som du.

Og hører man Toner kan hænde, som klinger sødere og mere indsmigrende end dine… ingen ejer den Sødme, den barnlige Renheds betagende Ynde, som dine. Man kan næsten vende op og ned paa det kendte Fyndord og sige:

af Viljer er der nok, men færre Kræfter…

af Hjerner er der nok, men sjældent Hjerter…

af Sanser er der nok, men mindre Sandhed og Sundhed.

Derfor er det ikke Kræfterne, Hjerterne, Sandheden og Sundheden, der er Grundelementerne i den store Gæringsproces derude, men snarere Viljerne, Hjernerne og Sanserne, og den, der fødtes i dette Bjergenes Barsel er – ja sandelig ikke den lille Mus, men heller ikke altid den store Musik, derimod oftest den musikalske Sensation.

Som Sensationskomponist overbeviser du ikke, Carl Nielsen. Dine dristigste Hug mod Trommehinden, dine trodsigste Linjer og rebelskeste Rytmer er ikke Spind af en gærende Hjerne eller af hidsede Nerver, men er som Fraade og Braad over en brusende, svulmende Sjæls Tonestrøm, og de Overraskelser, hvormed du forfærdede Samtiden, har altid haft den for Sensationsmusik uheldige Egenskab at være mere Musik end Sensation.

Ingen af os er nogen Messias, men Tu es Petrus, og paa den Klippe vil vi bygge vore Kirker og Kapeller under det stolte, klassisk skønne Tempel, der kroner dens Tinde.

Dette er vor Hilsen til dig i Dag, Mester. Og naar om lidt Faklerne blusser til din Ære, vil vi vidne, at den lutrende Ild, som din luende høje Bavn har tændt i Norden, skal vandre lysende fra Haand til Hænder og aldrig slukkes.

Gud være lovet, at vi her i det lille Danmark har en Karl som Carl Nielsen. Han leve!”

Fakkeltoget kommer.

Næppe havde Poul Schierbeck nævnt Faklerne, før man gennem de aabentstaaende Altandøre ud til Tivoli hørte Hornmusik, Forvarsler om det syngende Fakkeltog, og snart kastede Faklerne deres Skin over Havens grønne Plæner. Gæsterne, som endnu sad midt i Souper’en, sprang op fra Bordene. Mange fulgte Carl Nielsen ned til Talerstolen paa den aabne Terrasse, andre trængtes foran Altandøre og Vinduer i Selskabslokalerne. Set heroppe fra første Sal tog Fakkeltoget sig imponerende ud, saaledes som det under Sang marcherede ind og snart dannede en Rundkres om den grønne Plæne foran Basarbygningen. I det Tvelys, der opstod af Begfaklernes Skær, blandet med de elektriske Glødelampers Illumination, foran Plænen, der laa som en grøn Ø i Ildhavet, traadte Carl Nielsen frem for at modtage Ungdommens Hyldest.

A.W. [Andreas Winding]

Det syngende Fakkeltog.

Mørket var tæt paa Ridebanen. Saa tæt, som det kan blive en Sommernat i de lyse Nætters Tid. Over Slottets sorte Taarn stod Himlen, grønligt blaa, lys, saa kun de stærkeste Stjerner kunde ses. En yndig og stille Nat, mild som en fynsk Vise.

Men i Mørket puslede Skikkelser frem. De kom fra alle Kroge af de skumle Kolonnader, hemmelighedsfuldt og dæmpet af det bløde Grus, som til en Sammensværgelse. Blandt Skikkelserne Politiheste, blanke Knapper, som skinnede svagt i Stjerneskæret, Messinghorn, hvide Kjoler og hvide Strømpeben.

Dette var det syngende Fakkeltogs Sammensværgelse.

Pludselig tændtes et Lys. Ild flammede op fra et Baal af Benzin. Ansigter traadte ud af Mørket og bøjedes over Ilden. Flere Lys, mere Ild. Fakler blev stukket frem og tændt. Skæret flakkede over de hundredaarige Pavilloner paa Marmorbroen.

Ritmester Lembcke havde kastet en Covercoat over sit Kjolesæt og ordnede med mild Myndighed hele Branden. Rundt om ham kresede unge Spejdere, ledet af den haandfaste Divisionschef Palm Greisen. Hver Mand sin Fakkel, hver Mand sin Ild og sin Plads og sit Sanghæfte!

Efterhaanden som Ilden flammede op over Skarerne fandt vi de mange navnløse Ansigter. Ungdom, megen Ungdom, fra Kunstens og navnlig fra Musikens Verden. Mange unge Kvinder, saa søde og glade, som vi aldrig før har set dem i et Hyldningstog. Kendte vi ikke Carl Nielsens Magt før, saa fandt vi den i alle disse unge Øjnes Blaanen under Fakkelskæret. Men der var mere end Ungdommen. Der var ogsaa de modne Mænd, de graa Haars Hæder og Skikkelser, adlet af Arbejde og bitre Erfaringer. 350 Fakler, tre Hundrede og halvtreds Sjæle, som mødes en mørk Nat for at tænde Ild og lyse op for et eneste Menneske.

Men nu rask – rask! Ilden flammer, Hestene stamper. Uden for staar Byen som et Væsen med tusinde Hoveder og venter paa os, og i Tivoli brænder alle Blus! Af Sted! Faklen op imod Stjernerne og Hornenes Klang som Raab under Sommerhimlen.

Forrest Musiken – tredive Horn, ledet af Kapelmester Reesen og indfattet af Spejdere med Fakler. Lige efter Musiken Poul Wiedemann, som sang for af fuldt Bryst: Du danske Mand af al din Magt! [CNW 288] Hans Tone blev fanget af Studentersangerne, som kom tæt efter Musiken og lededes af Roger Henrichsen. Men hele Toget: broget, blandet af mange, mange Mennesker fra alle Aldre og alle Egne af Kunstens Verden… men syngende, syngende det samme: Du danske Mand –.

