Om dette bind (1)
De første breve stammer fra perioden efter at Carl Nielsen har afsluttet sin 3-årige uddannelse på musikkonservatoriet i København ved udgangen af 1886. I første halvdel af 1887 flyttede han til Slagelsegade 18 på Østerbro, hvortil den rige købmand fra Odense, Jens Georg Nielsen og hans kone Marie Demant Nielsen, som var blandt dem der havde gjort det økonomisk muligt for ham at rejse til København at studere, netop var flyttet for at kunne tage sig bedre af ham.
De følgende tre år fra 1887 til 1889 er domineret af den stormende forelskelse i plejemoderens niece, den 14-årige købmandsdatter Emilie Demant Hansen fra den lille by Selde ved Limfjorden. I brevene til hende oplever vi ikke blot forholdet imellem dem, men bliver også gjort delagtig i den unge musikers københavnerliv, hører om de første fremførelser af hans værker, om optagelsesprøven der gør ham til violinist i Det Kongelige kapel, om hans diskussion med Niels W. Gade, om julen i hans barndomshjem på Fyn og meget mere.
Midt under affæren der i efteråret 1889 ender i en eksistentiel krise for Carl Nielsen, bliver han i januar 1888 far til en søn, Carl August Hansen, som dog først gør sig direkte gældende i brevene i senere bind. Moderen, Karen Marie Hansen, er ansat hos en konsulinde i lejligheden under den hvori han selv boede til leje i Frederiksborggade 48, før han flyttede til Slagelsegade.
I december 1889 søger Carl Nielsen for anden gang det såkaldte anckerske rejselegat, og denne gang får han det. I september 1890 begiver han sig derfor ud på sin første store udlandsrejse. De første fem måneder opholder han sig Dresden, Leipzig og Berlin og knytter her bekendtskab med ældre berømte musikere såvel som med mange unge, der ligeledes er ude for at lære. Både maleren Munch og musikeren Sibelius møder han her for første gang, og han knytter kontakt med den italienske komponist og pianist Ferruccio Busoni, der de følgende år besøger Danmark flere gange, hvorved bekendtskabet udbygges. På rejsen færdiggør han bl.a. et af sine tidlige mesterværker, strygekvartetten, f-mol, op. 5 [CNW 56], og sammen med nogle af sine venner spiller han den for den store gamle violinist Josef Joachim i Berlin.
Med forholdet til det andet køn går det fra den ene yderlighed til den anden, fra kærlighed ved første blik en tilfældig aften i operaen til en beslutning om ikke at ville beskæftige sig med den side af livet hele det år han er på rejse. Da han forlod Danmark, var han rejst fra et nyt, mindre platonisk, forhold end det til den unge Emilie, nemlig til Emilies kusine Ottilie. Adskillelsen skulle have været en prøve af forholdet, men de kan ikke undvære hinanden, og Ottilie kommer til Berlin. Alt synes parat til forlovelse og det endelige ja, da Ottilie pludseligt forsvinder ud af breve og dagbøger til fordel for nye indtryk og nye kvindetyper.
I marts fortsætter rejsen til Paris hvor han straks møder sit livs kvinde, billedhuggerinden Anne Marie Brodersen. De holder bryllupsfest, fortsætter sammen rejsen til Italien for at se på kunst, gifter sig i Firenze, og allerede fra dette tidspunkt kan vi i brevene følge forberedelserne til hjemkomsten til Danmark og mødet med både Carl Nielsens ”plejeforældre” på Østerbro i København og de to sæt biologiske forældre på henholdsvis proprietærgården ved Kolding og i det lille landarbejder- hus på Midtfyn. Her er den gamle spillemand og hans kone Maren Kirstine efter at børneflokken har forladt dem, ved at forberede deres emigration til USA hvor flere af deres børn forsøger at skabe sig et liv i Chicago.
I de følgende par år, indtil forældrene vender skuffede hjem igen, følger vi gennem familiebreve livet på begge sider af Atlanten, og får indblik i det nære forhold mellem Carl Nielsen og ikke mindst søsteren Julie. I København bliver tosomheden efterhånden til en familie med 3 børn, pigerne Irmelin og Anne Marie kaldet Søs, der helst skulle have været en dreng, og endelig drengen Hans Børge.