Sangen tonede over de mørke Kanaler, hvis Vande glitrede i Faklernes Ildskær, den tonede gennem Gaden med de høje Huse, hvor Menneske stod ved Menneske og lyttede i saa tætte Flokke, at Husene skjultes af Hoveder. Hele Gaden stod i Flammer. Da vi naaede Vestervoldgade og Holger Drachmanns Sang var til Ende, rungede Trommerne nogle korte Minuter, før Musiken slyngede en ny Melodi af Carl Nielsen ud over Byen. Den var skrevet til Jeppe Aakjærs Sang: Jeg bærer med Smil min Byrde [CNW 212]. Alle Sporvogne gik i Staa, alle Biler standsede. Der ramlede et Par Lygter i Udgravningerne mellem Sporvognsskinnerne, der lød et Par svage Raab. Men støt og fredelig gik Toget sin Vej gennem Trængsel og Spærringer. Intet kunde standse det syngende Fakkeltog.

Hvor kan I dog gruble og græde

saa længe Guds Himmel er blaa!

Mit Hjerte skælver af Glæde,

blot Duggen dynker et Straa! [CNW 212]

Saaledes jubledes de sidste Strofer af Jeppe Aakjærs Digt ind over Raadhuspladsen, og Toget standsede for at samle op.

Imens blev Jens Vejmand [CNW 137] sunget. Der var mange som sang med uden for Toget. Men videre – vi skal til Tivoli.

Stille, roligt, vuggede Ildens og Sangernes Tog gennem Gitterporten og op ad den afspærrede Midtergang imod Nimbs Terrasse. Faklernes gyldne Lys mødtes af Tivolis brogede Lamper og Basar-bygningens straalende Façade. Der vinkes til os fra Vinduerne, Tivolis Gæster staar stille og stirrer roligt andagtsfulde paa det syngende Tog af Ild og Mennesker. Et sjældent, et usædvanligt Syn!

Kres foran Terrassen, Blomsterbedene indfattet i et Baal, som hvisler i den stille Nat.

Carl Nielsen hyldes.

Et Øjeblik efter staar Carl Nielsen paa Talerstolen midt paa Trappen, omgivet af Gæsterne fra Festen. Tæt ved ham Nina Grieg med sit skønne Smil og sit Sølvhaar – hans Datter, Fru Telmanyi, hans Hustru, Fru Anne Marie.

Jubel, Haandklap for Hædersgæsten.

Da der blev stille, stod Poul Wiedemann op paa Trappens Trin, slog ud med Haanden og talte. Hans kraftige Ord rungede ud over Haven.

Poul Wiedemanns Fakkeltale:

Mester!

I den lune lyse Sommernat, kommer vi til dig med Fakler, Symbolet paa Ilden for at hylde dig, du dansk Musiks Største.

Vi kommer her som Tolkere for den varme og taknemlige Følelse, der i Dag strømmer dig i Møde fra hele det danske Folk.

Tak fordi dit Tonesprog altid var saa ægte dansk! Naar vi lyttede til din Musik, det være sig det største Tonedigt eller den simple lille Sang, fandt vi alt hvad vi elsker. Den danske Natur, med sine bløde yndefulde Linjer; det danske Sprog, som har saa mild en Klang; den højbaarne Jomfru, den ædle Kongebrud, blev yngre og dejligere for os, naar du svøbte dine Toners skønne Skrud omkring hende. Og saa dit smittende Lune, som skabte Glæde og Sol om os, ”i dette Land hvor Solskin er saa kummerligt beskaaret” [CNW 2]. Du bragte med dine Toner til Fader Holberg atter en befriende Latter over Landet, du lærte os, naar vi var mismodige, at synge ”Op min Sjæl, vær frisk til Mode”. Du kom som David og lærte os ”Fuglenes Tale og alle Blomsternes med, du bragte os Dagens Glæde og Nattens Dug over Græs og Straa, du bragte os Himlens Klæde med alle dens Stjerner paa” [CNW 1]. Og saa Mester! skal endnu en Tak lyde til dig, en Tak fordi du, som en lysende Fakkel, viste os Unge ny Veje ind i Musikens underfulde Verden. Du vandrede ikke ad Overleveringens og Traditionens slagne Landevej, men banede dig, som en Mand, djærvt og kækt, ny Stier ind i den rene Musiks Rige: det Allerhelligste, og vi fulgte dig alle med begejstret Undren derind, hvor du viste os den evige Musiks uudslukkelige Ild.

Mester, vi hilser dig som denne Ilds Bevogter og haaber at du endnu i mange Aar vil lade den lyse for os, som disse Fakler i Aften, til Tak, skal lyse for dig.

Talen hilstes med tre jublende Hurra.

Carl Nielsen takker.

I Stilheden efter Raabene høres Faklernes sagte Hvislen som Bud fra Ilden, et sydende Baal.

Carl Nielsen løftede Hovedet, forlegent smilende.

– Jeg takker Dem, sagde han, takker Dem for Deres Fakler, som bringer Varme og Lys. Jeg ser heri et Bevis for, at De mener, jeg har noget af dette i mig. Jeg véd det ikke selv. Men jeg siger Dem, at der i dette Land er mange, mange Kræfter, som ikke faar Lov at komme frem. I har alle sammen nogle af disse Evner i Jer. Og nu vil jeg sige Jer, at jeg aldrig i mit Liv har komponeret noget saa smukt som det, jeg saá her i Aften. Skulde jeg nogen Sinde kunne sige i Toner, hvad dette er, saa hør paa mig! Mine kære Venner! Vi er alle af samme Stof, vi har alle sammen Livets Evner i os! Blot vi vil bruge disse Evner! Jeg selv er kun saa lidt, og det er tilfældigt, at jeg blev, hvad jeg blev. Men raab med mig et Leve for Tonekunsten, et Leve for alt, hvad der lyser i Danmark!

Hurraraabene brusede op imod Kunstneren med de hvide Haar. Unge Øjne lo til ham, og bag ved Faklerne stod Tivolis tætte Mure af Publikum. De hørte alt, hvad der blev sagt. Hyldestraabene bølgede fra Plæne til Plæne.

Efter dette blev Sophus Michaëlis’ Fakkelsang, som sluttede det lille Hæfte, sunget. Faklerne var snart brændt ned, men endnu var der en Tale tilbage.

Vilhelm Andersen om Fynboer, Jyder og Sjællændere.

Professor Vilh. Andersen traadte op paa Carl Nielsens Plads.

– Kære Carl Nielsen, sagde han, der er noget, jeg vil sige dig her inde, hvor de mange kan høre mig. Der er det gode ved denne Fest, at den har saa god en Grund. Vi har god Grund til at mindes, hvad vi har. Vi mistede Kai Nielsen, men vi har endnu Carl Nielsen. I er begge Fynboer, men jeg skal ikke sammenligne Jer.

Al god Kultur vokser op af sin egen Jordbund. Og dansk Kultur er et Sammenspil af fynsk, jysk og sjællandsk Kultur. Jyderne har det tunge Minne, Fynboerne det lette Nemme, Sjællænderne noget af begge Dele, men tillige noget negativt. Sjællænderne siger: Det har jeg ikke Nenne til. Der er noget, han ikke har Nenne til. Han har ikke Nenne til et Geni. Men det har Fynboen baade Nenne og Nemme til. Han kan lære al Ting. Han kan baade spille Violin og lave den selv. Det har du vist os med din Bog, som kom for faa Dage siden.

Vilh. Andersen fortsatte med en Sammenligning mellem H.C. Andersen, Rasmus Rask og Carl Nielsen og sluttede med at sige, at Carl Nielsen havde naaet det største af alt. Han havde skabt det simple.

– Nu venter vi af dig, den modne Mand, sagde han, at du giver os Udtryk for de uendelige Glæder og de uendelige Smerter. Et Leve for Carl Nielsens Modenhed og hans Fremtid!

Endnu en Gang Haven fyldt med Hurra. Faklerne slukkes, Raketternes Ild stiger mod Himlen.

Vidi.

Punchesoldet

Efter Fakkeltoget gik Gæsterne ind til Isen, som endnu ikke var smeltet. En Sang af Marinus Børup gjorde umaadelig Lykke. Højskoleforstander Poulsen, Ryslinge, holdt en udmærket Tale, hvori han paa den danske Højskoles Vegne takkede Carl Nielsen for hans Sange, fordi han havde samlet dem og fordi han havde skænket hele Danmark en Sangskat. Da Bordet var hævet, trak man sig tilbage til Selskabslokalerne. Carl Nielsen gik rundt og kyssede alle Damerne paa Kinden, og de Damer, der ikke blev kysset af Carl Nielsen, kyssede ham.

Derefter begyndte Symposiet, der aabnedes med Hanedansen [CNW 2] af Carl Nielsen, danset af Ballettens fem Unge, Tony Madsen, Bente Hørup, Laura Møller og Gertrud Jensen, samt Svend Aage Larsen. Dansen gjorde uhyre Lykke, og man forlangte den da capo.

Men Programmet er langt, man maa fortsætte. Professor Vilhelm Andersen rejste sig og sagde, at han egentlig ikke havde faaet sagt under Fakkeltoget, hvad han ønskede at sige. Det, som burde have været den sidste Tale under Festen, maatte nu blive den første under Symposiet. Han rettede derefter sin Skaal til Fru Anne Marie Carl-Nielsen. Naar Carl Nielsens Musik var saa plastisk, skyldtes det, at han var gift med denne fremragende Billedhuggerinde. Herefter sang Forsamlingen Sophus Claussens morsomme Skæmtevise:

Hønsefødder, Gulerødder,

det elsker vi af Vane.

Sælger du din Strengeleg

for Halsen af en Svane?

Gode, gæve Spillemænd,

de er slet ikke mange,

onde Mænd er ogsaa til,

men de har ingen Sange.Sophus Claussen: Skæmtevise til Carl Nielsen, Lolland-Falsters Folketidende, 11.6.1925; genoptrykt i Titania holdt Bryllup. Digte, Kbh. 1927.

 

Paa dette Tidspunkt var Symposiet nær sin Opløsning og ved at gaa over i Dans."

Politiken, torsdag den 11.6.1925:

"Symposiet for Carl Nielsen.

Det blev lys Morgen, inden de ca. 500 Deltagere i Symposiet for Carl Nielsen forlod den Nimbske Festsal. Talere vekslede med Sang, Dans med Digt, og til sidst dansede hele Salen Sommermorgenen ind.

Den kendte Mæcen fra Göteborg, Bankdirektør Mannheimer, bragte den danske Komponist en Hilsen fra Sverige. Ove Rode sprang frem midt paa Gulvet og gav en begejstret Karakteristik af Carl Nielsen som Tonedigter. Professor Viggo Bentzon hyldede ham paa Lægmændenes Vegne, Dr. Torben Krogh paa Tonekunstnerforeningens Vegne, og Olfert Jespersen paa egne, dybtfølte Ord fra en gammel Ven. Da Carl Nielsen omfavnede ham og kyssede ham paa Kinden, havde Olfert Taarer i Øjnene. Der var ogsaa en bevæget og munter Vise af Musiker Olfert J.

Dr.med. Lauritz Melchior udbragte et Leve for Politiken og Komitéen, som havde arrangeret den smukke Fest, og idet Dagen brød frem og Solen sendte sine første Straaler ind over Salen, sprang en ung Musiker op paa en Stol og bragte Mesteren en Hyldest fra Ungdommen, – Nattens sidste Taler, sagde han.

Musikfestens Højdepunkt kom efter Sophus Claussens pragtfulde Skæmtevise, som vi maa citere endnu et Vers af:

”Musikanten til Lergulvs-Stampen

ta’r Musen i Kardusen,

Landsbykarlen med Træsko-Klampen

slaar Takt til Glædesrusen.

Ak, du gladeste Mascarade

for Kone som for Pige,

nu er du i Musikanten

det Uudslukkelige.”

Da Studentersangerne nu stod frem midt i Salen og foredrog Carl Nielsens Du danske Mand, steg Stemningen, baaret af Musiken og Festens Poesi, og i den store Sal føles det som ”Musik i Atelier’et”. Da Bifaldet var stilnet af, slog Carl Nielsen paa sit Glas, og dybt grebet fortalte han, medens Barndomsminderne strømmede ind paa ham, om den Tid, han gik hjemme i Nørre Lyndelse paa Fyn som lille Vogterdreng. Jævnt og rørende fortalte han om sin Barndom. Det var ikke nogen Tale; det var et Hjerte, der strømmede over, fyldt af Tak til Livet, en ny Udgave af Mit Livs Eventyr.