Samtidig følger vi de to kunstneres arbejde, og deres forsøg på at bringe deres kunst frem for et publikum. For Carl Nielsen er de to afgørende begivenheder Det Kongelige Kapels opførelse af hans første symfoni [CNW 25] i marts 1894 og opførelsen i Musikforeningen af Hymnus amoris [CNW 100] i april 1897, mens Symfonisk Suite for klaver [CNW 82] og den første violinsonate [CNW 63] af anmelderne opfattes som svær og fortænkt musik.
I efteråret 1894 tager Carl Nielsen på sin anden udlandsrejse, denne gang især for at hjælpe sine værker på vej uden for Danmarks grænser. Rejsen går til Tyskland og Østrig, og hans ven musikforlægger Alfred Wilhelm Hansen er med på en del af rejsen. I München besøger Carl Nielsen sin samtidige Richard Strauss, men det bliver ikke til mange ord, hvorimod besøget hos den gamle Johannes Brahms i Wien er en stor oplevelse, og bliver til kostelige beskrivelser. På hjemrejsen møder han sin kone og svigerinde i Dresden, og med en introduktionsskrivelse fra Georg Brandes besøger de i Leipzig Max Klinger som er i gang med sine komponistskulpturer. Som et resultat af rejsen dirigerer han i marts 1896 sin første symfoni [CNW 25] i Dresden ved en af de berømte Nicodé-koncerter.
Det er ikke nemt for komponisten at undvære kvinden og ikke nemt for billedhuggerinden kun at arbejde i København. Især sidst på sommeren går det galt i de følgende år. Når teatersæsonen nærmer sig, må Carl Nielsen afbryde sommeropholdet på landet og tage til København og deltage i prøver med Det Kongelige Kapel, og han må klare sig i en tom lejlighed eller bo hos venner og bekendte, mens hans kone har travlt med at modellere en hingst et eller andet sted i Jylland, undertiden må han endda sørge for at finde en ny lejlighed og forberede flytningen. Det udløser både breve, misforståelser og frustrationer. I oktober 1893 overbelaster han sit hjerte da han må redde en flyttemand der er kommet i klemme under flyglet, og i den følgende tid oplever vi verden set fra hans sygeseng på Kommunehospitalet.
I januar 1897 dør Carl Nielsens mor Maren Kirstine, som vi forinden har lært at kende på en ny måde gennem nogle af hendes egne breve. Anne Marie og Carl passer hende de sidste dage, og korrespondancen med den amerikanske del af søskendeflokken i tiden derefter kaster nyt lys på deres fælles barndom og deres forhold til moderen.
Året er desuden præget af at Anne Maries forældre ønsker at trække sig tilbage fra gården, og at hun og Carl sammen med hendes søster Lucie beslutter at forsøge at drive gården videre. Hele denne sommer lærer vi komponisten at kende som praktisk gårdmand, som den der går forrest i marken, og som den der må udfolde al sin psykologiske evne for at få gang i folkene. Lucie er kvinden på gården, mens Anne Marie i højere grad bliver ved sin kunst.
Det er også denne sommer at kontakten mellem familien Nielsen og den Marie Møller som kommer til at spille en væsentlig rolle i huset i de næste mange år, bliver knyttet. Hendes modtagelse i København sker midt i den efterhånden sædvanlige adskillelse mellem mand og kone ved tilbagekomsten til København sidst på sommeren.
I dette bind møder vi f.eks. også vennerne forfatteren Gustav Wied, maleren J.F. Willumsen, komponisten Victor Bendix, forretningsmanden Emil B. Sachs, den gamle lærer fra konservatoriet Orla Rosenhoff, folkemindeforskeren Axel Olrik, kollegaerne i Det Kongelige Kapel Holger Møller og Anton Svendsen, den gamle maler Lorenz Frølich og hans kone Benedicte, og sidst men ikke mindst indledes venskabet og den livslange korrespondance med den svenske komponist Bror Beckman, der alene med sin mor og som homoseksuel har helt andre problemer med kærligheden end familiefaderen Carl Nielsen, og hvori de både diskuterer hinandens værker og musik-og kulturlivet i deres respektive lande.