Digteren Sophus Michaëlis talte for den fynske Svane og mindedes, da han og Carl Nielsen mødtes som to fattige Drenge i Odense. Der var over hele dette sidste Afsnit af Festen en fri og hjertelig, bevæget og munter Tone, hvor Deltagerne efterhaanden alle følte sig som tilhørende samme store danske Familie.

Nu spiller Warneys Orkester op til Dans, og Ungdommen fik endelig sin særlige Del af Festen. Der dansedes endnu, da den gyldne Morgen brød frem. Fuglesangen fra Tivoli lød ind gennem de aabne Altandøre og blandede sine rene Triller med Orkestrets Sax-ophoner. Det var svært at holde op. Enkelte dansede endnu paa Vejen hjem. Vort sidste Minde er en ung Mand, der jazzede gennem Strøget paa Taget af Fru Lillebil Ibsens Vogn.

A.W. [Andreas Winding]"

Levende Musik

Op til fødselsdagen udkom på Martins Forlag artikelsamlingen Levende Musik. Det var lidt af en præstation eftersom forlagskorrekturen ankom så sent som 1.6. [8:288]. Første oplag var hurtigt væk, og et nyt oplag også hurtigt ude. De første dage bringer aviserne smånotitser og citater fra bogen. Den 5.8. anmelder Ejnar Forchhammer bogen i avisen København, og anker, skønt grundlæggende positiv, over Carl Nielsens afvisning af Mozarts kirkemusik; det samme gør Thomas Laub i et privat brev [8:380].

Forchhammer rammer også straks et andet senere hørt kritikpunkt: at Nielsen i kapitlet Musikalske Problemer, jf. Samtid nr. 71, s. 264-265. skelner mellem gode og dårlige intervaller, mens Forchhammer nok anerkender at ”der er en Enkelhed og Storhed i de aller simpleste Toneforhold, som man vel maa vogte sig for at afstumpes imod”, men også hævder at der ikke kan opstilles regler: ”Forandrer Intervallerne ikke deres Karakter, eftersom de opfattes som tilhørende en eller anden Toneart? Eller eftersom de staar i den ene eller den anden Sammenhæng?” (Ejnar Forchhammer: Carl Nielsen. Levende Musik; kronik i København 5.8.1925). Det svar som Carl Nielsen sender Ejnar Forchhammer [8:409] må i det pågældende spørgsmål nærmest betegnes som en indrømmelse af kritikkens berettigelse!

Julius Rabes anmeldelse er indforstået og klargørende, som altid når Rabe nærmer sig Nielsen. Intervalspørgsmålet hænger sammen med opfattelsen af, hvor musikken begynder: ”Icke den blotta tonen, klangen, är för Carl Nielsen begynnelsen till musiken utan det fasta, klara tonsteget, de enskilda tonernas naturbetingade förhållande till varandra.” Göteborgs Handels- och Sjöfart-Tidning 22.6.1925.

Til Levende Musiks udbredelse bidrog også, at et af kapitlerne i bogen allerede den 1.7. udkom i det svenske musikerforbunds blad Musikern under forfatternavnet Gunnar Norlén! Titlen var ændret til Några tankar om program-musik, men var ellers i realiteten med nogle små ændringer og forkortelser en oversættelse til svensk af kapitlet Ord, Musik og Programmusik.

Carl Nielsen var nogle måneder forinden blevet udnævnt til æresmedlem af Svenska musikerförbundet og opdagede selv bedrageriet i bladet. Også Rabe opdagede det og afslørede plagiatet overordentlig raffineret i sin avis, idet han først efter at have refereret artiklens originale tanker og skildret dens karakteristiske stil afslørede dens virkelige forfatter [8:387]. (Göteborgs Handels- och Sjöfarts-Tidning 4.7.1925).

Gunnar Norlén havde offentliggjort plagiatet allerede i 1909, efter at Carl Nielsens artikel først var udkommet i Tilskueren på dansk, uden at forbrydelsen dengang var blevet afsløret, og lidt tragikomisk gentog han den altså nu i anledning af Carl Nielsens fødselsdag, formentlig uden at ane at udgivelsen af Levende Musik ville forøge risikoen for afsløring ganske betragteligt! Norlén er retfærdigvis forblevet et lille navn i svensk musiklitteratur.

Et andet bizart bidrag til debatten om Levende Musik kom fra Louis Glass, der dog ikke kan beskyldes for at skrive af, skønt han til to kronikker genbrugte Carl Nielsens titel på et af bogens kapitler: Musikalske Problemer [8:439].

Efter fødselsdagen

Det var ikke kun på dagen komponisten blev fejret, fødselsdagskoncerterne fortsatte året ud, dvs. de begyndte nærmest for alvor i november, og man kan få den mistanke at det var Politikens store fest på dagen, der satte gang i musiklivet med lidt forsinkelse; vi taler jo om en tid, hvor koncerter endnu kunne ændres og flyttes med kortere varsel end i dagens klassiske musikliv.

Først kom dog den 25.6. premieren på Harald Bergstedts folkevisedrama Ebbe Skammelsen på Friluftsteatret i Dyrehaven; den var blevet forsinket af dårligt vejr, og måske også af at der i sidste øjeblik op til komponistens fødselsdag måtte komponeres mere musik end den han havde komponeret og afleveret til tiden den 1.6. Allerede den 25.5. bragte Berlingske Tidende udtalelser af komponisten som forskræp til en premiere som altså først fandt sted en måned senere! (Jf. Samtid nr. 92).

Efter at have været rundt på Fyn med broderen Albert, som var kommet hjem fra USA til den runde fødselsdag, opholdt Carl Nielsen sig sammen med skiftende familiemedlemmer (og sin vogn) hovedsageligt på Damgaard resten af sommeren. Den 5.9.1925, på Hans Børges 30 års fødselsdag kører han til København. Hans Børge er med til Nyborg, selv om han har fødselsdagsgæster ventende derhjemme på Bavnhøjgaard hos Christiane. Hans Børge fortæller selv om turen i et brev til Irmelin, også om hvordan han ”kørte Fars Vogn 20 km og det gik temmelig godt, men det vanskeligste er jo Bremseaparaterne.” [8:430]

Den 3.10. rejser Carl Nielsen til Stockholm for sammen med Johan Halvorsen fra Norge og Robert Kajanus fra Finland at være dommer i en komponistkonkurrence, som var udskrevet i anledning af det nybyggede, men endnu ikke indviede, Stockholms Konserthus. De tre bor fyrsteligt på Grand Hotel Royal og studerer de indleverede musikmanuskripter, indtil de den 13.10. i en skrivelse, som Carl Nielsen formulerer [8:453], kan meddele Styrelsen resultatet af deres bedømmelse. Allerede den 6.10. har han dog meddelt Anne Marie med påbud om tavshed, at ”der synes ikke at være meget Talent her i Sverrig og det er saa kedeligt at se.”  [8:447] Hver dag læser han danske aviser; det er i disse dage Anne Maries konflikter med monumentkomiteen kulminerer og bryder ud i fuld offentlighed. Carl giver råd pr. brev, og han giver sit besyv med i et brev til monumentkomiteens formand, nationalbankdirektør Hans Rosenkrantz [8:452] (se i øvrigt efterfølgende afsnit Om Rytterstatuen i dette bind).

Den ny symfoni, den 6. [CNW 30], hvis finale endnu ikke er færdig, pusler han også med indimellem. Tredjesatsen, den korte, stædige, vedholdende, smukke strygersats med den usædvanlige betegnelse: Proposta seria, alvorligt forslag, havde han meldt færdig i et brev til Emil Telmányi den 18.4.1925 [8:267]. 14 dage før var han blevet prajet på vej over Rådhuspladsen af en journalist fra Politiken og havde på spørgsmålet om, hvad han arbejdede på for tiden, svaret:

”– Paa en ny Symfoni, den sjette. Den er i fire Dele, og jeg arbejder paa tredje, saa jeg håber at faa den færdig i Løbet af en Maaneds Tid.

– Ren Musik?

– Ja, den saakaldte absolute Musik. Finalen bliver et Variationsværk, et kosmisk kaos, hvis Atomer over temaet fra det dunkle til det lyse klarer op og samles til en Klode.” Politiken 3.4.1925. Samtid nr. 91.

Slående ord at læse, når man tænker på at vennen Sophus Claussens digt Atomernes Oprør blev trykt første gang i Politiken tre dage senere: ”Alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed”!

”Naa, lille, søde Irme,” skriver Carl fra Stockholm, ”jeg vilde jo skrive for at glæde Dig og saa sidder jeg her og er sur paa Moders Vegne. Men Du tager det ikke for højtideligt, vel? Og om lidt har jeg selv glemt det, saa er jeg ved et overfladisk Hop ovre i noget andet, maaske inde og pille ved Flygelet angaaende en ny Variation.” [8:452]

Det hastede med at få symfonien [CNW 30] færdig her i oktober, den var programsat til den festkoncert, som Det Kongelige Kapel ville afholde for Carl Nielsen den 27.11., men som ganske vist endte med at blive udsat til den 11.12., og dermed kom denne mærkeligt moderne, smerteligt humoristiske symfoni til at markere afslutningen på festlighederne.

Uropførelsen af symfoniens førstesats blev også begyndelsen på november måneds mange festkoncerter. Næppe hjemkommen fra dommerhvervet i Stockholm, rejste han derop igen for at dirigere hovkapellet ved Kungl. Musikaliska Akademiens Högtidsdag den 1.11.1925. Efter den ny symfonis førstesats fulgte forspillet til 2. akt af Saul og David [CNW 1]. Efter årsberetningen dirigerede Hugo Alfvén endnu en afdeling musik [8:448].

Det var ikke kun Carl Nielsen der fyldte rundt det år; P.E. Lange-Müller fyldte 75 den 1.12., og Musikforeningskoncerten den 10.11. var en festkoncert for begge fødselarer. Carl Nielsen dirigerede, først sin egen 3. symfoni, Sinfonia espansiva [CNW 27], dernæst tre værker af Lange-Müller: Forspillet til Holger Drachmanns melodrama Renaissance, Romance for violin og orkester med Thorvald Nielsen som solist og uddrag af Kantate ved den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstillings Aabningsfest den 18. Maj 1888, for kor og orkester.

”Og da Carl Nielsen til sidst udbragte et Leve for ”Vore Komponisters Nestor”, den snart 75-aarige, bruste Hurraraab og Bifald op til Lange-Müller, der modtog denne Hyldest fra sin Plads i Logen.” Politiken, 12.11.1925 [8:437].

Allerede to dage efter var Carl Nielsen på igen, både som komponist, dirigent og fødselar. Nu var det Dansk Koncertforening der fejrede ham ved at lade ham selv dirigere den samlede musik til Oehlenschlägers Aladdin, som Det Kongelige Teater havde bestilt til Johannes Poulsens mastodontopsætning i 1919, og derefter forvaltet så slet, at Carl Nielsen endte med at fralægge sig ansvaret [8:464] [8:474].

”Opførelsen i sin Helhed under Komponistens ildnende Anførsel formede sig som en festlig Hyldest til Carl Nielsen. Til allersidst Lavrbærkrans og Touche fra Orkestret, og et Leve, udbragt af [formanden for Dansk Koncertforenings repræsentantskab] Generalkonsul Johan Hansen!” Politiken 13.11.1925.

Samme aften spillede Emil Telmányi og Christian Christiansen kammermusik af Carl Nielsen i Beethoven-Saal i Berlin [8:475].

Efter at Georg Høeberg havde genoptaget Maskarade [CNW 2] på Det Kongelige Teater med et par forestillinger om foråret, fik Carl Nielsen nu selv lov til at dirigere den 17.11., endda med en dags prøve med hele apparatet dagen før. Forestillingen udløste en begejstret anmeldelse af William Behrend i Berlingske Tidende den 18.11., og den igen udløste det mest vidunderligt spottende brev fra Svend Godske-Nielsen til William Behrend. Godske-Nielsen, som var en af Carl Nielsens tidligste elever og ”ildtilbedere” og en mangeårig ven, som komponisten måtte ofre i forbindelse med forsøgene på at nå sin kone igen efter det store brud i 1915, kunne til uheld huske hvad Behrend havde skrevet i Illustreret Tidende efter førsteopførelsen i 1906, at han f.eks. havde sammenlignet Carl Nielsen med den perifere komponist af operaen Barberen i Bagdad, Peter Cornelius, mens han nu sammenlignede ham med – Mozart! Godske-Nielsen sluttede:

”Selv om man er Pessimist, og ikke tror paa ”Fremskridt”, faar man dog undertiden sin manglende Tro gjort til Skamme som nu her i dette Tilfælde, thi Springet fra Cornelius til Mozart er en Præstation, hvis Anseelighed maa vække Beundring ganske bortset fra, at det ikke er gjort med ét Par Ben, en Revisionsopfattelse, der siger Sparto selv til de mange andre, man maa opleve i disse Carl Nielsen-Tider. –

Jeg ved ikke, om den fordums Hr. W.B. endnu er i Live eller om De kender ham. I bekræftende Fald maa De gerne vise ham denne lille Spøg, men bliver han gal i Hovedet, maa han ikke lade sin Vrede gaa ud over min Person, men holde sig til min djævelske Hukommelse, over hvilken jeg ikke er Herre.” [8:477]

Maskaradeforestillingen den 17. var nærmest en generalprøve forud for forestillingen den 25.11. som Carl Nielsen også dirigerede. Den aften gik Maskerade for 50. gang, et uhørt antal opførelser for en dansk opera af en levende komponist. Det var også (omtrent) den 50. opførelse, hvori Jonna Neiiendam sang Magdelone (Jf. Samtid nr. 106). Til gengæld var det første gang Maskarade, eller nogen anden opera, blev transmitteret direkte i radio, dog kun første akt.

Det var også denne aften Dansk Tonekunstner-Forening var nået frem til at fejre Carl Nielsen. Det skete ved en fest på Hotel d’Angleterre efter teatertid. Her holdt Carl Nielsen en takketale over temaet, at det hele var for meget, her var der udenlandske gæster, Carl Nielsens gamle ven den hollandske komponist Julius Röntgen, og hans ny forlægger – så længe det varede – Henri Hinrichsen fra Peters Verlag i Leipzig. En mindre kendt elev af Carl Nielsen, Ludvig Dolleris, sluttede med at holde en tale for ham på vers [8:480].

Også væsentlige dele af Carl Nielsens kammermusik blev præsenteret under festlighederne. Breuning-Bache-Kvartetten, foreningen Ny Musik og Østerbros Kammermusikforening havde slået sig sammen om at give tre koncerter i Universitetets festsal (solemnitetssalen); de fandt sted den 21.11., 28.11. og 3.12. [8:475]. Ved den første spillede Emil Telmányi og Rudolph Simonsen den 1. violinsonate, A-dur [CNW 63]. Fremførelsen gav anledning til Carl Nielsens udelte begejstring:

”Det var den største Glæde for mig at Du og [Rudolph] Simonsen interesserede Jer for min Sonate, som I gjorde og jeg takker Dig af Hjertet, kære Emil. Jeg har lige talt med S. og han var henrykt over alt hvad Du havde lært ham under Prøverne. Det kunde jeg jo ogsaa høre ved Koncerten. –

Ja! vi to forstaar hinanden, min Ven og skulde jeg engang dø, saa vil jeg give Dig min Aand i Dine Hænder og bede Dig alene være den rette Leder og Dommer for mine Arbejder. Naa, vi skal vel ikke [blive] højtidelige, men dog – – jeg mener det alligevel af Hjertens Grund.” [8:479]

I sammenhængen fremstår brevet som en cadeau til en genialt indlevet fortolkning. Telmányi gengiver brevet facsimile i sine erindringer, og taler blot om ”et brev, der har grebet mig dybt.” (Telmányi s. 162 og 164-165) Selvfølgelig har komponist og svigersøn følt sig i åndelig samklang, men at opfatte brevet som om Carl Nielsen her overdrager forvaltningen af sin kunstneriske arv til Emil Telmányi, er en overfortolkning.

I de samme dage optrådte Igor Stravinsky for anden gang i København, denne gang i alle sine roller, komponist, pianist og dirigent. Ved koncerten med medlemmer af Det Kongelige Kapel den 2.12.1925 hørte man Pulcinella-suiten, Ragtime, klaversonaten, Historien om en soldat og til sidst Dansesuite for lille orkester. Bagefter var der selskabelighed i restaurant Nimb, og ved den lejlighed blev der taget et billede med Igor Stravinsky og Carl Nielsen i centrum – skønt Stravinsky ikke benyttede en af de mange lejligheder til at høre musik af Nielsen.

Under overskriften ”Musikkens Ragnarok” skrev Louis Glass:

”...her sad nu vort kgl. Kapel og spillede, paahørt af et Publikum, der skulde gælde for Smagsdommer, og som ødslede med et Bifald, saa kraftigt, som gjaldt det en Stordaad.

Større Skandale har vort Musikliv aldrig oplevet, og større Fiasko for et Eliteorkester og et saakaldt Elite-Publikum kan ikke tænkes.

Men ét er sandt: Stravinsky er et Barn af sin Tid, besat af dens Forrykthed og Tøjlesløshed, og af dens Tomhed og hjælpeløse Forvirring.” Politiken 4.12.1925. Avisen distancerede sig i manchetten fra Glass’ meninger.

Da en journalist nogle dage efter som afslutning på et interview om hans egen ny symfoni spurgte Carl Nielsen, ”hvilket Indtryk Stravinsky gjorde paa ham, lyder svaret med Varme:

– Jeg morede mig pragtfuldt.” Samtid nr. 110.

Der var dog en forskel. Sjette symfoni, Sinfonia semplice, fandt ikke det første halve århundrede samme genklang hos ”Elite-Publikummet” som Stravinsky!

Wilhelm Hansen og Carl Nielsen

Hvad der i dette efterår fra Carl Nielsens side vakte størst furore, var de interview han gav om kunstens og kunstnernes vilkår. Det første kom i Politiken den 9.11. under titlen Kunstens trange Vej -, det andet, med titlen Carl Nielsen om Kunstneres Lod, i Nationaltidende og Dagbladet (her med titlen Kunst og Kontanter) den 15.11., og endelig det tredje og sidste, Den brødløse Bestigning af Parnasset, den 10.1.1926, igen i Politiken. (Samtid nr. 103, 104 og 113)

Journalisten bag det første var Axel Kjerulf, som Carl Nielsen selv havde henvendt sig til. Axel Kjerulf var Politikens hovedmand bag fødselsdagsarrangementet, og han og Carl Nielsen var i den forbindelse kommet tættere på hinanden. Da det mere end 30 år senere blev Axel Kjerulf der fik til opgave at skrive Musikforlaget Wilhelm Hansens historie i forlagets egen jubilæumspublikation, og da Carl Nielsens udtalelser i 1925 udløste det brud mellem komponist og forlag, som havde ulmet længe, og som stadig var et sår man talte om 30 år senere, fik denne historie en markant plads i bogen, i Kjerulfs og forlagets version. Carl Nielsen har ikke efterladt sig nogen beretning, men ladet det blive ved sine udtalelser og sine gerninger.

Der er imidlertid ingen grund til at tro at Axel Kjerulf ikke skulle tale sandt, når han fortæller, at han forsøgte at mildne hans udtalelser, før de kom på tryk, men at Carl Nielsen, da han fik manuskriptet forelagt, rettede tilbage igen og strammede udtalelserne yderligere. (Axel Kjerulf: Hundrede År mellem Noder, Wilhelm Hansen, Musik-Forlag, 1857 – 1957, 27. Oktober, Kbh . 1957, s. 124-129)

Det var to udsagn, ét i det første interview og ét i det sidste interview, der udløste den latente strid. I det første sagde han om forlæggerne: ” – ja, de ser saamænd hellere vor Hæl end vor Taa.” I det andet: ”Jeg fraraader Ungdommen at blive Kunstnere, fordi det er umuligt at leve af det her i landet, hvis man ikke har Held med en Foxtrot el. l. Min største Sukces har været ”Jens Vejmand” og den fik jeg 50 Kroner for en gang for alle.”

Tilsyneladende har man fra forlagets side ønsket at komponisten skulle tilbagekalde sine udtalelser. Det ville han ikke, men den 4.12. mødtes man til en frokost hos Svend Wilhelm Hansen for at tale ud om sagen. I Carl Nielsens kalenderbog er notatet om denne frokost overstreget, som flere andre notater også er det. Da flere overstregede aftaler med sikkerhed har fundet sted, kan man ikke slutte at denne frokost ikke har fundet sted (som det gøres i: Finn Gravesen: HANSEN, Kbh. 2007, s.181), og der er altså grund til at tro, at det er frokosten netop denne dag, som Kjerulf på grundlag af Wilhelm Hansen-brødrenes mundtlige beretning årtier senere skildrer i følgende ord:

”Carl Nielsen udfoldede sine mest indtagende menneskelige egenskaber, var i strålende humør, helt drengeagtig kåd og uimodståeligt charmerende, intet var nemmere for parterne end at finde frem til fuld forståelse om en ny kontrakt, som skulle gælde fremover for Carl Nielsens værker.

Man skulle tro, at dermed var alt godt, og at der var tilfredshed fra begge sider med aftalen. Men den nye kontrakt blev aldrig underskrevet. Den lå og ventede på Carl Nielsen, som imidlertid blev borte og ikke lod høre fra sig.” Kjerulf s. 126.

Det iturevne kontraktudkast findes stadig. Det hedder her:

”For 1ste Aar Symfoni No 5 [CNW 29] eller 6. [CNW 30]  og et andet Værk: Kammermusik eller Sange.

For 2det Aar Alladin Suite [CNW 17]: 5 til 6 No. for Orkester og et andet Værk: Kammermusik, Sange eller Klaverstykker.”

En håndskreven paragraf (Svend eller Asger Wilhelm Hansen) er tilføjet:

”Jeg [dvs. Carl Nielsen] erholder 3000 Kr. for Symfonien og 1000 Kr. for det andet Værk ialt 4000 Kr. som udbetales med 1000 per Kvartal for 1ste Aar fra 1ste Dec. 1925.

Jeg erholder 2000 Kr. for Alladin Suiten og 1000 Kr. for det andet Værk i alt 3000 Kr. for det andet Aar som udbetales Kvartalsvis med 750 kr. fra 1ste Dec 1926 – 1ste Dec. 1927.” (KB, HA wha)

Denne kontrakt blev altså aldrig realiseret. Carl Nielsen skrev ikke under, han forhandlede også til anden side, med det nystartede Borups Musikforlag [8:508], hvori hans ven Carl Johan Michaelsen havde aktier, og der kom endnu et interview imellem, det sidste med udtalelsen om Jens Vejmand. Herom skriver Kjerulf:

”Det har næppe stået Carl Nielsen helt klart, hvor hårdt denne isolerede oplysning var trukket op. Han havde jo ikke sagt andet, end hvad han mente var sandt – i dette tilfælde – og det var så meget mere grelt, da det drejede sig om en sang, alle kendte, og som jo måtte være kommet i utallige oplag. Det var et af den slags konkrete eksempler, der slår sømmet på hovedet, og uden videre diskussion spigrer sandheden om det rige forlag til skampælen.

Denne gang reagerede Asger og Svend Wilhelm Hansen så meget stærkere, da Carl Nielsens udtalelser var et angreb på deres afdøde faders ære. Det var jo Alfred Wilhelm Hansen, der for mange år siden – i 1909 – havde afsluttet kontrakten om ”Jens Vejmand”, og de fandt det meningsløst og sårende at trække dette enkelte tilfælde ud af helheden, og samtidig fortie alt det meget, der stillede forlagets holdning over for Carl Nielsen i et helt andet lys. Iøvrigt var det positivt urigtigt, at han skulle have fået 50 kr. som éngangs-honorar for ”Jens Vejmand”, da kontrakten – uden at de enkelte ting var specificerede – omfattede alle syv strofiske sange [CNW Coll. 5], foruden sange fra ”Tove” [CNW 10] og ”Willemoes” [CNW 8] og endnu nogle andre mindre kompositioner, for hvilke Carl Nielsen ialt havde fået udbetalt 2700 kr.

{...} Carl Nielsen fastholdt, hvad han havde sagt, og kunne ikke fravige sin principielle opfattelse af forlagets forpligtelser over for ham som komponist. Der er næppe tvivl om, at Carl Nielsen hverken havde forudset eller ønsket at fremkalde en så afgørende konflikt med Wilhelm Hansens, men denne gang ville man fra forlagets side ikke fravige den betingelse for at fortsætte, at Carl Nielsen selv fremkom med en redegørelse. Det kunne og ville han ikke.” Kjerulf s. 127-129.

I musikforlagets næste jubilæumsskrift fra 2007 er Nielsen-historien stadig en god historie, og her bliver den kontrakt fra 1909, hvori Jens Vejmand indgår, endelig offentliggjort (Finn Gravesen: HANSEN, Kbh. 2007, s.180). Skriftets forfatter Finn Gravesen, ikke længere en journalist, men en musikhistoriker, fastholder grundsynspunktet, at det er ”svært at se hvor Carl Nielsen får de ”50 kroner” fra” (Finn Gravesen: HANSEN, Kbh. 2007, s.179), og som et udtryk for på hvilket niveau nationen endnu forholder sig til komponisten, kunne man i 2008 læse om sagen i en avis under overskriften: Carl Nielsen løj om Jens Vejmand (Politiken 11.9.2008).

Men det er i virkeligheden meget nemt at fordele kontraktens 2700 kr. på de enkelte kontraktemner. I september 1906 indgik Carl Nielsen og Wilhelm Hansen en treårig kontrakt der sikrede komponisten et årligt honorar på 1500 kr., som ”oppebæres med 125 Kr. maanedlig at hæve paa vort Kontor fra den første i Maaneden.” Kontrakten giver desuden for sange og klaverstykkers vedkommende for fremtiden komponisten 50 kr. ved afleveringen af manuskriptet. Jens Vejmand-kontrakten rummer i alt 19 sange, altså 950 kr., netop det beløb der bliver tilbage til sangene, hvis vi fra de 2700 trækker ”4de Aars Komponistgage” på 1500 kr. og f.eks. 250 kr. for Kantaten til Universitetets Aarsfest [CNW 105].

Altså: at Carl Nielsen temmelig præcis fik 50 kr. for Jens Vejmand en gang for alle, er svært at anfægte. Til gengæld kan man undre sig over komponistgagen, eftersom kontrakten fra 1906 kun løb over 3 år, og denne ordning ikke ses videreført i senere kontrakter. I øvrigt var det selvfølgelig ikke de 50 kr. der var det afgørende, men den underliggende historie om at Jens Vejmand blev en landeplage efter kontraktens indgåelse, og at det ikke var komponisten der tjente på det.

Sigende er det også, at da Anne Marie Carl-Nielsen er i et ærinde hos Wilhelm Hansen for sin mand den 14.6.1926 kommer hun i diskussion med både Svend og Asger Wilhelm Hansen. De hævder at firmaet gennem årene har udbetalt 65-70.000 kr. til Carl Nielsen. Hun gengiver samme dag i et brev til Carl sit svar: ”Men lad os nu lade de tøre Tal tale Carl har for et flittigt og dygtigt Arbejde siger vi fået højst 70000 i 38 År det er ikke det halve af hvad en Jordarbejder som lægger Kloakrør på Gaden havde fået at leve for i 38 År.” [9:231]

I øvrigt handlede de tre famøse interview om større ting end forholdet mellem komponist og forlægger, om kunstnerens placering i samfundet og kulturen, dybest set om at kunsten ikke længere havde nogen basal funktion; havde den haft det, havde den også været forbundet med en passende løn, som alt andet meningsfuldt arbejde. Derfor kan han også kun fraråde unge mennesker at blive kunstnere; selve vilkårene for kunsten truer med at afspore den.

Selvfølgelig er hans udtalelser også præget af at han med den position, han nu har, kan sige det. Han kan ikke bare afvises som en mislykket kunstner. De har også den baggrund, at han nu, så snart han viser sig, er omgivet af en hale af medløbere. Ludvig Dolleris gengiver en karakteristisk situation fra denne tid:

”Jeg var ikke Du’s med ham, men han anvendte Du-Formen i almengyldige Udtalelser. ”Husk, at om Du saa komponerer som en Engel, kan ingen Djævel leve af det!” Eller ”Hvad de end skriver om Dig – svar aldrig igen!” Denne gyldne Regel holdt han sig strengt efterrettelig. Han var sit Liv igennem ude efter Forstaaelse. Da saa efter de mange Aars Kamp det store Omslag kom (ved 60-Aarsdagen), blev han bitter: ”Saa Meget nu og slet Intet før”, sagde han – ikke helt retfærdig – til mig. – Nogen Tid efter en Koncert den paafølgende Vinter var jeg hjemme hos ham. ”De undgik mig forleden?” ”Ja, jeg ønsker ikke at blive set i Selskab med den Samling Medløbere, der nu flokkes om Dem – som Fluer om et Stykke Sukker. Ækler al denne ”Virak” Dem ikke?” Han rejste sig med et Ryk, gik frem i Stuen med Armene halvt løftet, og helt fortrukket i Ansigtet udstødte han nogle uartikulerede Lyde – en Mellemting mellem Æv og Øv. Hvad han derpaa sagde, betragter jeg som en ”Privat-Udtalelse”. De paagældende Gloser findes ikke i nogen dansk Retskrivningsordbog.” Dolleris s. 409.

Bitter? – Ikke kun den der er ovenpå, også den der ikke, eller kun sjældent, møder virkelig forståelse, får til sidst råd til at holde sig til det væsentlige! Carl Nielsen var ikke en mand der oplevede at tiden gav hans evner mulighed for at udfolde sig frit. Både i musikken og i sine udtalelser forholder han sig til værdier, som er hævet over hans samtid – og over vor.

Der var jo også sket det, at siden han og Alfred Wilhelm Hansen havde fundet hinanden i halvfemserne, og i hvert fald ikke oplevet at de i den kulturkamp, de stod i, var i modstrid med hinanden, så kunne han i forhold til næste generation i tyverne ikke opleve det samme. Fremfor at forstå tidsdiagnosen, foretrak den at forstå og bortforklare hans (bitre) udsagn som et resultat af de fattige kår han stammede fra! Her viste den charmerende bajads sin mangel på opdragelse!

En af hans egne så det lidt anderledes. På vej tilbage til USA sammenfattede broderen Albert, efter at have deltaget i festlighederne i København, sin opfattelse på et postkort til broderen Sophus i Michigan:

”A great Festival was held i Copenhage[n] the 9th of June Carls Birthday it was wonderfull, he is a great man in Europe and a good Brother” [8:467].